Carl Jacobsen, Carl Christian Hilmann Jacobsen, 2.3.1842-11.1.1914, brygger, kunstsamler, mæcen. Carl Jacobsen fødtes i den fædrene bryggergård i Brolæggerstræde og tilbragte her som enebarn af velhavende forældre en betrygget barndom under stadig påvirkning af en dominerende far der med det formål at opnå det perfekte resultat af sin opdragelse idelig vejledte, belærte og rettede. Han blev 1847 sat i Christianshavns Borgerdydskole og blev herfra student 1861. I 1854 var familien flyttet til Carlsbergs hovedbygning, et af de smukkeste privathjem i landet på den tid, smykket med marmor- og gipsskulptur af B. Thorvaldsen og H.V. Bissen, et hjem hvor mange af tidens førende personligheder færdedes. Allerede 1851 og igen 1862 var Carl Jacobsen med sin far i Italien hvor museer og antikke mindesmærker blev flittigt studeret. Under den første rejse gjordes ophold i München, hvor Ludwig af Bayerns glyptotek efterlod et varigt indtryk i drengens sind.

Det var faderens ønske at Carl Jacobsen, før han påbegyndte en praktisk uddannelse som brygger, gennemgik et grundigt teoretisk studium, og at dette blev afsluttet med eksamen. Overensstemmende med denne plan fulgte han forelæsninger ved Polyteknisk læreanstalt og landbohøjskolen og var især optaget af kemi og konstruktionstegning. Men disse studier blev brat afbrudt. En forelskelse foranledigede at faderen – for at bruge Carl Jacobsens eget udtryk – landsforviste ham i april 1866. Fire år tilbragte han derpå i udlandet for at lære sprog og uddanne sig som brygger. De første to år tilbragte han i Frankrig (Erhardts bryggeri ved Strasbourg og Veltens i Marseille), München (Gabriel Sedlmayr's "Zum Spaten") og Østrig (Drehers bryggerier ved Wien og Pesth). Derfra 1868 til Edinburgh hvor han fik plads som praktikant hos William Younger og i Evershed's bryggeri i Burton-upon-Trent. Faderen havde, allerede mens sønnen var udenlands, meddelt ham at han ikke ønskede ham ansat hos sig, men at han ville opføre et selvstændigt bryggeri til ham ved siden af sit eget.

Bygningen af dette var i fuld gang ved Carl Jacobsens hjemkomst 1870 og færdig ved begyndelsen af 1871 på hvilket tidspunkt Carl Jacobsen overtog det som lejebrygger for egen regning. Dette bryggeri benævntes oftest af Carl Jacobsen som Ny Carlsberg, men er også kaldt Mellembryggeriet eller Annexbryggeriet. Det første bryg blev gjort her af bayersk lagerøl 17.2.1871. Det var imidlertid faderens plan at Carl Jacobsen på sit bryggeri skulle brygge engelske overgærede ølsorter, men kun porteren slog an, og produktionen måtte baseres på undergæret bayersk lagerøl ligesom på faderens bryggeri. Dette øl fandt til gengæld rivende afsætning. Produktionen steg fra 12.300 hl i 1873 til 85.400 hl i 1879, til trods for at lagerkapaciteten ikke var beregnet til mere end 52.600 hl. Allerede det at Carl Jacobsen nu næsten bryggede lige så meget som faderen vakte dennes mishag, og han bebrejdede sin søn at han ikke lod øllet lagre tilstrækkeligt før det blev bragt ud i omsætningen. Men der kom flere irritationsmomenter til.

