Frederik Danneskiold-Samsøe, 1.11.1703-18.7.1770, generaladmiralløjtnant. Født på Assendrup, død på Marselisborg, begravet i Frue k. i Århus. I sit niende år sendtes D.-S. sammen med sin ældre bror Christian D.-S. til England hvor han blev til han var fyldt seksten år. Han lagde sig der efter alt hvad der vedrørte søvæsen, skibsbyggeri og mekanik, opholdt sig siden en tid i Paris, rejste derfra til Holland og genoptog sine maritime studier. Hjemkommet til Danmark 1721 havde han ondt ved at vinde sin kongelige onkel Frederik IVs velvilje. Han fik 1723 et kompagni rytteri og 1727 et kompagni i fodgarden, men efter kort tids forløb søgte og fik han sin afsked. 1729 blev han gehejmeråd og kort efter Christian VI's tronbestigelse assessor i højesteret og hofretten og 1731 deputeret i søetatens generalkommissariat hvor hans uddannelse og anlæg bedre kunne gøre sig gældende. Hans ærgerrighed var dog ikke hermed tilfredsstillet, idet han tragtede efter at blive søetatens chef. For at fortrænge Poul Vendelbo Løvenørn der på det tidspunkt var overkrigssekretær både for land- og søetaten rettede han hårde angreb på søetatens administration derunder også i dec. 1734 mod den geniale overfabrikmester Knud Benstrup. Denne var opdraget i Frankrig, D.-S. i England hvilket antagelig straks har skabt modsætning mellem dem, og begge har sikkert også været ret uelastiske. Der blev gjort Benstrup uret, og D.-S. skilte søetaten af med en dygtig konstruktør. For Løvenørn havde angrebet til følge at han marts 1735 blev fritaget for at have med søetatens og Holmens sager at gøre da han havde så meget andet at varetage. 23.11. s.å. blev D.-S. overkrigssekretær for søetaten, og dettes krigskancelli adskiltes fra landetatens. N.å. blev han intendant de marine, 1738 gehejmekonferensråd, 1743 generaladmiralløjtnant og var s.å. chef for den udrustede flåde hvor han til flagskib valgte den prægtige tredækker Christianus Sextus hvis bygning havde fældet Benstrup.

Selv om det billede af flådens tilstand som D.-S. ved sin tiltrædelse gav ikke var helt retfærdigt, var forholdene i søetaten og dens administration langtfra tilfredsstillende. I de første år var D.-S.s administration dog ikke uangribelig. Efter Benstrups fald blev Diderik de Thurah fabrikmester. Som en følge af den Benstrupske sag oprettede D.-S. 1739 den såkaldte konstruktionskommission der eksisterede til 1860erne, og som skulle være et teknisk kontrolorgan for skibsbyggeriet. 1740 indkaldtes konstruktør Laurent Barbe fra Frankrig, men begge viste sig uduelige, og nogle kostbare år gik til spilde inden man genoptog at bygge de Benstrupske skibe. Var der end således i begyndelsen af D.-S.s tid nogen usikkerhed på dette felt var hans øvrige ledelse målbevidst og udmærket. D.-S. var afgjort et administrativt talent der har gavnet søetaten på alle områder, først og fremmest ved at indføre bedre økonomi. Han tog straks fat på bygningen af en hårdt tiltrængt tørdok, den senere såkaldte Gammeldok på Christianshavn der har været i brug til omkring 1900, indkaldte hertil en schwabisk vandbygmester Johan Heinrich Dumreicher og gennemførte trods store vanskeligheder og modstand bygningen i løbet af fire år. D.-S. forøgede flådens størrelse, udvidede kadrerne, byggede på Nyholm de smukke og hensigtsmæssige magasinbygninger som endnu bruges, forbedrede Kbh.s havn og uddybede Flådens leje så at skibene kunne ekviperes her, mens de tidligere halvtomme måtte udlægges på reden hvor ekviperingen fuldførtes. Han var den første der gjorde sig til talsmand for uddybningen af en sejlrende til Kbh. gennem Kallebod-strand (Nyt Archiv for Søvæsen, 1844 461-73). 1739 henlagdes alle havnevæsenssager i Danmark-Norge under D.-S. 1739-41 grundlagde han den ordning af søindrulleringsvæsenet der i det væsentligste bestod uændret i de følgende ca. 100 år og i den tid stod sin prøve, og han udarbejdede planen for Kbh.s sikring mod søsiden ved faste forter, en plan der dog ikke kom til udførelse i hans levetid.

D.-S. havde, som nævnt, et vanskeligt temperament og var ikke let at arbejde sammen med. Selv Christian VI skrev betegnende om ham til grev J. S. Schulin: "Grev D. er meget sensibel, men efterdi han er os nyttig, ville vi gærne menagere ham saa meget som muligt". Det var godt for D.-S. at Christian VI der interesserede sig så varmt for flåden virkelig havde denne opfattelse af D.-S.s betydning thi det manglede ikke på forsøg på at styrte ham. Snart hed det sig at dokken var et forfejlet arbejde der aldrig ville blive brugbart, snart fik kongen meddelelse om at D.-S.s beretninger om flådens tilstand var misvisende, eller det hed sig at arbejdet på Holmen gik helt i stå. Farligst af disse angreb var det som Holmens chef, admiral Ulrik F. Suhm rettede mod ham i en klage til kongen over Kbh.s havns tilstand. Kongen lod klagen undersøge, og det viste sig at den var ganske ugrundet. Suhm blev afskediget som Holmens chef, og D.-S. fik kongens billede indfattet i brillanter til at bære på brystet.

Kongen havde også på et helt andet område ladet D.-S. få stor indflydelse da han 5.12.1735 oprettede generallandøkonomi- og kommercekollegiet hvor D.-S. var præses fra dets oprettelse til marts 1739. For så vidt det var kollegiet der fremkaldte stiftelsen af Banken i Kbh., hvis virksomhed begyndte 1737, har D.-S. også her arbejdet i heldig retning. Man kan heller ikke miskende at der var meget fædrelandssindet i den iver som blev udfoldet for at udvikle handel og industri; men det hele forsøg på at skabe vindskibelighed ved et til stor yderlighed drevet beskyttelsessystem med forbud mod indførsel af mange varer var dog i sin grund en stor misforståelse. På misundere manglede det ikke, og da D.-S.s beskytter, Christian VI, var død lykkedes det modstanderne at fælde ham. Admiral Andreas Rosenpalm havde sagt til Frederik V at der uden skade kunne spares 100000 rdl. på søetatens budget; og da admiralitetskollegiet skulle sætte slutstenen på D.-S.s værk, instruktioner for tjenesten, faldt det ham i ryggen på spørgsmålet om at samle kommandomyndigheden hos generaladmiralløjtnanten, til trods for at alle de deputerede i admiralitetet tidligere havde erklæret sig enige med D.-S. om dette spørgsmål, mens de nu kun ville give ham plads som "primus inter pares". Resultatet blev at D.-S. blev afskediget 1746 og trak sig tilbage til privatlivet, først til Søllerødgård, senere til Marselisborg som han 1719 havde arvet efter sin farbror Ulrik Christian Gyldenløve. En anmodning fra Frederik II af Preussen om at træde i hans tjeneste for at organisere en marine afslog han. 1760 blev han amtmand over Sorø og Ringsted amter samt overhofmester ved Sorø akademi hvor han med sin sædvanlige energi tog fat på disse ham hidtil ganske fremmede forretninger og arbejdede akademiet hæderligt op i de fire år han tilbragte der indtil hans mange klager over den pekuniært vanskelige stilling hvorunder regeringen lod akademiet lide bevirkede at han fik sin afsked 1764. Man har nogle taler af ham fra denne tid, den ene holdt kort efter at han havde mistet sin hustru med hvem han havde levet et lykkeligt samliv. Talerne viser en dyb religiøs følelse og et for ungdommen varmt sind og udmærker sig ved et klart og naturligt sprog. Efter hans død udgaves hans Samling af Morgen- og Aftenbønner I-II, 1775.

Da Christian VII havde tiltrådt regeringen henledte D.-S. atter opmærksomheden på sig ved til kongen i febr. og april 1766 at indgive en streng kritik over den daværende overkrigssekretær F. Chr. Rosenkrantz' administration af søetaten. Denne søgte at tilbagevise angrebene der ikke var helt berettigede; men kongen udnævnte 1.8. s.å. D.-S. til medlem af konseilet og 25.8. til overkrigssekretær, surintendant de marine og statsminister samt patron for Holmens kirke. Årene havde imidlertid lige så lidt svækket hans stridslyst som hans virkelyst. Men desværre blev hans virksomhed kun kortvarig da han i konseilet snart kom i skarp modsætning til J. H. E. Bernstorff i anledning af dennes stilling til det holstenske mageskifte og tilslutningen til Rusland. I en memorial til kongen angreb D.-S. Bernstorff hvem han betegnede som en skadelig minister. Det var ikke vanskeligt for en mand af Bernstorffs intelligens at tilbagevise disse angreb. D.-S.s modstandere, deriblandt den russisk-holstenske diplomat Caspar v. Saldern der havde stor indflydelse på kongen, benyttede lejligheden til 28.10.1767 at få ham afskediget hvorpå han atter trak sig tilbage til Marselisborg. Mens D.-S. var en udmærket administrator af søetatens midler viste han betydelig mindre økonomisk sans hvor det gjaldt hans egne affærer. Han var derfor også undertiden i pengeforlegenhed. 1756 var han nødt til at optage et ret stort lån i den kgl. kasse, og 1760 måtte vinhandler G. A. Wulff i Altona søge admiralitetets hjælp for at få et stort tilgodehavende hos greven udbetalt. Men trods enkelte mindre heldige sider hos ham er hans fortjenester af landet og især søetaten ubestridelige. D.-S. genrejste flåden og lagde grunden til den organisation som har været bærende for den danske marine lige op til nutiden.

Familie

Forældre: lensgreve Christian Gyldenløve (1674-1703) og Dorothea Krag (1675-1754). Gift 31.7.1724 formentlig på Wedellsborg med komtesse Dorothea Wedell-Wedellsborg, født 1706, død 23.1.1763 i Sorø, d. af kammerherre, amtmand, greve Hannibal W. (1660-1708) og Anna Cathrine Banner (1681-1739). - Bror til Christian D.-S. (1702-28).

Udnævnelser

Kammerherre 1719. Hv.R. 1723. Bl.R. 1747. L'union parfaite 1739.

Ikonografi

Malet som ung. Pastel af Pilo, 1745 (begge Gisselfeld), kopi af Kornerup, 1870 (Fr.borg), litograferet 1868 og i træsnit af H. P. Hansen, 1873. Maleri (Sorø akademi). To mal. af J. F. Arends (Gisselfeld). Flere min. (Fr. borg, Gisselfeld). Stik af Lahde, 1795, efter mal. af P. Als, litografert 1850 og s.å. stukket af A. Hansen. Afbildet på mal. af Abildgaard ca. 1787 (St.mus.) og af Eckersberg, 1839 (Chr.borg).

Bibliografi

Kilder. Danske mag. 3.r. III, 1851 42-71; sst. 5.r. V, 1902-04 155-200 331-404. D.-S.s efterl. papirer i Danske saml. 2.r. II, 1872-73 206-28; sst. 2.r. IV, 1868-69 377-83. Pers.hist. t. 2.r. VI, 1891 176-80. Bernstorffske papirer II, ved Aage Friis, 1907 158-90.

Lit. Efterretn. om den da. søeetat, 1790. H. Treschow: Grev F.D.-S.s levnets beskrivelse, 1796 (2. udg. ved C. J. Klæstrup, 1834). J. K. Høst i Clio I, 1821 1-15. K. Theisen i Hist. archiv, 1873 116-56 289-335. A. P. Tuxen: Poul Vendelbo Løvenørn, 1924.

Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig