Poul Persson

Poul Persson, Poul Richard Gustafsson Persson, 6.3.1890-3.4.1974, skræddermester, oldermand. Født i Kbh. (Helligånds), død sst. (Emdrup), begravet Hellerup kgd. P. blev uddannet som skrædder og videreuddannet 1909-12 i Hamburg, Berlin og London. Efter hjemkomsten indtrådte han i faderens betydelige forretning som denne havde grundlagt 1889. P. overtog 1918 virksomheden og fortsatte som eneindehaver indtil 1964; virksomheden er fortsat i familiens eje. Gennem deltagelse i det københavnske skrædderlaugs ledelse kom P. ind i en række håndværker- og arbejdsgiverorganisationer. I skrædderlauget var han oldermand 1935-62 – den længste periode i det gamle laugs historie. P. kom ind i Arbejdsgiverforeningens ledelse gennem medlemskabet af forretningsudvalget i Beklædningsindustriens sammenslutning, men som repræsentant for håndværks-gruppen. I DA var han fra 1937 medlem af hovedbestyrelsen (med en afbrydelse på nogle måneder i 1938) og fra 1938 af forretningsudvalget. Han blev 1940 medlem af Håndværksrådet og af dets forretningsudvalg og var 1949-51 og 1955-64 rådets formand. I den sidste periode var P. drivende kraft i bestræbelserne på at gøre det noget hensygnende råd til en moderne erhvervsorganisation og lagde i dette arbejde for dagen en betydelig og meget bred indsigt i hele håndværksområdets problemer. Som et udtryk for at P. i det hele i 1950'erne og -60'erne indtog den ledende position i dansk håndværk står også at han 1948-70 var formand for Håndværkerbanken – også her var han med til en omstilling til mere nutidige krav – og 1952-68 for Københavns håndværkerforening. P. havde en lang række hverv i kraft af sin organisationsmæssige placering: formand for skræddernes fagskole, medlem af lærlingerådet, arbejdsmarkedsrådet, monopolrådet, valutarådet m.m., og han var 1960-71 formand for Varelotteriet. Ved enkelte lejligheder kom P. med skarpe udfald mod de socialdemokratiske regeringer, men markerede sig i øvrigt ikke stærkt i offentligheden. Inden for organisationerne stod han med årene stærkt, både i kraft af erfaring og ud fra tilbøjeligheden til at søge en forhandlende midterlinie når standpunkterne blev markeret kraftigt.