Carl Jacobsen havde, omtrent samtidig med at han giftede sig, gjort sine første kunsterhvervelser, bl.a. originalmodellen til J.A. Jerichaus Hercules og Hebe. Hans interesseområde var endnu det han havde fået indprentet af sin autoritære far, Thorvaldsen og hans kreds. Men 1878 opholdt han sig i anledning af verdensudstillingen i Paris hvor han blev voldsomt begejstret for den nyeste franske billedhuggerkunst. På stående fod købte han Eugène Delaplanches marmorstatue La Musique og på en auktion over en privatsamling J.-F. Millets Døden og Brændehuggeren. Disse to køb blev optakten til mange erhvervelser af moderne fransk kunst i resten af hans liv. Ved hjemkomsten fik han den idé at delagtiggøre sine landsmænd i sin begejstring for den moderne franske billedhuggerkunst. Han tilbød 22.10.1879 kunstmuseet 20.000 kr. til indkøb af gipsafstøbninger efter ny fransk skulptur og oprettede – på Thorvaldsens fødselsdag – 19.11.1879 et legat på 100.000 kr. hvis renter skulle bruges til indkøb af skulptur til opstilling på offentlige steder i København. Legatet, som han efter Thorvaldsen kaldte Albertina, skulle efter hans plan først og fremmest bruges til indkøb af samtidig fransk skulptur. Men også denne virksomhed som mæcen mishagede faderen der ikke gouterede sønnens kunstindkøb. Han selv, der netop havde stiftet Carlsbergfondet og Frederiksborgmuseet, mente at sønnens flothed var for letkøbt fordi han på så fordelagtige vilkår havde lejet sit bryggeri. I slutningen af året 1879 foreslog faderen, der indtil da havde været imod enhver udvidelse af de to Carlsbergbryggerier, sin søn at bygge et bryggeri til sig selv på en grund denne havde erhvervet umiddelbart ved siden af sin egen. Der blev truffet aftale om at Carl Jacobsen skulle drive dette bryggeri sammen med det lejede der ikke måtte producere mere end de 52.600 hl som det var indrettet til. Det lejede og det nybyggede skulle drives under navnet Bryggeriet Valby, navnet Ny Carlsberg måtte ikke mere benyttes. Bygningen af det ny bryggeri blev straks sat i gang, men i juli 1881, før det var færdigt, opsagde faderen lejemålet pr. 30.9.1882. Derved fremkaldtes et brud mellem far og søn, de to familier omgikkes ikke, og far og søn talte ikke sammen. Carl Jacobsen øgede og fremskyndede byggeriet så det ny hus stod færdigt før faderen 1882 overtog det lejede. Kort før havde denne oprettet testamente hvori han – med sin søns billigelse – havde indsat Carlsbergfondet til arving af sit bryggeri. Til gengæld udbetalte han ham som fædrenearv en million kroner og gav ham ret til atter at bruge navnet Ny Carlsberg for sin virksomhed, samtidig med at han selv kaldte sit bryggeri Gammel Carlsberg. Nogen afspænding af forholdet mellem far og søn medførte dette dog ikke, en forsoning indtrådte først i efteråret 1886, et halvt årstid før faderens død.

Med voldsom energi kastede Carl Jacobsen sig efter bruddet med faderen ud i arbejdet med at skabe sig sin egen virksomhed. Han nærede ikke samme frygt for stordrift som faderen, og han byggede et bryggeri der kun overgikkes af få på det europæiske kontinent. Og altid, når han byggede, hvadenten det var et museum, en fabrik eller en kirke, lagde han vægt på at arkitekturen fik et stateligt og stilfuldt præg. I den henseende kom Ny Carlsbergs bygninger til at afspejle ikke blot arkitekternes men også bygherrens fantasi. Aldrig har man set fornøjeligere, originalere og pompøsere fabriksanlæg. Vandtårnet (1881–83 af V. Dahlerup) med Adorantefiguren på toppen, Dipylon eller dobbeltporten (1892 af V. Dahlerup) med ur og skulpturen Klokkeslagerne af S. Sinding, den store snoede skorsten, som Carl Jacobsen med stolthed kaldte "den smukkeste dampskorsten i verden" (1900 af V. Dahlerup), kontor- og laboratoriebygningen (1901 af Hack Kampmann), det ny bryghus (1901 af V. Klein) med gruppen Thors kamp med jætterne af Carl J. Bonnesen og endelig Elefantporten (1901 af V. Dahlerup), der bæres af fire elefanter i granit, modelleret af H.P. Pedersen-Dan. Men for alt dette glemte han ikke bryggeriets praktiske funktioner. På sine mange udenlandsrejser holdt han sig stadig ajour med den nyeste udvikling inden for sit fag og var ved stadige forbedringer af fabrikationsprocessen på mange måder foregangsmand. Den samlede ølproduktion på Ny Carlsberg nåede sin foreløbige kulmination 1890–91 med 175.400 hl. Carl Jacobsen havde fuld forståelse for at den bedste arbejdsindsats opnås hvis man sørger for gode kår for arbejderne. Han begrænsede deres lange arbejdsdag og opførte på fabrikkens grund arbejderboliger (1887–88 af Dahlerups medarbejder C.L. Thuren). Han gav arbejderne fri lægehjælp, medicin og frit hospital samt for de gifte fuld løn i sygdomstilfælde og oprettede forskellige legater til fordel for arbejderne og deres familie. Det var mere fabrikationen end afsætningen, der havde interesseret faderen. For Carl Jacobsen var det anderledes. Han var en glimrende og interesseret sælger der med fantasi udtænkte nye salgsmetoder. Han skaffede sig ejerandele i hoteller og beværtninger for derved at kunne fremme salget af sit produkt. Han ejede fx 1898–1901 hotel Angleterre og opførte restauranten Atlanten i frihavnen (1896–99 af E. Schiødt) hvis tag han smykkede med en statue af Atlas (bygningen nedrevet, statuen nu på Carlsberg).

Carl Jacobsen havde intet held med sin gave 1879 på 20.000 kr. til indkøb af gips til kunstmuseet. Den blev modtaget med tak men uden glæde, og kun få gipsfigurer blev købt. Nogle af dem gik til grunde ved Christiansborgs brand 1884, og efter den tid blev der ikke foretaget anskaffelser. Men da kunstmuseets samlinger i 1896 blev indrettet i den ny bygning i Sølvgade blev underetagen forbeholdt gipsafstøbninger. Carl Jacobsen var så optaget af denne samlings tilblivelse og gav så store bidrag til dens forøgelse at han blev udnævnt til dens direktør, en stilling han beholdt til sin død. Carl Jacobsen havde forbeholdt sig selv at være formand for legatet Albertinas bestyrelse så længe han levede. Men på grund af modstand fra den øvrige legatbestyrelse kom legatet ikke i særlig grad til at opfylde sin oprindelige hensigt, indkøb af moderne fransk skulptur. Det blev overvejende brugt til erhvervelse af bronzeafstøbninger af antik kunst der til at begynde med blev opstillet i den nyanlagte Ørstedspark. I løbet af Carl Jacobsens levetid anskaffede legatet 25 skulpturer til pryd for byen, deraf kun tre moderne franske. Han lod sig i øvrigt ikke nøje med at skænke sin by de skulpturer hans Albertinalegat kunne betale. Af egne midler uden for dette legat betalte han helt eller delvis andre monumenter, fx statuen af A.J. Carstens (1880 af Th. Stein, Niels Brocksgade) og Huitfeldtsøjlen (1886 af V. Dahlerup, Langelinje).

Den million kroner som han efter bruddet med sin far havde fået udbetalt som sin fædrenearv ønskede han ikke at beholde. Han oprettede 1883 for disse penge fire legater, hver på 1/4 million, de såkaldte Ny Carlsberglegater. Det ene, Arbejderlegatet, blev brugt dels til opførelse af de foran omtalte arbejderboliger på Ny Carlsbergs grund, dels til understøttelser for arbejdere. Det andet, Kirkelegatet, skulle bruges til opførelse af en kirke i Valby, Jesuskirken "med den skønnest mulige dekoration". Tegningerne til den (af V. Dahlerup) blev udstillet 1884, dens skulpturelle udsmykning blev udført af prominente billedhuggere, bl. a. af S. Sinding, kostbare materialer blev indforskrevet fra Syden, bl.a. cedertræ fra Libanon til alteret. I krypten indrettedes gravpladser for familien Jacobsen. Kirken blev indviet 1891. Den til opførelsen fastsatte sum slog langtfra til; før kirken var færdig stod den ham i 800.000 kr. Hertil kom det fritstående klokketårn der opførtes 1894–95 for ½million kr. som hans mor forærede ham. Det tredje legat, Museumslegatet, var bestemt til indkøb af kunsthåndværk der tænktes indlemmet i et kommende museum for kunstindustri og dekorativ kunst. Da det danske kunstindustrimuseum 1890 blev oprettet gav han alt hvad dette legat havde erhvervet samt dets hovedstol til museet. Han blev samtidig medlem af dets bestyrelse og 1891 af dets byggeudvalg. Ved rejsegildet for dets nyopførte bygning på Rådhuspladsen 1893 steg han i sin begejstring højere op i tagværket end nogen anden af de tilstedeværende og tilsagde museet fire kvartalers nettooverskud af den nylig lancerede pilsnerøl (11.384 kr.). Carl Jacobsen sad i museets bestyrelse og forretningsudvalg til sin død, men deltog på grund af uenighed med dets ledelse ikke i dets møder fra 1907 til 1913. Det sidste af de fire legater på ¼ million han oprettede for sin fædrenearv var Kunstlegatet der kom til at danne kernen i Ny Carlsberg glyptotek, altså i hans egne kunstsamlinger.

Billedhuggerkunst lige fra antikken til hans egen tid var alle dage hans hovedinteresse. 1880 var han med sin familie flyttet ind i den omtrent 200 år gamle hovedbygning til den gård, Bakkegården, på hvis jorder Ny Carlsberg var opført. På pladsen foran indgangen samlede han sig nogle skulpturer, hovedsagelig bronzeafstøbninger efter antikker. Efter faderens mønster byggede han sig i tilknytning til huset en vinterhave hvor han ønskede et dekorativt arrangement af planter og skulptur. Men før vinterhaven var færdig havde skulpturen sejret over beplantningen. Han havde nemlig erhvervet en del originalmodeller i gips af H.V. Bissen og J.A. Jerichau samt et par moderne franske skulpturer. 5.11.1882 åbnede han denne lille samling for publikum, og det følgende år udsendte han en af ham selv forfattet katalog over, som han kaldte samlingen, Glyptoteket på Ny Carlsberg. Katalogen omfattede 50 numre, deriblandt en del afstøbninger. I de følgende år voksede hans samling med voldsom hast, og sal føjedes til sal for at rumme den. De sale han således byggede udgør i dag det bygningskompleks hvor Carlsbergmuseet og bryggeriernes repræsentationslokaler er beliggende. Ved Christiansborgs brand 1884 gik størstedelen af den kongelige maleri- og skulptursamlings billedhuggerværker til grunde. Carl Jacobsen fik da den tanke at skænke sin samling til det offentlige som et museum i Münchener-glyptotekets stil. Et gavebrev blev underskrevet af ham og hans hustru på Thorvaldsens "romerske fødselsdag" 8.3.1888 på hvad han allerede i gavebrevet kunne betegne som "et af Europas betydeligste skulpturmuseer". Det var en forudsætning at stat og kommune betalte hus og grund. Gaven blev modtaget og museet åbnede for publikum i dets nye bygning på den nuværende Dantes plads efter tegning af V. Dahlerup 1.5.1897. Huset, der bestod af tre fløje, kom til at rumme Carl Jacobsens samling af nyere dansk og udenlandsk skulptur samt enkelte malerier. De vigtigste dele af hans samlinger blev foreløbig stående i museumsrummene på Carlsberg.

1879 havde han – nærmest ved et tilfælde – på auktion i Paris købt sin første antikke skulptur, det såkaldte Rayethoved, til dato det betydeligste billedhuggerværk i glyptoteket. Et andet betydeligt kunstværk, den såkaldte Casali-sarkofag, erhvervedes fire år senere, derimod havde han ikke større held med nogle kunstværker han købte under en Italiensrejse 1887. Samme år kom han i forbindelse med den tyske arkæolog og kunsthandler, Wolfgang Helbig, der tilbød ham 18 romerske portræthoveder, deriblandt det berømte Pompejusportræt. Derved kom han ind på det område der blev hans specialitet som samler og som kender, og som blev glyptotekets styrke, den romerske portrætkunst. Men Carl Jacobsens interesseområde var vidtspændende og hans samlerglæde umættelig. Helbig blev en af hans hyppigst benyttede leverandører af antik kunst, men der var adskillige andre, blandt dem Valdemar Schmidt, der i kraft af det han skaffede af ægyptisk kunst var med til at grundlægge glyptotekets ægyptiske samling. Forholdene var gunstige for erhvervelse af antik kunst, store udgravninger til nybygninger i Rom bragte mange kunstværker for en dag, og flere ældre privatsamlinger blev opløst. Carl Jacobsen var den beslutsomme køber, kontant og kulant og i nogle år så temmelig ene på markedet. 1899, altså kun to år efter indvielsen af Dahlerups glyptoteksbygning, tilbød han at skænke offentligheden også hele sin store samling af antik skulptur på den betingelse at stat og kommune betalte en udvidelse af bygningen til det dobbelte. Selv skød han for at få alting udført som han ønskede det 1¼ million kr. til af egne midler og penge fra det af ham netop stiftede Ny Carlsbergfond. Tilbygningen opførtes efter tegninger af Hack Kampmann og åbnedes for publikum 27.7.1906.

Med de enorme udgifter Carl Jacobsen havde påtaget sig ved de pengekrævende byggerier på sit bryggeri, ved opførelsen af Jesuskirken og Ny Carlsberg glyptotek, ved gaverne til byen København, til Kunstindustrimuseet, til Statens museum for kunst og talrige andre institutioner, ved de store indkøb af moderne og antik kunst til sine egne samlinger, hvortil endda kom opførelsen 1890– 92 af hans egen villa på Ny Carlsberg (efter Hack Kampmanns tegning) til afløsning af Bakkegården, er det ikke underligt at hans likviditet omkring århundredskiftet var svækket. Dertil kom at der på samme tid både på Gammel og Ny Carlsberg sporedes en nedgang i omsætningen. Medvirkende hertil var den indbyrdes konkurrence og konkurrencen med det 1873 oprettede Tuborgbryggeri. Både på Gammel og på Ny Carlsberg blev det synspunkt ventileret om ikke en fusion af de to bryggerier var mulig til fælles fordel. Carl Jacobsen havde før været inde på den tanke i lighed med sin far at omdanne sit bryggeri til et fond til gavn for kunsten. Ved Carlsbergfondets 25 års jubilæum 25.9.1901 fremsatte han et tilbud til Carlsbergfondet om at overdrage sit bryggeri til dette mod årlig udbetaling af den del af det samlede bryggerioverskud som måtte antages at svare til Ny Carlsbergs indtjening. Denne udbetaling skulle komme et samtidig oprettet fond til gode, Ny Carlsbergfondet, hvis formål det skulle være at støtte kunsten i Danmark. Det blev bestemt, at 1/3 af dette beløb skulle tilfalde stifteren og hans livsarvinger i 50 år, yderligere at Carl Jacobsen på stående fod skulle have et kontant lån på 1½million kroner. Overdragelsesskøde af Ny Carlsberg til Carlsbergfondet og Ny Carlsbergfondets fundats blev underskrevet 20.1.1902, fra hvilken dato dette fond regner sin begyndelse.

Det viste sig ikke muligt straks at sammensmelte de to bryggerier, de fortsatte nogle år med hver sin ledelse (Carl Jacobsen var vedblivende sit bryggeris leder) og en fælles overledelse hvori Gammel Carlsberg havde overvægt. Samarbejdet var ikke lykkeligt, og efter at Gammel Carlsbergs administrerende direktør 1906 var død udnævnte Carlsbergfondet Carl Jacobsen til leder af begge bryggerier der nu under navn af Carlsbergbryggerierne fusioneredes. Carl Jacobsen vedblev i denne stilling til sin død. Formelt havde han Carlsbergfondets direktion over sig; han var vant til at få sin vilje og ingenlunde nogen nem underordnet, men om hans dygtighed var næppe nogen i tvivl.

Carl Jacobsen havde forbeholdt sig selv formandsposten i Ny Carlsbergfondet. Mens han havde måttet finde sig i ofte at blive overstemt af de øvrige bestyrelsesmedlemmer i legatet Albertina, skete dette normalt ikke her hvor næsten alt var bestemt af ham og pengene brugt når de én gang årlige fondsmøder blev afholdt. Det blev de øvrige direktionsmedlemmers vanskelige opgave at forsøge at bremse ham når han ville disponere for langt ud i fremtiden. Gang på gang supplerede han fondets indtægter af egen lomme, dels ved at skænke det den del af bryggerioverskuddet der tilkom ham, dels ved i 1912 at overføre arven efter sin mor. Det var hans ønske derved at etablere et urørligt grundfond som yderligere styrkedes ved at han ifølge testamentarisk bestemmelse efterlod fondet 350.000 kr. hertil. Glyptoteket lagde beslag på de fleste af Ny Carlsbergfondets midler, museets festsal, dets kuppel og dets vinterhave blev opført på fondets bekostning, kunstværker blev indkøbt i stort tal, antik kunst og moderne fransk skulptur bl.a. af J.-B. Carpeaux, A. Rodin, A.-L. Barye og C. Meunier. Men også rundt i byen København sporedes fondets velgerninger. I årene 1909–11 udsmykkedes Botanisk have og Idrætsparken med i alt 14 bronzeafstøbninger, til dels efter antikke figurer, seks skulpturer skænkedes til opstilling i Kongens Have og på Langelinie. En af de sidste han bestilte var Edvard Eriksens Lille Havfrue (1913). Rundt om på Københavns gader og pladser står omkring 60 skulpturer der er skænket til byen af Carl Jacobsen selv og betalt af hans legater eller direkte af hans egen lomme. Slagordet Byen med de skønne Taarne skabtes af ham. Det var ham en torn i øjet at to af tårnene manglede spir, Nicolai kirkespir var brændt 1795, Frue kirkes 1807. I 1902 tilbød han at genopføre spiret på Nicolai, tanken mødte modstand, men gaven blev dog omsider modtaget, og rejsegildet blev fejret på hans mors 90 års fødselsdag 1909. Det følgende år fremsatte han tilbud om at sætte spir på Frue kirke. Denne tanke mødte voldsom modstand og blev opgivet efter hans død.

