Corfitz Ulfeldt, d. mellem 13. og 15.10.1644, søofficer. Død om bord i orlogsskibet Tre Løver, begravet i Tapdrup k. ved Viborg. 1614 blev U. og hans bror Christian og Johannes Rhodius immatrikuleret ved univ. i Herborn, 1614–17 studerede de i Marburg og 1618 i Basel. 1624 fik han og hans to brødre pålæg af kongen om igen at rejse til udlandet for deres uddannelses skyld og måtte af den grund sælge fædrenegården Selsø og 1631 hovedgården Bonderup. 1633 fik U. bestalling som skibskaptajn og synes nu at være kommet på rette hylde, og n.å. var han admiral på Elben. Af hans øvrige udkommandoer må fremhæves at han 1637-38 konvojerede hvalfangerskibe til Spitsbergen hvor navnet Ulfeldts Bay i mange år bevarede mindet om ham. 1640 førte han med en eskadre et gesandtskab til England og led på denne rejse meget af storm og anden modgang. I slaget på Kolberger Heide 1.6.1644 var han viceadmiral i Pros Munds eskadre med sit flag i orlogsskibet Trekroner; herfra flyttedes han til Stormarn som schoutbynacht, ligeledes under Pros Mund. Denne eskadre blev efter en heltemodig kamp med en overlegen svensk flåde under C. G. Wrangel 13. 10.s.å. ødelagt ved Femern. U.s skib Tre Løver blev entret og U. blev herunder dødeligt såret.

Familie

Forældre: rigsadmiral Mogens U. (1569-1616) og Anne Munk (død efter 1648). Gift Else Thott til Skovsgård, død senest 1652 (gift 1. gang 1603 med Hans Lindenov, død ca.1621), d. af Anders T. (død 1595) og Lisbet Folmersdatter Rosenkrantz (død 1613).

Bibliografi

Chr. Bruun: Slaget på Kolberger Heide, 1879 35 45f. H. D. Lind: Kong Kr. IV og hans mænd på Bremerholm, 1889 (reproudg. 1974) 280f. Olav Bergersen: Fra Henrik Bielketil Iver Huitfeldt I, Trondheim 1953.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig