Dansk Biografisk Leksikon

Hans Fussing

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Hans Fussing, Hans Nielsen Fussing,  27.6.1838-5.4.1914, murermester, arkitekt. Født i Horsens, død i Kbh., urne på Holmens kgd. Så langt F. kunne huske tilbage ville han være murer. Han gjorde svendestykke juli 1856 i Kbh. og besøgte 1857-64 kunstakademiets arkitekturskole og desuden to kvartaler modellérklassen. G. F. Hetsch som lærer ved arkitekturskolen og uden for denne J. Th. Zeltner havde særlig be-I tydning for ham i disse år. Marts 1864 vandt han i den lille sølvmedalje. Samtidig med studierne tegnede han for forskellige, mest for Zeltner, 1864 også for F. Meldahl, og både Zeltner og Meldahl forsøgte at overtale ham til at blive arkitekt, men uden held. Dec. 1864 løste han borgerskab som murermester i Kbh. skønt han end ikke ejede 60 rdl. til borgerbrevet. F. fik en stor virksomhed og blev både ved nyopførelser og restaureringsarbejder en skattet hjælper for tidens betydeligste arkitekter. Han kom til at tilhøre den kreds af mænd der omtrent samtidig stod som de førende inden for københavnsk bygningshåndværk og bidrog til at hæve dette til en høj standard: Harald Kayser, J. W. Unmack, F. Oxelberg, E. Schmiegelow o.fl. Selv har han også tegnet enkelte bygninger, således Botanisk museum ved Gothersgade (1875-76), et i kunstnerisk henseende respektabelt arbejde af de historiske stilarters ældre retning. For hans egen ejendom, Nørrevoldgade 11, var Hans J. Holm arkitekt (1880-82), men den er fra F.s side et mønster på fortrinligt arbejde. F. har skrevet Nogle Mindeord om Andreas Fussing, 1911 og Erindringer fra Barndom og Ungdom, 1928 hvori findes værdifulde skildringer af gamle dages hårde arbejdsvilkår og nøjsomme, patriarkalske samfunds og familieforhold. F. var borgerrepræsentant 1878-87, rådmand (2. afd.) 1887-90 og landstingsmand for 1. kreds 1890-98 (højre). Som politiker var han en dygtig talsmand for håndværkets interesser. Han var borgerlig værge for Frue kirke 1895-1910 og kæmpede som sådan ivrigt for at bevare kirken i C. F. Hansens skikkelse, da Carl Jacobsen ville sætte spir på tårnet (optegnelser i rådstuearkivet). For øvrigt beklædte han en mængde tillidshverv af faglig, økonomisk og filantropisk art. – Æresmedlem af Kbh.s Murer- og Stenhuggerlav 1911.

Familie

Forældre: murermester, senere brandinspektør Andreas F. (1810-75, gift 2. gang 1850 med Frederikke Louise Brandt, 1816-88, gift 1. gang 1841 med lærer i Gosmer Peder Kaalund, 1801-43) og Ane Kristine Hansen (1808-48). Gift 1. gang 7.6.1867 i Kbh. (Frue) med Claudine Theodora Kerrn, født 1.11.1832 i Kbh. (Petri), død 6.3.1878 sst. (Holmens), d. af tømrermester, oberstløjtnant, ] chef for Kbh.s brandkorps Johan Christian K. (1787-1862) og Ane Marie Velschow (1798-1874). Gift 2. gang 14.9.1881 i Kbh. (Frue) med Camilla Augusta Kerrn, født 14.12.1838 i Kbh. (Petri), død 22.2.1926 sst., søster til 1. hustru. – Far til Thorkil F.

Udnævnelser

R. 1887. DM! 1906.

Ikonografi

Mal. af Knud Larsen, 1910. Foto.

Bibliografi

H. F.: Murermester H. N. F.s erindr, fra barndom og ungdom, 1928. – Håndværkerbl. VII, 1890 nr. 70 A. III. tid. 5.7.1908. Nationaltid. 6.4.1914. Berl. tid. s.d. K. V[arming] i Architekten XVI, 1914 287f. C. Hansen Ostenfeld i Festskr. udg. af Kbh.s univ. sept. 1924 56f.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Barndom
...Artikel i Den Store Danske
filantropisk
(se filantropi ), menneskekærlig; velgørende. ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
KMill
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki