Niels Heidenreich

Niels Heidenreich, 8.6.1761-7.8.1844, guldhornstyven. Niels Heidenreich tilhørte på fædrene side en slægt af degne. 1771 rømte moderen med Niels Heidenreich som hun også forinden havde rejst med i Tyskland. De slog sig ned ved Horsens og tjente hos bønder. Drengen, et lyst hoved, undervistes af degnen Winther (død 1806) i Tamdrup og optoges 1781 i Horsens latinskole, opnåede pæne vidnesbyrd og skulle dimitteres sommeren 1787, men ved nytår rømte mor og søn samt en datter pludselig til Kbh. Sønnen forfulgtes stadig af kreditorer. I Kbh. tjente han lidt ved privatundervisning. Sit håndelag brugte han til at fremstille falske lånesedler og enrigsdalernoter og dømtes 1788 til døden, men benådedes 1790 med livsvarigt tugthus.

I straffeanstalten blev han medhjælper hos skoleholderen for 25 rdl. årlig, traf her sin senere hustru og forberedte hende til konfirmationen 1794. Desuden udførte han arbejder for det kongelige kunstkammer. 1798 blev magistraten beordret til at give Niels Heidenreich borgerskab som frimester i urmager- og guldsmedeprofessionen og han blev løsladt. Den Reiersenske fond bevilgede ham 600 rdl. til fremstilling af en brilleslibemaskine. Han blev en velset gæst på kunstkammeret. Bygningen (nu rigsarkiv) rummede tillige Det kgl. bibliotek hvor Niels Heidenreich studerede lokaleforholdene; til låsene filede han falske nøgler. 4.5.1802 skaffede han sig adgang til kunstkammeret, efter eget udsagn ved at låse sig ind gennem biblioteket ved hjælp af to nøgler. Her stjal han de to guldhorn, fundet 1639 og 1734 ved Gallehus, og forlod huset samme vej. I portdøren efterlod han en falsk nøgle for at de ansatte ikke skulle blive mistænkt. Det har været hævdet at han i virkeligheden havde skjult sig i bygningen. Det kan stemme med at der tidligt næste morgen var observeret en mand som med kun delvis tilknappet kappe kom fra bibliotekstrappen, og som vistnok var tidligere smed på Tøjhuset (her beskæftigedes tugthusfanger).

På hjørnet af Studiestræde og Larsbjørnsstræde gik Niels Heidenreich i gang med i et endnu eksisterende køkken at ituhugge hornene og lade stykkerne forsvinde i smeltedigelen. Af guldet prægede Niels Heidenreich efterligninger af ostindiske guldmønter som han afsatte. Men da der konstateredes messing i nogle mønter opstod der uro blandt guldsmedene. Da en af disse, F. A. Regnell, 17.4.1803 påny fik besøg af Niels Heidenreich bad han ham følge med på politikammeret. Her svarede Niels Heidenreich godt for sig og fik lov at gå, men den tidligere oldermand Andreas Holm (1735–1812) skal have givet politimesteren et vink om at Niels Heidenreichs forhold burde undersøges. Niels Heidenreich havde netop købt et hus (Klareboderne 12) og var travl med at bringe guldet af vejen. Først 27.4. blev han hentet til afhøring. Den 30.4. røbede hans søster at Niels Heidenreich havde et chatol hos hende. Det viste sig at indeholde guldklumper samt uprægede møntblanketter. Så gik han modstræbende til bekendelse. Efter opklaringen indsattes Niels Heidenreich til fortsat afsoning. Et flugtforsøg høsten 1803 endte samme dag. I fængslet beskæftigedes han med forskelligt håndværk. Den lille, høflige mand blev en seværdighed, omgivet af blomster og fugle studerede han ivrigt geometri. 1840 blev han frigivet og overført til Ladegården, indlagdes så på Frederiks hospital og døde her i en alder af 83 år. Tyveriet gav Adam Oehlenschläger stof til digtet Guldhornene der kom til at indvarsle den danske romantik.