Trods alle divergenser i årenes løb mellem faderen og sønnen, kulminerende i bruddet mellem dem 1881, vedblev kaptajnen at være Carl Jacobsens store forbillede. Da han 1902 overdrog sit bryggeri til Carlsbergfondet kaldte han gaven for "et Forsoningsoffer til Tilintetgørelse af ethvert Spor af en gammel Disharmoni mellem en Fader og hans Søn". Han stræbte ligesom sin far efter at blive landets bedste brygger og dets bedste borger, men greb sagen anderledes an, forskellig som han var fra ham i forudsætninger og temperament. Han var kampglad, men tålte – i modsætning til faderen – at blive sagt imod. Han elskede at træde frem for offentligheden, i sine senere år gerne iført romersk slængkappe og rose i munden. Han var heftig og rastløs, idérig og uforbederlig optimist. Han overkom mindst tre mands arbejde som øverste chef for Carlsbergbryggerierne, som direktør for glyptoteket og for den store afstøbningssamling på Statens museum for kunst samt endelig som medlem af talrige bestyrelser og fonds; han rejste flere gange årlig til udlandet for at holde sig orienteret om det sidste inden for øllets og kunstens verden. Hans hukommelse var præcis og hans belæsthed stor. Som kender af antik portrætkunst var han blandt Europas bedste. Han var selv forfatter til den store katalog, han 1907 udsendte over glyptotekets antikke kunstværker. Denne katalog, indtil 1940 den eneste fuldstændige over samlingen, var agtet også af fagfolk. Carl Jacobsen elskede det monumentale og stærkt forsirede og viser sig derigennem både i sin egenskab af bygherre og samler som et barn af sin tid. Som mæcen var han langt forud for den. Hans brændende ønske var at levendegøre kunsten og på enhver mulig måde at udbrede den i alle befolkningslag. Han foranstaltede regelmæssige omvisninger på glyptoteket og i afstøbningssamlingen. Han syntes ikke om at kunsten udelukkende ophobedes på museer, men ønskede den placeret på skoler, sygehuse og arbejdspladser, på gader og i det hele taget overalt hvor folket færdedes, "den levende Kunst", sagde han, "hører det levende Folk til". Som industrimand hører han til de førende i landet, men som giver og befordrer af kunst er han uden sidestykke i Danmark. Carl Jacobsen afslog et tilbud om at blive æresborger i København. Til gengæld afholdtes efter hans død en mindefest for ham i rådhushallen med 2000 indbudte.

Medlem af Carlsberg laboratoriums bestyrelse fra 1906 og formand for Bryggeriforeningen; æresmedlem af den tyske bryggeriforening (1896), af den svenske (1905) og af den norske (1912). Medlem af komiteen for den nordiske landbrugs- og kunstudstilling 1888 og arrangør af den franske kunstudstilling i forbindelse dermed; formand for den danske komité for verdensudstillingen 1889; dr. phil. h. c. 1899, overordentligt medlem af kunstakademiet 1897, æresmedlem af kunstakademiet i Paris (1913) og Antwerpen samt af La Société des artistes français.

Familie

Carl Jacobsen blev født i Kbh. (Helligg.), død på Frbg., begravet i Jesuskirken, Kbh. Forældre: kaptajn, brygger J. C. Jacobsen (1811–87) og Laura C. Holst (1819–1911). Gift 1. gang 24.9.1874 i Kbh. (Garn.) med Ottilia Mary Stegmann, født 27.3.1854 i Edinburgh, død 20.7.1903 i Valby, d. af købmand Conrad Stegmann (1819–80) og Louise Brummer (1825–1914). Gift 2. gang 26.4.1906 i Kbh. (Jesusk.) med Laura Louise Henriette (Lilli) v. Kohl, født 14.12.1882 i Kbh. (Cit.), død 4.5.1931 i Laurelton, New Jersey, USA (gift 2. gang 1909 med prokurist, senere biografdirektør Kay van der Aa Kühle, 1877–1925, ægteskabet opløst 1915, gift 3. gang med advokat Oliver Carpenter, USA), d. af kaptajn, senere oberstløjtnant Adolph Carl Christian v. Kohl (1845–1925) og Laura Camilla Mortensen (1844–1920, gift 1. gang med skibskaptajn Sørensen). Ægteskabet opløst 1908. – Far til Helge Jacobsen og Vagn Jacobsen.

Udnævnelser

R. 1888. DM. 1891. K2. 1897. K1. 1906. S.K. 1912.

Ikonografi

Silhouet ca. 1846. Buste af Jean Gautherin, 1885 (Maribo mus.), marmor 1889 (glyptoteket). To træsnit 1888, ens type, det ene af H. P. Hansen. To mal. af P. S. Krøyer, 1888 (det ene glyptoteket), afbildet på sammes mal. Aftenselskab på Ny Carlsberg, s.å. (Carlsberg mus.) og Den franske udstillingskomité, s.å. (sst.), hertil skitse (Hirschsprung). Mal. af A. Jerndorff, 1893 (Fr.borg), kopi af Daniel Hvidt (Carlsbergbryggerierne). Afbildet på L. Tuxens mal. 1893 af kongefamiliens besøg på Ny Carlsberg (Carlsberg mus.). Buste af V. Bissen, 1895 (Carlsbergbryggerierne, Ny Carlsbergvej) og L. Brandstrup s.å. (Carlsbergbryggerierne, Kbh.s rådhus, Carlsbergfondet), af samme med hustruen, 1904 (glyptoteket, buegangen over Elefantporten på Ny Carlsbergvej). Malet s.m. hustruen af Jul. Paulsen, 1896 (Kunstindustrimus.), gentagelse 1924 (Carlsbergbryggerierne). Karikatur af Alfred Schmidt, 1901. Træsnit af A. Bork, 1901, efter foto. Afbildet på P. S. Krøyers mal. Industriens mænd, 1904 (Fr.borg) og på Jul. Paulsens mal. af glyptotekskomiteen ca. 1905 (glyptoteket). Tegn. af Frans Schwartz, 1906 (Fr.borg), mal. af samme s.å. Mal. af P. S. Krøyer, 1909, og af samme med datteren Paula s.å. Karikatur af Sven Brasch, 1909, af Rudolph Harder, Sophus Jürgensen m. fl. Tegn. af H. E. Melchior, 1909, og af Gerda Ploug Sarp, 1910. Mal. af N. V. Dorph, 1912 (Bryggeriforen.) og 1914 (Industriforen.). Plakette af Gunnar Jensen, 1912, medalje af samme 1914. Mal. af P. Rostrup Bøyesen. Dødsmaske (Fr.borg). Statuette af L. Brandstrup (Fr.borg, glyptoteket), statue af samme, 1921 (Carlsbergbryggerierne). Buste af Max Andersen, 1940 (Bryggeriforen.) og 1942 (Stud.foren., Kbh.). Relief af Olaf Stæhr Nielsen i mosaik af stentøj (Carlsbergbryggerierne 1947). Foto (Kgl. bibl.; Carlsberg mus.).

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1900 123–25. C. J.: Ny Carlsberg Glyptoteks tilblivelse, 1906. Samme i Mit hjem I, 1911 40–42. – C. Nyrop: 1846–96. 1871–96. Ny Carlsberg. Et jubilæumsskr., 1896. Samme i Det danske kunstindustrimuseums virksomhed 1913, 1914 5–8. [Emil Hannover:] Det danske kunstindustrimuseum i de første 25 år, 1920 8–25 50–53. Johs. Steenstrup: C. J. og hans fader, 1921. Samme: C. J.s liv og gerning, 1922. Fr. Poulsen i Samleren I, 1924 17–19. Samme i Nord. t. för vetenskap, konst och industri, Sth. 1933 409–20. Samme: Kat. over antike skulpturer. Ny Carlsberg Glyptotek, 1940 3 5 7–10. [Fr. Beckett:] Ny Carlsbergfondet og dets virksomhed 1902–27, 1927 13–41. M. K. Michaelsen i Arkitekten M, 1929 157–88. Carlsbergfondet 1876–1926 I, 1930 61–73 240–58. Vagn Poulsen i Ord och bild LXV, Sth. 1956 467–72. Haavard Rostrup i Medd. fra Ny Carlsberg Glyptotek, 1970 77–89. Samme sst. 1971 5–17. Torben Holck Colding sst. 1976 23–37. Jørgen Bonde Jensen: Carlsberg, et kbh.sk drømmebillede, 1976. Kr. Glamann: Carlsbergfondet, 1976 55–79. Dorothea Zanker v. Meyer: Die Bauten von J. C. und C. J. I–II, Diss. Göttingen 1978. Dyveke Helsted m. fl.: Albertina, et legats hist., 1979. Birgit Nüchel Thomsen: Industrielle foretagere på Tuborg 1873–1885, 1980. Marie-Louise Berner i Kunst og museum, 1980 19f. 28–41. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig