• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nicolaj L. Petersen

Oprindelig forfatter Dam
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Nicolaj L. Petersen, 18.11.1854-.1916, stokkedrejer, socialistisk teoretiker. Født i Kbh, død i Hamburg(?). P. blev tidligt forældreløs og kom på Det kgl. opfostringshus. Fra barn følte han sig som paria, og det prægede hans mørke livsanskuelse. Han blev udlært som stokkedrejer og rejste 1875 til udlandet hvor han arbejdede ved sit fag i en række europæiske lande og USA. Han sluttede sig overalt til socialisterne og fik dybtgående kendskab til marxistisk litteraur. I London traf han mange førende marxister, bl.a. Friedrich Engels og landsmanden Gerson Trier. I efteråret 1888 vendte P. og Trier tilbage til Danmark. Valget 1887 havde været et nederlag for socialdemokraterne, og de hjemvendte fandt årsagen i partiets manglende forståelse for den marxistiske teori og klassekampslæren. Fra april 1889 udgav Trier og P. et lille ugeblad Arbejderen som organ for de revolutionære socialister der ville vække arbejdernes klassebevidsthed. Ugebladet blev støttet af Engels der korresponderede med udgiverne og som, da han læste dansk, fulgte godt med i den danske partistrid. Det lykkedes oppositionen at få partiet repræsenteret på den marxistiske kongres i Paris 1889, hvor P. deltog som udsendt af Tysk læseselskab (et udtryk for de tyskkyndige naveres rolle i den socialistiske bevægelse) og fire andre foreninger. Den danske optræden på kongressen gav anledning til forøget strid, og P. fik August Bebel til at udtale sig i sagen til partiledelsens store vrede. En artikel i Arbejderen oktober 1889, hvori de socialdemokratiske førere blev beskyldt for at skjule socialismens kerne, gav påskud til eksklusion af bladets redaktionskomité, hvoriblandt P. Udgivelsen var blevet overtaget af en "litterær socialistisk forening", og denne omdannedes herefter til et "revolutionært socialistisk arbejderparti" der en tid var meget aktivt, men ikke resultatrigt. P. fortsatte sine artikler og udgav i 1891 en pjece om Pariserkommunen. Samme år blev han tiltalt for i en artikel at have "opfordret til at styrte den bestående statsforfatning", hvad der førte til et års fængselsophold. Efter løsladelsen fra Vridsløselille oprettede han sammen med Trier Den ny arbejderskole. Eksklusionerne fra 1889 blev ophævet 1901, og P. genoptog sin oppositionelle virksomhed i socialdemokratiet. En række unge, der senere blev fremtrædende i forskellige dele af arbejderbevægelsen, blev i disse år skolet i marxistisk teori af P. Han fik også skrevet et par pjecer, bl.a. Den materialistiske Historieopfattelse, 1907.

P. havde det meget småt. Hans fag eksisterede ikke mere, og hans kone måtte forsørge familien. Til sidst blev ægteskabet opløst, og 1907 slog P. sig ned i Hamburg hvorfra han sendte nogle artikler hjem. Han levede yderst kummerligt og skal 1911 have forsøgt selvmord, hvorefter han blev anbragt som sindssyg på et plejehjem. Den sidste kontakt, som danske kammerater havde med ham, skriver sig fra tiden på plejehjemmet før første verdenskrig. Mere ved man ikke, og det anførte dødsår er et gæt. – P. var den væsentligste danske repræsentant for de navere der i deres rejseår bragte de socialistiske tanker rundt i Europa og Amerika. Han var en kyndig og velskolet marxist der indirekte fik stor betydning for idéudviklingen i dansk arbejderbevægelse, og hans tragiske levnedsløb demonstrerer den begavede, oplysningsbevidste arbejders vanskeligheder.

Familie

Forældre: arbejdsmand Jens P. og Helene Dorthea Caroline Krogh (født ca. 1826).

Bibliografi

C. E. Jensen og F. J. Borgbjerg: Socialdemokratiets årh. II, 1904. Oluf Bertolt m.fl.: En bygning vi rejser I, 1954 194-207. Var de så røde?, ved Lise Togeby, 1968 42-46 118-23. Carl Heinrich Petersen: Danske revolutionære, 1970 (ny udg. I-II, 1974) 57-78. Gerd Callesen i Årbog for arbejderbevægelsens hist. 1973 109-41.