Frederik Christian Kaas, f. 1725

Frederik Christian Kaas, f. 1725, 1.12.1725-18.1.1803, søofficer. Født på Rydbjerggård, død i Kbh. (Holmens), begravet i Fraugde k. K. blev kadet 1739, sekondløjtnant 1743, premierløjtnant 1746, kaptajn 1753, kommandørkaptajn 1758, kommandør 1766, schoutbynacht 1768, viceadmiral 1772 og admiral 1775. Han var 1745–46 med fregatten Falster i Middelhavet hvor fregatten 1746 sluttede sig til eskadren mod Algier under kommandør Ulrik Danneskiold-Samsøe. 1751 var han næstkommanderende i samme skib på ekspeditionen under S. Hooglant til Marokko. Ved ankomsten hertil blev han landsat ved den nyoprettede handelsstation sammen med oberstløjtnant Longueville, soldater og handelsbetjente og blev sammen med disse taget til fange af marokkanerne og først løsladt efter ca. to års fangenskab 1753. For sit gode forhold før og under fangenskabet blev han kaptajn uden at have været kaptajnløjtnant. N.å. og 1756 sendtes han atter til Marokko i en særlig mission, første gang som fører af et koffardiskib, sidste gang som chef for orlogsskibet Slesvig.

1758 ledsagede han med to fregatter en konvoj til Middelhavet og havde en særlig mission i Tunis og Marokko, og 1760 hjemførte han med orlogsskibet Sejeren en marokkansk gesandt fra Danmark til Marokko hvor han derefter selv arbejdede for handelens fremme. 1759 og 62 var han chef for orlogsskibet Oldenborg i eskadren i hjemlige farvande, og 1767 ansattes han som deputeret i admiralitets- og kommissariatskollegiet. Da Algier 1769 brød overenskomsten med Danmark og begyndte at opbringe danske og norske skibe, afsendtes en stor eskadre med K. som chef for ekspeditionen der afgik fra Kbh. maj 1770. Allerede inden ankomsten til Middelhavet var der i flere af eskadrens skibe udbrudt en ondartet tyfus og blodgang (dysenteri), og missionen mislykkedes, da de medbragte bombarderskibe var for svage. Eskadren gik til Port Mahon på Minorca, derefter til Marseille for at landsætte de syge, og kort efter blev K. afløst af schoutbynacht S. Hooglant. Affæren udnyttedes af J. F. Struensee til at svække J. H. E. Bernstorffs stilling og medvirkede til dennes fald sept. 1770, men undersøgelseskommissionen fandt at der intet kunne bebrejdes K. og hans personel, og at udfaldet udelukkende skyldtes dårlig forberedelse af ekspeditionen. 1773 var K. chef for en eskadre der var udrustet i anledning af det spændte forhold til Sverige. 1772 var han blevet 2. deputeret i kollegiet og 1775 1. deputeret og referent af søetatens sager for kongen indtil dec. 1781, da han fik tilladelse til at tage ophold på sit gods, Fraugdegård på Fyn. – Hofjunker 1750. Kammerjunker 1754. Kammerherre 1760.