Hjalmar Rechnitzer

Hjalmar Rechnitzer, 1.12.1872-21.6.1953, søofficer. Født i Ålborg, død i Kbh. (Holmens), begravet i Ålborg. R. blev sekondløjtnant i flåden 1896, premierløjtnant 1901, kaptajn 1911, kaptajn uden for nr. 1919, kommandør uden for nr. 1921, kommandør i overtalligt nr. 1922, kommandør uden for nr. 1925, kontreadmiral uden for nr. s.å., kontreadmiral i overtalligt nr. 1932, viceadmiral (i linjen i nr.) s.å., afsked 10.5.1940. – R. var 1896–97 med krydseren Hejmdal i Middelhavet, derefter næstkommanderende i skonnerten Diana på opmåling 1900–02 ved Færøerne og Island. 1903–05 gennemgik han søværnets officersskole hvor han viste glimrende evner for strategiske studier. Utvivlsomt som følge heraf blev R. tilkommanderet marineministerens stab, en slags hjernetrust, hvor bl.a. V. Lorck arbejdede under O. J. M. Kofoed-Hansens inspiration. 1906 ændredes navnet på denne stab til flådens stab. R. var udkommanderet med panserskibet Olfert Fischer i forbindelse med eskorteringen af prins Carl (Haakon VII) til Norge 1906. 1906 var han adjudant hos eskadrechefen. I flådens stab fik R. bl.a. til opgave at udarbejde en skildring af de søkrigsmæssige operationer under den russisk-japanske krig 1903–05. Redegørelsen udkom 1908 som bog. R. var fra 1905 og til sin afsked knyttet til marineministeriet kun afbrudt af diverse udkommandoer som det var kutyme officererne i ministeriet tog sideløbende med det administrative arbejde. 1908 var R. således chef for torpedobåden Makrelen på fiskeriinspektion. Da den tilsynsførende søofficer ved bygningen af Danmarks første ubåd Dykkeren i Spezzia i Italien blev syg, blev R. 1909 sendt ned for midlertidigt at overtage dette job hvad der bragte ham ind på dette nye våbens udvikling og fremtidsmuligheder. 1910 var han Dykkerens anden chef og modtog ridderkorset for sit arbejde med at indføre denne nye skibstype i den danske flåde. 1911 var han med til at tage initiativ til at søværnet anskaffede de første flyvebåde. R. blev anset for at være en begavet officer med en stor arbejdskapacitet der samtidig havde blik for tidens nye teknologi. 1911 blev han en af de nærmeste medarbejdere for direktøren for marineministeriet. Frem til 1917 havde R. adskillige chefskommandoer på ubåde. Samtidig med tjenesten i marineministeriet var han tillige 1912–14 chef for ubådsdivisionen og 1914–17 chef for ubådsflotillen og tillige 1915–17 chef for marinens flyvevæsen. 1917 blev R. derefter chef for marineministeriets sekretariats- og kommando-kontor og fung. departementschef i ministeriets 1. departement. 1918–24 var han medlem af kommissionen der skulle udarbejde straffelov for krigsmagten og lov for den militære retspleje. 1919 blev han søværnets tilforordnede i den s.å. nedsatte militærkommission hvis umiddelbare resultat blev forsvarsordningen af 1922.

R. der fra ungdommen havde næret sympati for partiet venstres synspunkter arbejdede i denne kommission sammen med venstre-politikerne Oluf Krag og J. A. Hansen (1878–1939) og hjalp dem med udformningen af deres bemærkninger i den endelige betænkning. R. synes imidlertid aldrig at have haft et egentligt partipolitisk tilhørsforhold, således som det senere blev hævdet. 1923 blev han under en venstre-regering direktør for marineministeriet, hvad han sagligt set også var fuldt kompetent til. R.s virke blev meget vanskeligt, idet han kom i klemme i flere forskellige interessekonflikter. Der var bred politisk opbakning i 1920erne for af- og nedrustning; de små midler der blev stillet til rådighed for forsvaret sloges hæren og søværnet om. Endelig var der i 1909-ordningen nedfældet en permanent og uløselig kompetencestrid mellem direktøren for marineministeriet, der var en søofficer af uddannelse, og den kommanderende admiral (viceadmiral-stillingen) der i krigstid skulle have kommandoen over flåden. Den sidstnævnte interessekonflikt arvede R. ved sin tiltrædelse og blev som sådan kraftigt modarbejdet af H. Konow der på dette tidspunkt var viceadmiral og som drejede striden i retning af personlige angreb på R. I forbindelse med R.s tiltrædelse som direktør blev pensionsalderen for denne stilling hævet fra 65 til 70 år, hvad der blev opfattet som et forsøg fra R.s side på "at mele sin egen kage". 1924 trådte den socialdemokratiske Laust Rasmussen til som forsvarsminister. Han var kendt som afrustningsforkæmper og striden mellem minister og den kommanderende admiral blev nu skærpet. I denne strid brugte ministeren direktøren mod viceadmiralen som sin sagkyndige. Laust Rasmussen ønskede derfor at styrke direktørens position og fik R. udnævnt til kontreadmiral. Dette kunne kun gøres uden om Konow ved at sætte R., der befandt sig i overtalligt nr., uden for nr. og derefter forfremme ham hvorved man undgik at skulle indhente udtalelser fra Konow. Fremgangsmåden der nok må betegnes som et søgt krumspring vakte naturligvis harme i søofficerskorpset og blev af Konow betegnet som et "misbrug af admiralstitlen".

I slutningen af 1920erne var R. under en ny venstreregering beskæftiget med at udforme nye forslag til forsvarsordninger der skulle kunne få støtte fra socialdemokratiet, venstre og det radikale venstre og som ville forbedre søværnets position i forhold til hæren. Forslagene bygger alle på udmærkede analyser af de faktiske strategiske forhold og politiske kendsgerninger. Særlig dybt- og vidtgående er et "Udkast til en nyordning af dansk Militærvæsen" fra 1.9.1928, bl.a. inspireret af samtaler som R. havde haft med den engelske First Sea Lord. R. arbejdede i de kommende år videre med dette forslag og ændrede det i forskellige retninger. Forslaget blev i hovedsagen offentliggjort i Morgenbladet 22.-26.2.1931 og vakte en del opsigt. Laust Rasmussen tog afstand fra forslaget, ligesom viceadmiral G. C. Amdrup gjorde det. Meningen fra R.s side var utvivlsomt at få sat gang i forsvarsdebatten på en for søværnet gunstig måde oven på det sammenbrud i bestræbelserne for at nå en ny forsvarsordning som 1929 havde fundet sted mellem venstre og de konservative samtidig med at socialdemokratiet sammen med de radikale atter havde fremsat afrustningsforslag. Forslaget byggede på at Tyskland ikke mere var en magtfaktor, men at Danmarks position og dermed forudsætningerne for en dansk militærordning ville ændre sig i det øjeblik Tyskland atter blev en maritim stormagt. Endvidere indeholdt forslaget tanker om et fælles ministerium og en enhedskommando som først efter anden verdenskrig er blevet realiseret og accepteret. Bl.a. arbejdede R. også for etableringen af et selvstændigt flyvevåben.

I efteråret 1931 fik G. C. Amdrup en henvendelse fra venstrepolitikere der ville have ham til at udarbejde et forslag til et søværn inden for meget små rammer. Anmodningen blev givet videre til H. L. E. Wenck der 1.12.1931 afløste Amdrup. Wenck nægtede imidlertid at medvirke, idet rammen efter hans mening indebar en faktisk afskaffelse af en marine der kunne løse egentlige kampopgaver. Venstre insisterede på at fremsætte et forslag om en ny militærordning og anmodede derfor forsvarsministeren om hjælp til forslagets tekniske udarbejdelse. Partiet havde tilsyneladende stort hastværk med forslaget. Opgaven med at hjælpe blev 8.1.1932 overgivet R. der følte sig bundet af ministeren til at påtage sig denne opgave. Da R. 1.2.s.å. skulle rejse til Geneve hvor han som dansk delegeret skulle deltage i den internationale nedrustningskonference blev der i høj grad tale om et hastværksarbejde, hvad R. også gav udtryk for. Det forslag der kom fra R.s hånd var ikke identisk med hans egne tidligere. I forslaget fik han indsat den bestemmelse, at viceadmiralstillingen og direktørstillingen skulle forenes i en og samme person, et princip som alle søofficerer incl. Wenck og R. belært af erfaringen havde efterlyst siden afslutningen af den første verdenskrig. Venstre bearbejdede R.s forslag til ukendelighed og i marts 1932 blev det vedtaget i rigsdagen, men forslaget om sammenlægningen af den administrative og den militær-operative post var blevet bibeholdt. Ved at nægte at medvirke til forslagets udarbejdelse havde Wenck gjort sig politisk ud til bens og hverken socialdemokraterne der sad med forsvarsministerposten eller venstre ønskede at han skulle være søværnets nye topleder og havde derfor søgt at spille R. ud mod Wenck. Da Wencks muligheder fremover var blevet lukket valgte R. at tage imod opfordringen til at overtage den kombinerede stilling som direktør for marineministeriet og chef for søværnskommandoen (den tidligere viceadmiralstilling). R. var kontreadmiral uden for nr. og kunne derfor ikke uden videre indgå i linjen og med det samme forfremmes. Dette blev derefter gjort muligt i en særegen paragraf i søværnsloven (§ 64, senere betegnet som "lex Rechnitzer"). Især denne sidste bestemmelse medførte meget forståeligt en formelig hetz mod R. der fremstod som en usympatisk opportunist der havde solgt søværnet til politikerne for personlig vindings skyld. En følge af dette var at han blev lagt for had i søofficerskorpset op gennem 1930erne – med rette og med urette. R. må imidlertid frakendes paterniteten til forsvarsordningen af 1932 for søværnets vedkommende. Den er venstre-politikernes ansvar. R. følte sig snigløbet af venstre. Sammenlægningen af de to højeste poster inden for søværnet var ikke hans idé men et udbredt ønske i søofficerskorpset. Endvidere havde Wenck afskåret sig selv fra den nye topstilling. R. blev fra søofficersside bebrejdet at han ikke som Wenck nægtede at medvirke til forslagets udarbejdelse. Da R. yderligere ikke havde været skibschef i femten år mente man, at han ikke var kvalificeret til at være søværnets operative chef i krig. R. var af den opfattelse at 1932-ordningen var et fejlgreb og en ulykke for søværnet. Denne udvikling accentueredes efter 1933 ved Hitlers magtovertagelse i Tyskland og især efter 1935 hvor dette land indgik en flådeaftale med England der i realiteten betød en ny tysk oprustning til søs. Dette ændrede totalt de strategiske betingelser for Danmark således som R. havde peget på i 1920erne. R. arbejdede for at søværnet som følge af den stedfundne udvikling i slutningen af 1930erne blev forøget, men der var vanskeligheder på alle fronter. Venstres platoniske forhold til forsvarssagen kunne han ikke længere bygge noget på, og de fleste socialdemokrater og de radikale var absolut ikke indstillet på en udbygning af forsvaret. Uenigheden med hæren om det danske forsvars mål og midler fortsatte – og sine egnes tillid havde han tilsyneladende tabt. 1934, 1936 og 1938 tog R. initiativ til at der afholdtes fællesmøder med hærens ledelse for at nå til fælles holdninger, men afstanden viste sig for stor. Allerede 1936 analyserede R. i en fortrolig redegørelse, Militærpolitiske Betragtninger, den nye udvikling og dens strategiske konsekvenser for Danmark, der indebar at landet for at klare sig måtte besidde så kraftige magtmidler at neutraliteten blev gjort troværdig over for Tyskland. R.s betragtninger blev fulgt op i et stort memorandum i august 1938 hvori han slog til lyd for en kraftig forøgelse af det danske forsvar, og hvori konklusionen er, at "de to muligheder, der foreligger, er enten en rationel og hurtig udbedring, først og fremmest af søværnets fundamentale mangler, eller en opgivelse af et rationelt dansk forsvar. En tredje gives ikke!". R. havde påpeget hvad der var den nødvendige militærpolitik, men mødte ingen respons hos politikerne. Samtaler i Berlin med den tyske flådechef, storadmiral Erich v. Raeder 1939 bestyrkede R. i at Tyskland i tilfælde af en krig ville acceptere den samme koncept som fra dansk side var anvendt 1914–18 – så længe Danmark var i stand til at gøre sin neutralitet troværdig med militære magtmidler.

At der ikke skete en inddragelse af dansk område da krigen brød i september 1939 passede således udmærket med R.s vurdering. R. havde 1935–40 indgående beskæftiget sig med hvilke skridt Tyskland kunne tænkes at foretage sig over for Danmark. Han havde forgæves bedt om de ressourcer der var nødvendige for at gennemføre de bedste forholdsregler. Hverken R. eller nogen anden var imidlertid i stand til at forudse den udvikling der i løbet af foråret 1940 fik tyskerne til at beslutte en besættelse af Danmark og Norge. Logisk og strategisk følte R. sig overbevist om, at en besættelse af Norge og i hvert fald Danmark var unødvendig for tyskerne. Da man ingen ressourcer havde gjaldt det efter R.s mening om ikke at provokere Tyskland til at foretage et sådant angreb ved fx at mobilisere. Da der i dagene 5.-8.4.1940 derfor indløb meldinger der antydede et tysk angreb på Danmark, rådede R. til det sidste regeringen til ikke at foretage sig noget fordi en egentlig eksistenskamp ikke var mulig med de ressourcer man rådede over. Det tyske overfald på Danmark kom utvivlsomt uventet for R. Det var hans fulde ansvar at de små danske flådestyrker ikke søgte at forsvare sig mod de indtrængende tyske tropper. Ydmygelsen der lå heri fik R. ansvaret for blandt søofficererne. Allerede 10.4.1940 anmodede han, dog uden resultat, derfor om sin afsked. Da det i maj 1940 – i øvrigt ganske uberettiget – forlød at R. havde stillet tyskerne i udsigt, at der ville blive stillet danske marinefartøjer og mandskaber til rådighed for den af tyskerne ønskede minestrygning i danske farvande var bægeret fyldt. R. fik besøg først af formanden for søofficerernes organisation der redegjorde for uroen i officers-korpset, senere den 8.5. af søofficererne E. Briand de Crévecoeur, C. Hammerich og P. Ipsen. Den sidste deputation henstillede til R. at søge sin afsked. R. insisterede nu over for regeringen på at få sin afsked, hvilket han fik 10.5.1940. Derefter trak R. sig helt tilbage fra offentligheden og skrev bl.a. sine erindringer 1941–44. 1945–46 blev han indkaldt for den parlamentariske kommission for at forsvare og redegøre for sit virke inden 9. april 1940.

R. blev en af det danske forsvars mest omdiskuterede personer i dette århundrede, Han var begavet og i besiddelse af stor arbejdsevne. Personlig kunne han virke meget beskeden og mange af hans nære medarbejdere satte stor pris på ham. Han kom imidlertid mere eller mindre selvforskyldt til at stå som personificeringen af de kraftige nedskæringer forsvaret og herunder især søværnet kom til at opleve i 1920erne og 1930erne. Han var af den opfattelse at forsvaret var de herskende politikeres lydige redskab og derfor blev han på sin post i det håb at han med fornuftige og logiske argumenter kunne bevæge disse til at forbedre søværnets position. I sin samtid blev han tillagt hensigter og argumenter som en eftertid har svært ved at se beviserne for. R.s redegørelser og memoranda viser at han var en utvivlsom strategisk begavelse. Det er skæbnens ironi at han, der var en af dem der mest indgående igennem mange år havde beskæftiget sig med hvorledes tyskerne ville handle over for Danmark i en krigssituation, blev en af de mest udskregne syndebukke for den tyske besættelse den 9. april 1940. I den parlamentariske kommission førte den aldrende R. et svagt forsvar for sig selv. Kildematerialet fra mellemkrigsårene vil imidlertid komme til at tale for sig selv. I mange år sad R. i bestyrelsen for svigerfaderens selskab Fr. Th. Adolphs Enke A/S. 1920 var han med til at stifte Det danske søspejderkorps hvis vicepræsident han var 1920–23. 1945 fremkom han med et forslag til oprettelsen af skibsdrengeskoler placeret lokalt i landet, dels for at bekæmpe arbejdsløsheden, dels for at ophjælpe den danske sømandsstand. R. ejede i en årrække herregården Kongstedlund i Sønder Kongerslev sogn.