Ferdinand Henrik Jøhnke

Ferdinand Henrik Jøhnke, Ferdinand Heinrich Jøhnke, 11.5.1837-6.1.1908, søofficer, minister. Født i Kbh. (Petri), død sst., begravet sst. (Vestre). J. blev kadet 1850, sekondløjtnant med kongens æressabel 1857, løjtnant 1858, kaptajn 1874, kommandør 1885, kontreadmiral 1899, fik viceadmirals karakter 1902. J. havde 1857–58 orlov for at gå i koffardifart. 1858–59 var han med korvetten Heimdal til Vestindien, 1860–61 kommandant på fæstningen Christiansø. J. var 1864 med fregatten Niels Juel og deltog i kampen ved Helgoland 9.5.1864. 1868–69 var han med skonnerten Diana til Vestindien og 1870 næstkommanderende i skonnerten Fylla til Faerøerne og Island. S.å. beordret til tjeneste ved ingeniørkorpsets sømineafdeling. Da flåden 1872 fik sin egen sømineafdeling blev J. beordret til tjeneste i denne, samtidig blev han medlem af den for hæren og søværnet fælles søminekommission. Den aktive sømine eller selvbevægende torpedo, som dette våben blev betegnet, var netop i disse år under stærk udvikling i Europa, og J. så store muligheder for Danmark i dette våben hvis indførelse han gjorde sig til kraftig talsmand for. Til søminekommissionen indleverede han 1872 en plan til hurtig udlægning af passive miner (de egenlige miner) bevogtede af "flydende forter". Projektet fik rosende omtale. J. holdt foredrag for rigsdagsmænd for at få disse til at give bevillinger til indkøb af torpedoer og havde sin del af ansvaret for at dette våben blev indført i den danske flåde 1875. Bortset fra udkommandoer 1875 og 1876 som chef for kanonbådene Falster og Møn og som næstkommanderende i fregatten Sjælland 1878 kom J. til resten af sin tid i marinen at gøre tjeneste ved søminevæsenet og beslægtede tekniske tjenester. 1880 blev han chef for søminekorpsets 2. afdeling og 1885 chef for søminekorpset som han udviklede til en mønsterinstitution med et internationalt niveau. Uden at have naturlige anlæg for teknik erhvervede J. sig en meget stor viden om de nye våben og deres tekniske installationer. Han forstod at vælge de rigtige medarbejdere, men var kendt som en hård chef. Ejendommeligt nok var han frygtet af sine overordnede og vellidt af sine underordnede. 1899 blev han chef for Orlogsværftet. 1901 blev J. marineminister i ministeriet Deuntzer, det første venstreministerium, en stilling han fratrådte 1905.

J. var velbegavet og gjorde sig tidligt bemærket med sin skarpe tunge og sine stejle standpunkter. I 1870erne optrådte han jævnligt under diskussionerne i Det krigsvidenskabelige selskab og Søelieutenant-selskabet. Blandt søofficererne tilhørte han den defensive skole, den danske udformning af den såkaldte jeune école der gik ind for små krigsskibe og torpedo- og minevåben i stedet for store krigsskibe med artilleri. J.s synspunkter på dette udviklede sig til uvenskab med kollegaen W. A. Carstensen der var stærkt knyttet til partiet højre. Bestræbelserne fra J.s side i begyndelsen af 1870erne for at overtale venstrepolitikere – noget der vistnok skete i god forståelse med marineministeren – til at støtte bevillingerne til anskaffelse af torpedovåbenet udviklede sig til et interessefællesskab. J.s opfattelse af forsvarsspørgsmålet kan tydeligt genkendes i det standpunkt partiet venstre indtog og hævdede frem til systemskiftet. Venstre opstillede 1875–76 det såkaldte forsvarstilbud som kun adskilte sig fra regeringens forslag ved at indeholde et forslag om anskaffelse af flydende forter til Kbh.s søbefæstning. Dette forslag byggede på J.s projekt fra 1872, og den pjece om flydende forter som J. udsendte 1876 spillede en stor rolle i dette års valgkamp. J. reagerede kraftigt mod gennemførelsen af Københavns landbefæstning og mod den stedmoderlige behandling af flåden og søofficererne som højre gennemførte i de sidste årtier af forrige århundrede. Ejendommeligt nok lykkedes det J. fortsat at holde sig i karrieren på trods af sit åbenlyse modsætningsforhold til højreregeringens forsvarspolitik. Selv om venstre i forsvarsspørgsmålet fulgte J.s synspunkter erkendte han aldrig åbent tilhørsforholdet til dette parti. Da systemskiftet indtrådte 1901 var han selvskreven som marineminister. J. var dog for meget fagmand til at kunne gøre sig gældende politisk samtidig med at han personificerede flådens utilfredshed med den politiske favorisering af hæren. Det varede da heller ikke mere end et par år før J. kom i strid med krigsministeren V. H. O. Madsen, en tilsyneladende ligegyldig kompetencestrid der imidlertid bundede dybt i de to værns rivalisering. Striden bevirkede at ministeriet Deuntzer måtte gå af i januar 1905.