Peter Kalthof, d. 22.9.1672, overtøjmester. Død i Kbh. (Petri k.). Som "bøssemager" har K. 1646 konstrueret en bagladeriffel. Han kom til Danmark 1648 med Frederik III og ansattes straks ved flådeartilleriet, blev 1654 tøjmester og arkelimester ved Kbh.s tøjhus samt "forvalter" ved "Sparepenge" (kongens rustkammer). 1657 fik han anvist 150 mand sjællandske bønderkarle til oplæring som bøsseskytter, og under belejringen havde han tillige kommandoen over artilleriet på Slotsholmen. Stormnatten 1659 pådrog han sig kongens mishag for nogen forsømmelighed og måtte en tid aflevere tøjhusnøglerne, men s.å. udnævntes han til overtøjmester, så det må antages at han i øvrigt har været dygtig og pligtopfyldende. To af hans brødre, Caspar og Mathias, var samtidig i dansk tjeneste; sammen med denne sidste fik han 1663 skøde på sytten gårde i Gern herred, og n.å. overlod kongen ham Rådvaddam hvor han anlagde en slibe- og krudtmølle. Han testamenterede Petri kirke 3000 rdl.

Familie

gift Margrethe Wilcken (gift 2. gang med kaptajn Wilhelm Stolling, død 1694).

Bibliografi

L. Bobé: Die deutsche St. Petri Gemeinde zu Kopenhagen, 1925 433. E. Nystrøm: Fra Nordsjællands Øresundskyst, 1938 578 580.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig