• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Knud Møller

Oprindelige forfattere GNyg og IGejl
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Knud Møller, 11.12.1874-27.2.1967, pianofabrikant. Født i Kbh. (Garn.), død sst. (Frederiks), begravet sst. (Vestre). M. blev student 1892 fra Borgerdydskolen på Christianshavn og n.å. cand.phil. Samtidig gik han i snedkerlære hos Severin & Andr. Jensen og blev svend 1895. I pianofaget uddannedes han dels i faderens firma, dels ved ophold i udlandet 1895-1901. Efter sin hjemkomst knyttedes han til Hornung & Møller hvor han samtidig med fætteren Axel R. Møller blev direktør 1907.Både inden for firmaet og i sine fagfællers kreds har M været en foregangsmand for dansk pianoindustri og for dansk industri i det hele taget. Ligesom familien i øvrigt var M. meget musikalsk. Han spillede som ung, senere blev han lidenskabelig koncertgænger, ikke mindst til kammermusik. Han var dog ikke i tvivl om at den nødvendigste ballast i branchen var teknisk og merkantil indsigt. M. stod bag produktionen af forholdsvis små udgaver af klaverer og flygler for at tilpasse sig mere moderne boligforhold i mellemkrigsårene. Fra omkring 1913 fremstilledes således det billige opretstående Skandiapiano, et kvalitetspiano til en overkommelig pris. Ligeledes optog man fremstilling af kabinetter til radioindustrien. 1914 blev en stor del af produktionen flyttet til Blegdamsvej mens administration og udstilling blev i Bredgade. – M. blev medlem af Dansk pianofabrikantforenings bestyrelse 1906 og var fra 1911-53 denne forenings formand. 1924-53 var han medlem af Arbejdsgiverforeningens hovedbestyrelse og af Industrifagenes hovedbestyrelse ligesom han var knyttet til flere af industriens og håndværkets organisationer og institutioner. Han sad endvidere i bestyrelsen for Dansk koncertforening og Dansk filharmonisk selskab. Han var formand for Musikhistorisk museum 1943-54 og fra 1950 for Pensions- og understøttelsesforeningen for danske musiklærere og musiklærerinder. Trods sine mange tillidsposter var M. kendt som en meget tilbageholdende og stille mand.

Familie

Forældre: hofpianofabrikant Frederik M. (1839-1917) og Ida A. Schmidt (1841-1921). Gift 24.9.1905 i Sønder Jernløse med Gerda Lunn, født 17.8.1877 i Kbh. (Cit.), død 8.12. 1943 sst. (Frederiks), d. af premierløjtnant, senere oberst Lauritz Christian L. (1842-1908) og Anna Laurentze Cosmine Frederikke Resch (1851-1934).

Udnævnelser

R. 1920. DM. 1935.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Børsen 9.12.1944. – Studenterne fra 1892, 1917 29. Povl Drachmann: Hornung & Møller 1827-1927, 1927. Aage Heinberg: Danske erhvervsmænd II, 1933 321-24. Arbejdsgiveren, 1944 336. Børsen 3.3.1967. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.