Johan C. Tuxen, Johan Cornelius Tuxen, 12.5.1820-29.1.1883, søofficer. Født i Kbh. (Holmens), død sst. (Holmens), begravet sst. (Holmens). T. blev kadet 1834, sekondløjtnant i flåden med Gerners medalje 1840, premierløjtnant 1849, løjtnant 1858, kaptajnløjtnant 1861 og kaptajn 1868. Efter sin udnævnelse til officer var han 1840-41 i Vestindien med briggen Aliart der strandede ved Puerto Rico i forbindelse med hvilket han fik en dom ved generalkrigsretten for forsømmelser. 1843-44 var han med briggen Ørnen til Sydamerika. Foruden forskellige udkommandoer havde han 1845 orlov for at føre det private dampskib Frederik VI i indenrigsfart. Han studerede matematik, navigation, naturvidenskaber og historie og var 1848-67 lærer i matematik og navigation på Søkadetakademiet, fra 1854 1. lærer i disse fag. I krigsårene var han 1849 med korvetten Diana og de følgende år med kadetskibet. Under krigen 1864 var han chef for skonnerten Diana på blokade i Nordsøen, 1871 chef for skonnerten Fylla til Island og Færøerne, og 1875 fik han efter ansøgning og på grund af svagelighed sin afsked med kommandørs karakter. – T. var i besiddelse af jernflid og ualmindelig arbejdsevne. Han var medstifter af Foreningen til søfartens fremme og blev 1849 medlem af bestyrelsen og 1858-79 dennes formand. Han var 1856-64 redaktør af Tidsskrift for Søvæsen, 1864-79 medlem af folketinget (Kbh.s 9. kreds) hvor han sluttede sig til højre, 1866-67 borgerrepræsentant i Kbh. og medlem af havnerådet 1867-83 og 1872-81 medlem af Frbg. kommunalbestyrelse. Han har samtidig udfoldet en betydelig litterær virksomhed, og flere af hans bøger har vundet stor udbredelse, særlig Den danske og norske sømagt fra de ældste Tider indtil vore Dage. 1875 og Søfarten og Skibsbygningskunsten. 1879. Sammen med broderen Georg Emil Tuxen udgav han 1856 Lærebog i Navigationen med tilhørende Tabeller. Hans elskværdige og humane væsen i forbindelse med hans tørre humor skaffede ham mange venner i og uden for marinen. T. var medlem af flere kommissioner og næstformand i Industriforeningen. – Sønnen Hans Lasenius Herman Tuxen, født 4.1.1856, død 3.7.1910 blev sekondløjtnant 1877 og blev som oberstløjtnant 1904 chef for tøjhusafdelingen og fra 1909 direktør for hærens tekniske korps og chef for Tøjhuset. Fra 1896 var han lærer i teknologi ved officersskolen. R. 1893.DM. 1900.

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere kommandørkaptajn Peter M. T. (1783-1838) og Elisabeth M. Simonsen (1786-1867). Gift 1. gang 17.4.1847 i Kbh. (Holmens) med Wilhelmine Augusta Tegner, født 17.7.1822 i Helsingør, død 2.5.1848 i Kbh. (Holmens), d. af købmand, løjtnant Martin Peter T. (1796-1825) og Johanne Cecilie Cathrine Christophersen (1802-75, gift 2. gang 1826 med premierløjtnant, senere kommandør Peter Wilhelm Tegner, 1798-1857). Gift 2. gang 2.4.1853 i Kristiania med Elise Rosalie Christence Bernhoft, født 12.3.1827 i Kristiania, død 13.8.1895 i Kbh. (Holmens), d. af bureauchef Hans Lassenius B. (1793-1851) og Hermine Andrea Bentzen (1799-1874). – Far til Jean C. T. Bror til Georg E. T. og Nicolai E. T.

Udnævnelser

R. 1856. DM. 1865. K2. 1879.

Ikonografi

Mal. af Aug. Schiøtt, 1849. Træsnit 1883 og af H. P. Hansen, 1886. Foto.

Bibliografi

Vilh. Topsøe: Politiske portrætstudier, 1878 168f. III. tid. 11.2.1883. Tidsskr. for søvæsen ny r. XIX, 1885 15-17. A. F. Krieger: Dagbøger IV-VII, 1921-25. Johs. Lehmann: Foren, til søfartens fremme 1844-1944, 1944.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig