Ulrik Kaas, 4.10.1677-28.12.1746, søofficer. Født på Hastrup, død på Sandviggård ved Hillerød, begravet i Herlev k. K. blev lærling 1690, underløjtnant 1697, premierløjtnant 1699, kaptajnløjtnant 1700, kaptajn 1708, kommandørkaptajn 1710, kommandør 1711, schoutbynacht 1715, viceadmiral 1718. 1695–1700 var han i hollandsk orlogs- og koffarditjeneste samt kaperfart og hjemkaldtes da det trak op til krig. Han var 1705–09 ved indrulleringen i Jylland og sendtes 1710 til Holland for at hverve matroser til flåden. S.å. var han chef for orlogsskibet Prins Carl i flåden under Ulrik Christian Gyldenløve (1678–1719), og da dette skib i slutningen af sept. led havari, flyttedes han over som chef for orlogsskibet Fyen og deltog med dette i slaget i Køge bugt 4.10. s.å. Følgende vinter var han atter på hvervning i Holland og derefter 1711 chef for orlogsskibet Mars, 1712 for Tre Løver, 1713 og 14 for Prins Christian og 1715 for Havfruen, med hvilket han deltog i slaget ved Rügen 8.8. under admiral P. Raben. Senere s.å. blev han flagkaptajn hos Gyldenløve i Elephanten. 1715–16 var han chef for en mindre eskadre med det formål at blokere Stralsund. Da en overlegen svensk eskadre nærmede sig under den tidligere danske søofficer, nu svensk viceadmiral D. J. Wilster, måtte K. trække sig tilbage til sundets sydlige del. 1717 og 18 førte han eskadre i hovedflåden med sit flag henholdsvis i Beskærmeren og Justitia. Kort før fredsslutningen ansattes han som indrulleringschef i Jylland hvor han blev til 1726 da indrulleringen blev ophævet. Han flyttede nu til Kbh. hvor han mistede alt ved branden 1728. 1732 fik han sin afsked af søetaten med admirals karakter og udnævntes til stiftsbefalingsmand over Bergen stift og amtmand over Bergen amt hvor han virkede til 1737 hvorefter han boede på sin ejendom Sandviggård til sin død. Han var under krigen anset for en virksom og dygtig søofficer; var senere hjemsøgt af økonomisk modgang.

Familie

Forældre: major, senere amtmand over Lundenæs og Bøvling amter Jørgen Grubbe K. (1643–1711) og Birgitte Sophie Sehested (1643–1728). Gift 1. gang 20.2.1715 i Kbh. (Holmens) med Cathrine Sophie Rubring, død 1724. Gift 2. gang 1726 med Mette Marie Sørensdatter Matthisen, født 27.10.1694 i Kbh. (Trin.), død 11.4.1770 sst. (Holmens) (gift 1 . gang med garver, stadsmajor Peder Dorn, død 1719, gift 2. gang med major Georg Emanuel Eberlin von Feriden, død 1724), d. af klokker Søren M. (1653–1740) og Maren Nielsdatter Banner (ca. 1660–1719). – Far til Frederik Christian K. (1727–1804) og Ulrik Christian K.

Ikonografi

Mal., formentlig af N. Wichmann (forhen Orebygård), gentagelse (Fr.borg). Mal. (Nedergård). – Mindetavle (Nørre Herlev k.).

Bibliografi

Danm.s adels årbog XXXIV, 1917 238. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben II-III, 1903–06; V-X, 1915–34. Olav Bergersen: Viceadmiral Tordenskjold I-II, Trondhjem 1925. Samme: Fra Henrik Bielke til Iver Huitfeldt IV, sst. 1956.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig