Jens Fabricius

Jens Fabricius, Jens Schow Fabricius, 3.3.1758-6.4.1841, søofficer. Født i Larvik, død på Osebakken ved Porsgrunn, begravet i Porsgrunn. Elleve år gammel kom F. til Kbh. og blev søkadet. Han afgik fra søakademiet 1779 som sekondløjtnant og var 1781-87 ekvipagemester ved Det kgl. octroierede Østersøiske og Guineiske Handels Selskab. 1788 blev han premierløjtnant og 1789 kaptajnløjtnant og var 1789-93 viceekvipagemester ved Frederiksværn værft i Norge. 1795 sendtes han som næstkommanderende med fregatten Freja til Vestindien, men blev her så hårdt angrebet af klimatfeber (malaria) at chefen for fregatten sendte ham hjem med en hjemgående koffardibrig. 1797 var F. chef for briggen Glommen først i Skagerak, derefter ved Glückstadt, og sept. s. å. afgik han som chef for briggen Lougen til forstærkning af Steen Billes (1751-1833) eskadre i Middelhavet. På vejen hertil havde han en affære med en engelsk fregat, der skød skarpt efter briggen. I Middelhavet anvendtes Lougen særlig til konvojering af danske handelsskibe og havde under denne tjeneste jævnlig sammenstød med engelske orlogsskibe der ville visitere konvojen, hvilket F. modsatte sig med bestemthed og takt. Bille var meget tilfreds med F. og udtalte sin anerkendelse af ham som skibschef og sømand. Maj 1799 vendte F. tilbage med Lougen til Kbh. og udnævntes s. å. til kaptajn. 1800 var han næstkommanderende i orlogsskibet Danmark i den eskadre der samledes i Sundet i anledning af en engelsk flådes truende optræden i danske farvande. Okt. 1801 ansattes F. som højestkommanderende over Frederiksværns værft og fæstning hvor han blev til Norges adskillelse fra Danmark, idet han dog 1810 blev fritaget for den direkte ledelse af værftet. 1809 blev han forfremmet til kommandørkaptajn og 1812 til kommandør. F. var en dygtig og energisk kommandant der satte sig et varigt minde i byen ved at ordne fattigvæsenet og ved at give stødet til opførelsen af et sygehus, i sin tid det største i Norge: Det blev færdigt 1812 og kom straks til god nytte, da et russisk linjeskib hvis besætning havde fået skørbug i Hvidehavet fik tilladelse til at gå til Frederiksværn og lægge sine syge i land.

Den russiske regering udtalte 1813 sin tak og anerkendelse af F.s udmærkede forhold mod linjeskibets besætning. Under krigen fik F. sat fart i bygning af kanonbåde, men havde ikke nogen aktiv kommando til søs.

Da Norge ved freden i Kiel blev afstået til Sverige sluttede F., der følte sig som nordmand, sig straks til Prins Christian Frederik og aflagde ed til den nye norske regering uden at være løst fra sit undersåtsforhold til Danmark og blev i den anledning 13.4.1814 slettet af listen over danske søofficerer. Nogle dage i forvejen var han valgt til medlem af den grundlovgivende forsamling på Eidsvold og udnævnt til chef for søkrigskommissariatet. Efter Norges forening med Sverige blev F. chef for søkrigskollegiet og kontreadmiral. 1816 blev han af den norske regering beskikket til at forhandle med kommandørkaptajn Carl A. Rothe der som den danske regerings repræsentant var sendt til Kristiania for at forhandle om tilbagelevering af det søkrigsmateriel, 7 brigger m.m. der 1814 var blevet tilbageholdt i Norge.

Det var en meget vanskelig sag at ordne, da Danmark krævede skibene udleveret, og folkestemningen i Norge var meget imod at dette måtte ske. Ved gensidig imødekommenhed mellem to kloge og taktfulde forhandlere lykkedes det dog at finde en form der kunne tilfredstille begge parter, idet Norge fik ret til at beholde to af briggerne, der var erobret under Norges kyst af skibe med væsentlig norsk besætning, samt kanonfartøjer m.m. som hørte til kystforsvaret og hovedsagelig var tilvejebragt ved norske midler. Norge erkendte Danmarks fulde ejendomsret til de fem brigger, men fik lov til at beholde disse imod at yde fuld erstatning efter en foretagen vurdering.

1817 udnævntes F. til chef for søetatens kommando, n. å. til generaladjudant hos kongen og 1821 til viceadmiral. I den norske marines nyorganisation fik han ingen andel, han var faktisk uden egentlig tjeneste og havde taget bopæl på Osebakken ved Porsgrunn. 1824 var han stortingsmand for Bratsborg amt, et bevis på den agtelse han nød i sin hjemstavn. 1831 søgte han sin afsked, men trak – efter kongens udtrykkelige anmodning – ansøgningen tilbage og vedblev nominelt at stå til tjeneste indtil han 1836 entledigedes. – F. var en pligtopfyldende officer og et udmærket menneske, samvittighedsfuld, kundskabsrig og human. – Norsk kammerherre 1814.