Niels Juel, 8.5.1629-8.4.1697, søofficer. Født i Kristiania, død i Kbh., bisat i Holmens k.s kapel. J. blev født i Norge hvortil hans mor var flygtet da den svenske hær under Lennart Torstensson brød ind i Jylland. Han kom efter fredsslutningen til Danmark til faderens gård Nørtorp i Thy hvor han blev opdraget til sit 13. år og blev derefter page hos hertug Frederik, ærkebiskop i Bremen, den senere kong Frederik III. 1647–48 studerede han på Sorø akademi og sendtes 1649 til Tyskland, Frankrig og Holland for at studere, det sidste sted navnlig søvæsen. Han var i hollandsk tjeneste da krigen med England brød ud 1652, deltog i alle søslag og fik derved en enestående lejlighed til at uddanne sig i sin metier under fortrinlige flådeførere, først Martin Tromp, til denne faldt 8.8.1653, og derefter Michiel de Ruijter. Efter fredsslutningen blev J. skibschef i en eskadre under admiral Ruijter der sendtes til Middelhavet mod Barbaresk-staterne. I foråret 1656 vendte han hjem til Danmark, udnævntes til kaptajn og var s.å. chef for orlogsskibet Sorte Rytter i eskadren, der under admiral Christopher Lindenovs kommando skulle forene sig med en hollandsk eskadre i Østersøen for at hindre den svenske flåde i at indeslutte Danzig og for at beskytte de forenede nationers skibsfart. N.å. var han chef for en eskadre der blev udlagt i Sundet da forholdet til Sverige begyndte at blive spændt. Midt i maj fik han ordre til at opbringe svenske skibe hvorved krigen faktisk var begyndt selv om den egentlige krigstilstand først kan regnes fra aug.s.å. 14.6. udnævntes J. til admiral og Holmens chef efter Chr. Lindenov, men tiltrådte foreløbig ikke dette embede da han med sin eskadre sendtes til Østersøen for at slutte sig til hovedflåden under rigsadmiral Henrik Bielke. Under denne deltog J. i slaget ved Falsterbo 12.-14.9. der var uafgjort, men dog nærmest gunstigt for de danske idet den planlagte svenske landgang på Sjælland, som slaget skulle bane vej for blev opgivet. I dec.s.å. overtog J. sin stilling som Holmens chef og indtog sit sæde i admiralitetet. 1658–59 deltog han i forbindelse med sin tjeneste på Holmen i Kbh.s forsvar, og under stormen på Kbh. var han på Kastelsvolden i spidsen for Holmens bådsmænd. Han blev derefter chef for en eskadre i flåden under Henrik Bielke og deltog 30.4. i kampen med den svenske flåde ved Rødsand.
Efter krigens afslutning vendte J. tilbage til stillingen som Holmens chef og har i forbindelse med Cort Adeler æren for at flådens materiel der under Kbh.s belejring og den uheldige krig med Sverige var kommet i forfald blev bragt i orden og moderniseret. Hans virksomhed her blev kun afbrudt 1666 ved en kort udkommando som chef for orlogsskibet Churprinsen under den kortvarige og ublodige krig med England. Da der i sommeren 1675 atter indtrådte et spændt forhold til Sverige, blev flåden udrustet og kommandoen betroet til generaladmiral Cort Adeler under hvem J. tjente som chef for 1. eskadre. Det kom dog ikke til fjendtligheder det år, og den danske flåde tog efter et kryds i Østersøen station i Køge bugt, mens den svenske holdt til ved Gotland indtil den dels på grund af stormskade, dels sygdom blandt mandskabet måtte søge havn. I den danske flåde led besætningen ligeledes af sygdom, ca. 25 pct. var angrebne. I slutningen af okt. bukkede Cort Adeler selv under for sygdommen og måtte 2.11. afgive kommandoen til J. og gå i land hvor han få dage efter døde. Kort efter blev den danske flåde oplagt. I febr.n.å. erklæredes krigen – den skånske krig. Allerede ved nytårstid var der på Griffenfelds initiativ indledet underhandlinger med den hollandske admiral Cornelis Tromp om at træde i dansk tjeneste som højestkommanderende over flåden med rang som generaladmiral. Det var utvivlsomt en forbigåelse af J., og han følte det også som en sådan, men med sædvanlig loyalitet bøjede han sig for kendsgerningen. Til undskyldning for Griffenfeld tjener dels at J. endnu ikke havde haft lejlighed til at vise sig som flådefører, dels at Griffenfeld mente at skabe de bedste betingelser for et godt samarbejde med den hollandske hjælpeflåde ved at antage en hollænder der tilmed var anerkendt som en af tidens dygtigste flådeførere.
Da Tromp, der imidlertid var antaget som generaladmiral, først senere kunne ventes hertil, udsendtes J. tidligt om foråret med en eskadre. Efter en alarmering på Rügen gik han i henhold til en medgiven hemmelig ordre med eskadren til Gotland hvortil han kom i slutningen af april og landsatte ca. 2000 mand der indesluttede Visby fra landsiden mens flåden angreb fra søsiden. 1.5. kapitulerede byen og dermed hele øen hvis befolkning endnu var udpræget danskvenlig. Efter at have organiseret øens administration, besat embederne fortrinsvis med indfødte og sørget for forsyninger med levnedsmidler afgik J., der som en anerkendelse blev udnævnt til guvernør over øen, allerede 4.s.m. med eskadren til Bornholm hvor han forenede sig med en hollandsk eskadre under admiral Almonde. Samtidig fik J. underretning om at den svenske flåde der var den danske meget overlegen, nærmede sig under anførsel af rigsråd Lorentz Creutz. J., i hvis instruks stod at han ikke måtte indlade sig i kamp med en overlegen modstander, lettede for om nødvendigt at kunne trække sig tilbage. 25.5. fik flåderne hinanden i sigte nord for Rügen, og mod aften begyndte kampen. Om natten styrede begge flåder i nordnordøstlig retning, den svenske stadig til luvart. Næste morgen genoptoges kampen uden væsentlig fordel for nogen af de stridende. Ved middagstid gav J. ordre til at styre mod Falsterbo. De svenske forfulgte ikke, men blev en tid liggende opbrast. Da den dansk-hollandske flåde var ankret inden for Falsterbo ankrede den svenske ud for Trelleborg. Kampen var uafgjort, men nærmest i dansk favør da svenskerne trods overmagt ikke forfulgte J. da han trak sig tilbage. Allerede n.d. kom generaladmiral Tromp med en del danske og hollandske skibe til flåden ved Falsterbo og overtog kommandoen over den forenede flåde med J. som chef for l. og Almonde for 3. eskadre. Flåden lettede 30.5., passerede Falsterbo og stod østover for frisk kuling af sydvest som senere trak sig til syd og forfulgte den svenske flåde som s.d. var lettet og stod østpå med ordre til ikke at indlade sig i slag før Øland var passeret. 1.6. om morgenen fik flåderne, der under sejladsen havde tabt hinanden af sigte, atter føling med hinanden ud for Ølands sydspids. I stiv vestlig kuling fortsattes forfølgelsen op langs Ø-lands kyst. Efter en heftig kamp fik den danskhollandske flåde overtaget og de svenske skibe søgte nu at redde sig, men adskillige blev taget under forfølgelse. Sejren var afgørende. Der blev i Danmark holdt takkefester og kongen lod præge en skuepenge. Resultatet af slaget var at den danske flåde resten af året havde herredømmet i Østersøen.
I febr. 1677 sendtes Tromp til Holland for at påskynde udrustningen af de hollandske skibe der skulle afsendes til danske farvande. Så snart farvandene her blev isfri, i marts, gik J. ud som chef for flåden. Den svenske admiral Erik Sjöblad, der med en eskadre havde ligget i Göteborg, gik i maj herfra for gennem Storebælt at forene sig med den svenske hovedflåde i Østersøen. Så snart man hørte at Sjöblad var nået til bæltet afgik J. for at møde ham. I de sidste dage af maj fik de to eskadrer hinanden i sigte mellem Femern og Gedser. 31.5. begyndte slaget syd for Gedser og fortsattes i løbet af natten op mod Møn, hvor admiral Sjöblad efter en heltemodig kamp måtte overgive sig til J. Efter sejren gik J. til Køge bugt for at efterse sine skibe; hertil sendtes de nyudrustede skibe efterhånden som de blev færdige på Holmen. J. benyttede tiden til at organisere flåden og til afholdelse af taktiske øvelser. Den svenske hovedflåde, der var den danske overlegen i skibenes antal og størrelse og i kanonantal, kommanderedes af rigsråd, feltmarskal Evert Henrik Horn; den var stukket i søen 9.6. og 21.s.m. observeret ved Bornholm. Da den hollandske hjælpeflåde under Tromp var undervejs og snart kunne ventes til Sundet var det for den svenske admiral af vigtighed at slå til inden foreningen af de to flåder. J. var af kongen instrueret om så vidt muligt at gå forsvarsvis til værks og indtage en sådan position at hans forening med Tromps flåde ikke kunne forhindres. J. vidste imidlertid at den svenske flåde også ventede forstærkning, og han har sikkert ikke været utilbøjelig til hvis forholdene tillod det at få slaget afgjort inden Tromps ankomst. 28.6. sendte kongen J.s yngre bror gehejmeråd Jens Juel om bord i admiralskibet som rådgiver og for at overvære krigsråd og med tilladelse til J. til at handle efter omstændighederne. 30.6. holdt J. gående med flåden i frisk sydvestlig vind mellem Stevns og Falsterbo da han fik den svenske flåde, der s.d. var ankret ved Møn, i sigte. Svenskerne lettede, og om natten holdt begge flåder gående for små sejl, den svenske sydligst og til luvart. 1.7. om morgenen lå flåderne bidevind på bagbords halse med kurs tæt norden om Stevns. Kl. 6 begyndte slaget der varede hele formiddagen. Kampen blev hård og koncentreredes særlig om J.s flagskib Christianus Quintus der blev så medtaget at J. måtte flytte sit flag til Fredericus Tertius. Ved middagstid anså Horn slaget for tabt og satte kurs norden om Bornholm, forfulgt af J. der, da Fredericus Tertius havde fået flere grundskud måtte flytte sit flag til Charlotte Amalie med hvilket han fortsatte forfølgelsen til n.d.. Kongen viste J. sin erkendtlighed ved at udnævne ham til generaladmiralløjtnant, og en stor skuepenge blev præget til minde om dagen. En anden og vigtig følge af slaget var at troen på hollændernes uundværlighed blev rokket. J. måtte vel i aug.s.å. endnu en gang – dog kun for ca. tre uger – afgive kommandoen til Tromp der var ankommet til Kbh. med de hollandske skibe dagen efter, at slaget udkæmpedes i Køge bugt. Da Tromp i sommeren 1678 blev afskediget blev J. vicepræsident i admiralitetet. I krigens to sidste år, hvor J. stadig var chef for flåden, forefaldt ingen større operationer på søen. Der foretoges operationer mod Kalmar og Øland. Kalmarsund blokeredes, og en eskadre under admiral Henrik Span sendtes ind i Kalmarsund hvor et svensk orlogsskib blev erobret og et andet, Nyckelen, sprang i luften.
Efter fredsslutningen vendte J. tilbage til sin virksomhed i admiralitetet, hvor han 1683 ved rigsadmiral Henrik Bielkes død blev præsident, i hvilken egenskab han stadig vedblev at have overtilsynet med Holmen, mens dagligt tilsyn og kommando allerede fra 1680 var overdraget til admiral Spån. Under disse to udmærkede mænd fik Holmen og derved flådens materiel en af sine største udviklingsperioder. Det er vanskeligt at afgøre hvem af dem der har haft størst betydning for udviklingen; man kan kun fastslå at samarbejdet var godt og resultatet fortrinligt. Også uden for Holmen har J. æren af nyttige foranstaltninger, således Nyboders udvidelse, ordning af søindrulleringen, udarbejdelse af instrukser for admiralitetet, kommissariatet og for Holmens chef, revision af søkrigsartiklerne og påbegyndelsen af fæstningsværkerne på Christiansø. Han var endnu to gange, 1683 og 89, udkommanderet som chef for flåden der begge gange blev udrustet i anledning af den spænding med Sverige som var fremkaldt af det holstengottorpske spørgsmål. 1683 var en fransk flådestyrke på femten orlogsskibe under marquis de Préville sendt til Østersøen og underlagt J.s kommando.
J. boede fra 1657 i den af Christian IV byggede bolig for Holmens admiral beliggende i Store Kongensgade (nu nr. 21) indtil gården 1661 blev tilskødet U. F. Gyldenløve. Han flyttede da til den gård han ejede på nordsiden af Kongens Nytorv på hvis grund og tilliggende grunde, som han efterhånden købte, han 1683–86 opførte et stateligt hus, det nuværende Thotts palæ. Også uden for Kbh. var han stor ejendomsbesidder. Han ejede Sæbygård i Jylland, som han 1682 mageskiftede med Eriksholm og Totterupholm på Sjælland. 1678 købte han for sine prisepenge den kongelige del af Tåsinge med Valdemars slot hvortil han senere efterhånden ved køb føjede den største del af de private ejendomme på øen.
Hans ligbegængelse i 1697 var storslået. Ved sørgehøjtideligheden i hjemmet talte J.s ven gehejmeråd Marcus Gøye, hvorefter liget førtes til Holmens kirke. Det nedlagdes i en forgyldt, prægtigt udstyret kobbersarkofag der hensattes i et særligt for J. opført kapel. Da kirkens store kapel var fuldført, flyttedes 1709 J.s og hustrus kister med hosstående epitafier og ornamenter, antagelig udført efter tegning af Lambert von Haven, til kapelsalens sydlige ende, hvor der særlig efter den 1820 af stadsbygmester P. Malling gennemgribende restauration er skabt et enestående stemningsfuldt hvilested for Danmarks største søhelt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.