Søren Jensen, 16.7.1865-1.2.1939, pianofabrikant. Søren Jensen kom i lære i sit fag 1879 og rejste efter udstået læretid 1884 til København. For at uddanne sig yderligere rejste han til udlandet og kom efter ophold i Berlin, Dresden, Hamburg og Paris hjem 1888. I København fik han ansættelse som egalisør, i klaverbygningsteknikken betegnelse for den der giver de enkelte led i mekanikken den sidste affiling, så alle tonerne i hele instrumentets omfang får en ensartet klang. 1893 etablerede han sig som pianofabrikant. Fra en beskeden begyndelse med kun to mand på værkstedet arbejdede han virksomheden op til at være en af de største i Norden. Instrumenterne vandt anerkendelse hos autoriteter som J.P.E. Hartmann, August Winding og Gottfred Matthison-Hansen. Også for instrumenternes ydre form interesserede Søren Jensen sig. Han konstruerede det såkaldte Daniaflygel, og han gav til tider sine instrumenter en kunstnerisk dekoration med assistance af kunstnere som N.V. Dorph, Gudmund Hentze og Valdemar Andersen. 1921 afstod han under uheldige omstændigheder sin fabrik til firmaet Herman N. Petersen & Søn der senere er ophævet. Som påskønnelse for sin offentlige indsats modtog han senere en biografbevilling.

Søren Jensens administrative og organisatoriske evner er i udstrakt grad kommet hans fagfæller og kunsthåndværkets dyrkere i det hele taget til gode. Han var 1896 medstifter af Dansk pianofabrikantforening og dens formand 1903–11 og stiftede 1908 foreningen Dansk kunst og håndværk der 1913 sammensluttedes med den 1907 stiftede Forening for kunsthåndværk. Særlig virksom var han for organiseringen af Landsforeningen dansk arbejde (1908) hvis egentlige skaber og første formand han var. Efter en personstrid i foreningen måtte han dog hurtigt forlade formandsposten. 1907–24 var han medlem af arbejdsgiverforeningens hovedbestyrelse. Søren Jensen var leder af afdelingen for kunsthåndværk på dansk købestævne i Fredericia 1923–26 og af møbel-interiørafdelingen sammesteds fra 1927. Som en anerkendelse af dette arbejde modtog han 1935 kunsthåndvasrksafdelingens årsmedalje.

Familie

Søren Jensen blev født i Århus, døde i København og er begravet sammesteds (Assistens). Forældre: murermester Niels Jensen (1834–1900) og Maren Johansen (1830–1900). Gift 1. gang 18.6.1889 i Århus med Caroline Vilhelmine Mikkelsen, født 9.5.1866 i København (Holmens), død 23.9.1902 sammesteds, d. af skibsbygger Carl Alfred M. (1838–1909) og Dortea Wilhelmine Kiærulff (1842–76). Gift 2. gang 26.9.1903 i København (Holmens) med Anna Cathrine Vilhelmine Jensen, født 1.3.1879 i København (Frue), død 24.2.1976 sammesteds, d. af vognmandskarl, senere restauratør Niels Jensen (1849–1932) og Karen Christensen (Larsen) (1849–98).

Udnævnelser

R. 1936.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

III. tid. 10.2.1918. Søren Jensen Pianofabrik København. Fabrique de pianos Copenhague 1893–1918, 1918. Axel Hou i Skøn-virke IV, 1918 33–39. Georg Nygaard: Foren, for kunsthåndværk 1907–32, 1932. Dansk arbejde, marts og juli 1933. Sst. 1.3.1939. Arbejdsgiveren, 1939 77. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig