Niels F. Ravn

Niels F. Ravn, Niels Frederik Ravn, 18.6.1826-12.6.1910, søofficer, minister. Født i Kbh. (Garn.), død sst., begravet sst. (Holmens). R. blev kadet 1838, sekondløjtnant 1845 med anciennitet fra 1844, premierløjtnant 1851, 1863 kar. og 1866 virkelig kaptajnløjtnant, kaptajn 1868, kommandør 1873, kontreadmiral uden for nummer 1885 og kar. viceadmiral 1891. – Han deltog 1845–47 i korvetten Galatheas jordomsejling og var derefter i krigsårene 1848 med fregatten Havfruen, 1849 med fregatten Freja, begge på blokade i Østersøen, og 1850 med korvetten Najaden, vagtskib i Sundet. Efter krigen blev R. ansat som lærer i matematik og navigation på Søkadetakademiet og i de følgende år nogle gange udkommanderet med kadetskibet, korvetten Valkyrien. 1853–56 var han tillige ansat på Søkortarkivet. 1863 afgik han som lærer på akademiet og ansattes som lærer i matematik ved Den kgl. militære højskole, hvorfra han 1868 overgik til Hærens officersskole, da højskolen nedlagdes. I krigsåret 1864 var R. næstkommanderende på linjeskibet Frederik VI der havde station ved Als, og 1871 chef for kadetskibet, korvetten Heimdal.

R. gjorde sig tidligt bemærket som en fremragende matematiker, specielt intesserede han sig for gradmåling. Gennem sin undervisning på hærens officersskole kom han i forbindelse med J. Bahnson og E. C. L. Koefoed der ligeledes underviste på skolen. Sammen udformede de idégrundlaget for, et eksistensforsvar af Danmark, herunder en befæstning af Kbh. til lands og til vands. For at fremme dette mål stiftede gruppen, hvis tanker havde tydelige politiske undertoner, 1871 Det krigsvidenskabelige selskab. Efter at en militærkommission, nedsat 1872, ikke havde anbefalet en befæstning af Kbh. som det primære for landets forsvar, men en ligelig udvikling af såvel hær som flåde, besluttede gruppen at igangsætte et større propagandafremstød. 1873 blev R. overraskende marineminister i ministeriet Holstein-Holsteinborg. R. var ikke kendt uden for en snæver kreds og havde ikke åbenlyst vist politisk interesse, men man mente at han havde nationalliberale sympatier og det menes at være C. G. Andræ der har foreslået ham. 1874 fortsatte R. som marineminister i ministeriet Fonnesbech. Da dette afgik 1875 blev R. direktør for marineministeriet. 1879 blev R. atter hentet til- marineministerposteri, denne gang i J. B. S. Estrups højre-ministerium. Som sådan fik han gennemført en ny søværnslov 1880 der indførte en række forbedringer på det organisatoriske område og til en vis grad tog hensyn til den igangværende tekniske udvikling inden for det sømilitære område. I slutningen af 1870erne havde Bahnson-gruppen propaganderet kraftigt for en fuldstændig befæstning af hovedstaden. R. havde ikke udadtil deltaget i denne debat. Således som propagandaen blev lagt an stod det mere og mere klart, at befæstningen kun kunne gennemføres på bekostning af flådens udvikling. R. søgte tilsyneladende ikke at modvirke denne tendens og blev derved, efter at Estrup havde besluttet at udnytte befæstningstanken politisk i kampen mod venstre-grupperne, højres garant for at søværnet loyalt undertrykte sine krav til fordel for gennemførelsen af den fuldstændige befæstning af Kbh. Symptomatisk for denne situation var det, at det blev R. der som midlertidig krigsminister i rigsdagssamlingen 1882–83 fremsatte det endelige forslag til Kbh.s befæstning som var inspireret af kredsen omkring Bahnson. Den saglige opposition inden for.søofficerskorpset mod dette forslag blev undertrykt, og følgen blev at søværnet blev stedmoderligt behandlet igennem de såkaldte provisorieår. Fra begyndelsen af sin første ministertid var R. blevet indvalgt for højre i folketinget for Kbh.s 8. kreds der bl.a. omfattede Nyboder. Han kom til at sidde som folketingsmand i en ubrudt periode 1873–1901. R. var marineminister frem til 1900, og var tillige 1881–84 krigsminister og 1897–1900 udenrigsminister.

R. var en begavet og kundskabsrig mand, beskeden i sin fremtræden, uden skarpe synspunkter og derfor ofte vellidt som menneske også hos sine politiske modstandere. Disse egenskaber kan imidlertid ikke skjule, at han var uden egentligt politisk talent og gennemslagskraft inden for sit ressort-område. Hans lave profil passede fint ind i Estrups politiserede kamp for Kbh.s befæstning. En stærk marineminister var næppe blevet tålt i højreregeringerne. R.s ledelse af søværnet er blevet meget forskelligt bedømt. Nogle har hæftet sig ved at han på trods af dette værns vanskelige stilling under den politiske uro om forsvarsspørgsmålet i Estruptiden alligevel fik en række forbedringer igennem (Th. Topsøe-Jensen), mens andre mener at han solgte søværnet politisk i en periode, hvor den sømilitære udvikling var meget kraftig, hvorfor de betegner hans ministertid som en fiasko og påstår at han "ved sin afgang efter et næsten 25 års regimente under devisen "vi alene vide bedst" efterlod sig et flådemateriel der mest af alt mindede om en prøvekollektion, og et officerskorps der måtte stå desorienteret og uden forståelse af sine egne og flådens opgaver" (O. Kofoed-Hansen og H. Konow).