Peter Bredal, d. 1658, Peter Jensen Bredal, d. 18.12.1658, søofficer, født i Ditmarsken (?). Død ved Sønderborg. B. begyndte sin løbebane i søetaten som matros og udnævntes 1640 til kaptajn med 200 rdl. i gage, 1648 nævnes han som kaptajn med 250 rdl., og 1653 udnævntes han til kaptajn med 300 rdl. i gage og blev 1657 beordret til "at opvarte på Holmen" ved flådens klargøring i stedet for overskipper Tygesen. Han var senere på året udkommanderet og deltog under Henrik Bielke i søkampene ved Møn og Falsterbo 12.-14.9. Samme efterår blev han chef for en eskadre på fire skibe der skulle holde søen så længe som muligt. Med denne eskadre frøs han inde på Nyborg fjord hvor han 2.-5.2.1658 blev angrebet af svenskerne over isen samtidig med at skibene blev beskudt fra Nyborg fæstning der var besat af fjenden. Han værgede sig tappert og fik sine skibe iset ud af fjorden. Eskadren kom i maj til Kbh. "hvor kongen beviste ham alle ærestegn". Han udnævntes til ekvipagemester på Holmen 3.5.1658 og blev viceadmiral 20.7. s.å. Under Kbh.s belejring udmærkede han sig atter da han sammen med admiral Niels Helt i aug. 1658 gik ud i Kallebodstrand med nogle skøtbåde for at ødelægge de af fjenden til angreb på Amager samlede skibe. Det lykkedes dem at opbrænde to galioter og føre nitten skuder og fire pramme med sig tilbage til Kbh. Okt. s.å. var han chef for orlogsskibet Tre Løver i admiral Bielkes eskadre der sendtes ud for at møde den hollandske flåde i Sundet. Nov. s.å. sendtes han med en eskadre på fire skibe til Sønderjyllands kyst for at dække overførslen af kurfyrsten af Brandenburgs hjælpetropper og assistere ved erobringen af Als. I forbindelse med angrebet på Sønderborg slot blev B. hårdt såret under entring af et svensk skib og døde kort tid efter.

Familie

gift 1. gang med Annicke Gillesdatter, født ca. 1630, begr. 13.11.1653 i Kbh. (Holmens). Gift 2. gang med Helvig Hansdatter der overlevede ham.

Ikonografi

Mindesmærke i Nyborg 1900.

Bibliografi

H. D. Lind: Kong Christian IV og hans mænd, 1889. Samme: Kong Frederik IIIs sømagt, 1896. O. Bergersen: Fra Henrik Bielke til Iver Hvitfeldt I, Trondheim 1953. F. Askgaard: Kampen om Østersøen 1654–60, 1974.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig