Johannes Nyholm

Johannes Nyholm,  27.4.1858-26.10.1941, søofficer. Født på Valdemarslund, Tikøb sg, død på Frbg., urne på Garn. kgd. N. blev kadet 1875, sekondløjtnant 1879, premierløjtnant 1881, kaptajn 1897, kommandør 1907 og kontreadmiral 1915. Som ung løjtnant var han i stadig fart med marinens skibe og blev særlig anvendt som torpedobådschef. 1892-96 var han næstkommanderende ved søværnets underofficersskole og de tilsvarende somre næstkommanderende i skolens øvelsesskib, briggen Ørnen. 1897-1900 førte han postskib mellem Korsør og Kiel og var 1901-05 chef for flådens mærkevæsen, 1905 og 1907 chef for krydser på selvstændigt togt og i eskadre, 1908 og 1909 for kongeskibet Dannebrog, 1911-14 for panserskib i eskadren og 1909-14 chef for konstabelelevskolen. 1914 var han chef for eskadren og blev ved første verdenskrigs udbrud chef for den samlede danske flådestyrke indtil denne 5.8. deltes hvorefter han beholdt kommandoen over 1. eskadre i Sundet indtil han 1915 udnævntes til chef for orlogsværftet i hvilken stilling han blev til han 1920 fik sin afsked på grund af alder. 1922-28 var han bibliotekar ved Marinens biblioteks 1. afdeling.

N. var en virksom, dygtig og begavet søofficer med et ubestrideligt organisationstalent. Han havde tidligt interesse for militærpolitiske spørgsmål og var stærkt optaget af debatten om forsvaret. N. varetog ofte polemisk søværnets interesse i denne sag og mente at dette værn blev forsømt på bekostning af især Københavns landbefæstning. Dette fik betydning da N. sammen med kontreadmiral C. F. Wandel som tilforordnede fra søværnet indtrådte i forsvars-kommissionen af 1902. I denne arbejdede N. for at landets strategi primært skulle anlægges ud fra en sømilitær synsvinkel og påvirkede gennem et samarbejde med venstrereformpartiet afgørende den endelige formulering af flertallets forslag.

1892 fik han 1. klasse præmie i Søelieutenant-selskabet for en afhandling om betydningen af et befæstet støttepunkt for flåden ved Aggersøsund i Storebælt, et projekt der var en hovedhjørnesten for den sømilitære strategiopfattelse. 1893-95 var han en meget initiativrig og arbejdsom formand for Søelieutenant-selskabet. Stor betydning havde N.s virke først som næstkommanderende 1892-95 og senere som chef 1909-14 for uddannelsen af søværnets underofficerer. Han viste sig her som en human og pædagogisk leder hvis popularitet blandt de elever der gennemgik uddannelsen i disse år blev legendarisk.