O.C. Pedersen

O.C. Pedersen, Ove Christian Pedersen, 12.8.1813-25.9.1873, søofficer. Født i Nyborg, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Holmens). P. blev kadet 1826, sekondløjtnant 1834, premierløjtnant 1841, kaptajnløjtnant 1852, orlogskaptajn 1863 og kommandør 1868. Efter et togt til Vestindien 1835-37 var han 1838-42 lærer ved Søkadetakademiet og 1842-46 i koffardifart med briggen Johan Frederik til Ostindien, dels som styrmand og dels som skibsfører. I krigsåret 1848 var han chef for dampskibet Christian VIII, 1849 med linjeskibet Skjold på blokade af Kielerfjord og 1850 chef for dampskibet Valdemar. 1850-51 førte han postskib mellem Korsør og Kiel, 1851-55 var han næstkommanderende ved Søkadetakademiet, 1856-60 krydstoldinspektør ved monarkiets østkyst, 1860-61 næstkommanderende i fregatten Sjælland til Brasilien og Vestindien og 1861-64 takkelmester. 1863 overtog han det i Glasgow byggede panserbatteri Rolf Krake og førte det til Danmark samt på prøvetogt. I krigsåret 1864 var han næstkommanderende for eskadren i Østersøens vestlige del og chef for kanonbådsdivisionen sst., indtil han midt i marts afgik som syg. S.å. efter krigens afslutning førte han den i England byggede panserfregat Danmark til Kbh. 1866 og 1868 var han chef for fregatten Jylland og overførte på det sidste af disse togter en del af besætningen fra den ved Harboøre strandede russiske fregat Alexander Newski fra Kbh. til Kronstadt. P. der var anerkendt som en glimrende og praktisk sømand blev til stor overraskelse for mange direktør for marineministeriet 1869. Årsagen må søges i at han under indtryk af sine ophold i England som en af de eneste højere stående søofficerer tilhørte den defensive skole der ville ændre flådens skibsmateriel fra store søgående skibe til lavtstikkende monitorer og kanonbåde. General V. R. Raasløff, der var krigsminister og en overgang marineminister ad interim, var interesseret i at føre disse synspunkter politisk igennem og havde derfor også behov for støtte fra sagkundskaben. P.s synspunkter tilhørte imidlertid et mindretal blandt søofficerskorpset og han blev derfor angrebet hårdt af sin kolleger der følte at han solgte flåden politisk. 1873 gik han af som direktør og pensioneredes, dybt skuffet over den modstand hans synspunkter havde mødt, og døde kort efter. Lignende synspunkter som dem Raasløff og P. havde hævdet var i de følgende årtier meget udbredte i de store europæiske mariner uden dog at blive dominerende på længere sigt.