Hans Carl Bodenhoff, 12.6.1791-31.3.1849, søofficer. Født i Kbh. (Frels.), død på Frbg., begravet i Kbh. (Holmens). B. blev kadet 1803, sekondløjtnant 1809, premierløjtnant 1815, kaptajnløjtnant 1825, kaptajn 1834 og kommandørkaptajn 1842. 1807 var han som kadet i kanonbådflotillen ved Frederiksværn, var s.å. i kamp med den engelske brig Nightingale og deltog i aug. 1808 i Lorentz Fiskers mislykkede angreb på svenske kanonbåde ved Stromstad. Som løjtnant og chef for kanonchaluppen Wordingborg deltog han i briggen Allarts erobring 10.8.1809, havde 1811 station ved Nordkap med fire armerede fartøjer og tog her en del priser. N.å. var han atter nordpå og blev 2.8. ved Tromsø angrebet af en overlegen styrke fra den engelske fregat Horatio. Efter et heltemodigt forsvar blev B., hårdt såret, taget til fange og bragt om bord i Horatio hvor chefen, kaptajn Stuart, som anerkendelse for hans tapperhed tilbageleverede ham hans sabel. Efter tre måneders ophold på hospital i Yarmouth kom han som krigsfange til Reading hvor han traf sin senere hustru og blev til krigens slutning. 1815 interimsekvipagemester på Gammelholm. 1816–19 var han i koffardifart. 1822–23 med briggen St. Croix til Vestindien. 1824 hjemførte han flådens første dampskib Kiel fra England. B. sendtes til USA 1830 i offecielt ærinde. 1831–32 var han chef for briggen St. Jan i Vestindien og medvirkede her til at dæmpe et negeroprør på Tortola og fik som tak herfor af den engelske konge en æreskårde. 1833–35 var han chef for vagtskibet på Elben og 1836 for vagtskibet i Sundet. 1839 chef for Kiel som kongeskib. Hjemførte 1841 dampskibet Ægir fra England. 1847 afskedigedes han efter ansøgning og fik samtidig kommandørs karakter.

Familie

Forældre: grosserer Rasmus B. (1761–95) og Catharine Louise Frederikke Buch (1761–1829, gift 2. gang 1795 med grosserer Conrad Ditlev Hopmann, 1747–1801, gift 3. gang 1802 med grosserer Carl Ludvig Drewsen, 1763–1817). Gift 16.6.1814 i Reading, Berkshire, med Sarah Serena Cooper, antagelig døbt 27.3.1789 sst., død 28.11.1864, d. af arkitekt C.

Udnævnelser

R. 1813. DM. 1828.

Ikonografi

Pastel, formentlig af Chr. Hornemann. Træsnit herefter af H. P. Hansen, 1873.

Bibliografi

Nanna Lange: Den bodenhoffske slægtebog, 1914 51–56. H. P. Selmer: Nekrologiske samlinger I, 1849 537–46. A. G. Drachmann: Erindr, i Tilskueren 1888 og 1890. – Familiearkiv i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig