Emil Krieger, Emil François Krieger, 5.7.1819-24.12.1892, søofficer. Født i Kbh. (Holmens), død sst., begravet sst. (Holmens). K. blev kadet 1833, sekondløjtnant med kongens æressabel 1839, premierløjtnant 1848, kaptajnløjtnant 1859, kaptajn 1868, s.å. kommandør og kontreadmiral 1880. 1840–41 var han med fregatten Bellona på togt til Sydamerika og 1846– 47 med briggen Mercurius til Guinea og Vestindien. Under treårskrigen var han 1848–49 næstkommanderende i dampskibet Skirner, deltog med hæder med landgangskompagniet i kampen ved Flensborg efter slaget ved Bov, 1849 med korvetten Galathea på blokade i Østersøen og 1850 næstkommanderende i dampskibet Geiser ved Vesterhavsøerne. 1855–58 var K. fyr- og vagerinspektør på østkysten. 1861 chef for en division rokanonbåde og 1863–64 chef for skonnerten Fylla til Vestindien og fra sin hjemkomst maj 1864 i Østersøeskadren. Efter krigen blev han ekvipage- og takkelmester og var medlem af forsvarskommissionen af 1866 og tillige medlem af en kommission der skulle udarbejde en ny taktik- og signalbog for flåden. 1867–68 var han chef for korvetten Dagmar til Vestindien og Brasilien. Da søofficersskolen 1869 afløste Søkadetakademiet, blev han skolens første chef og var n.å. chef for kadetskibet korvetten Heimdal. Efter kun et års tjeneste som kadetchef overtog han stillingen som chef for orlogsværftet hvor han blev til sin afgang fra tjenesten 1884. I forbindelse med denne tjeneste var han 1876 chef for fregatten Jylland der eskorterede "Slesvig" med kong Christian IX til St. Pedersborg, 1879 medlem af kommissionen til at udarbejde forslag til lov om søværnets ordning og 1882 chef for øvelseseskadren. Efter sin afsked virkede han for filantropiske formål, han var således formand for Foreningen for lægevagtstationer fra dennes oprettelse. – K. var en begavet og kundskabsrig officer der ved sin pligttroskab og omhyggelighed i tjenesten altid gjorde god fyldest. -Kammerjunker 1850. Kammerherre 1869.

Familie

Forældre: kaptajn, senere kontreadmiral Anthonius K. (1776–1847) og Elisabeth Dorothea Prætorius (1779–1861). Gift 2.3.1850 i Kbh. (Holmens) med Sarah Tomine Marie Fanny Africana Knudsen, født 22.5.1830 i Tripolis, død 25.1.1901 i Kbh., d. af generalkonsul i Tripolis, senere gehejmelegationsråd Andreas Peter K. (1793–1865) og Marie Mariny (ca. 1801–80).

Udnævnelser

R. 1856. DM. 1864. K2. 1875. K1. 1876. S.K. 1884.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Tidsskr. for søvæsen, 1893 7–9.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig