Diderich de Thurah

Diderich de Thurah, 1.5.1704-1.3.1788, skibskonstruktør, religiøs publicist. Født i Århus, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Petri k.). T. blev landkadet 1719. 1723 indleverede han til kongen en i rav udskåret model af det netop søsatte orlogsskib Anna Sophie opkaldt efter Anna Sophie (Reventlow). Kongen var begejstret for modellen og lod den ophænge i kunstkammeret. Som tak blev T. udnævnt til sekondløjtnant i søetaten uden at have gennemført en sømilitær uddannelse og det bestemtes at han særlig skulle uddannes inden for skibskonstruktionen. 1724 sendtes han sammen med andre til England for at blive uddannet inden for denne videnskab. Sammen med sin medstuderende, søofficeren Lauritz Bragenes hjemsendte T. 1726 tegninger til et 72-kanon skib efter engelsk forbillede for at vise hvad de havde lært. Hjemkommen 1728 beordredes T. til sammen med Bragenes at konstruere et 56-kanon skib efter de engelske principper og forestå bygningen af dette. Efter Bragenes' død 1729 skulle T. videreføre dette arbejde under fabrikmesteren Knud Benstrups opsyn. Forholdet mellem T. og denne udviklede sig ikke i gunstig retning, bl.a. fordi T.s faglige kunnen viste sig at være meget beskeden. 1729–30 var han lærer i kunstdrejning for kronprinsen, den senere Christian VI. 1732 blev T. premierløjtnant og 1734 fabrikmester under Benstrup der nu var blevet overfabrikmester. I forbindelse med de undersøgelser der 1734 indledtes mod Benstrup indsendte T. en redegørelse for alle de fejl som han mente denne have begået ved bygningen af orlogsskibet C hristianus Sextus. I betragtning af T.s manglede kompetence må denne handling betragtes som illoyal. Pga. Benstrups suspension var T. fra 1736 den faktiske leder af skibsbyggeriet på Holmen. Han var 1735 blevet kaptajnløjtnant og blev 1736 kaptajn. Orlogsskibet Fyen som han havde konstrueret og stået for bygningen af, viste sig ved prøvebesejlingen 1737 at være en lejlkonstruktion der allerede 1745 blev afhændet til Asiatisk kompagni. 1738 blev T. kommandørkaptajn. Det stod efterhånden klart for søetatens ledelse at T. hverken havde evne eller viden til at kunne virke som flådens eneste skibskonstruktør. Han blev dog ikke afskediget. I stedet blev initiativet overdraget den 173'' etablerede konstruktionskommission inden for flåden, ligesom man 1740 indkaldte en fransk skibskonstruktør Laurent Barbe der virkede i Danmark til 1747. Fra dette tidspunkt havde T. ikke flere egentlige konstruktionsopgaver, men varetog kun den daglige ledelse af skibsbyggeriet. I forbindelse med tronskiftet 1746 søgte T. at fiske i rørt vande og indsendte til den nye konge et forslag om at konstruktionskommissionen nedlagdes og at opgaverne i stedet blev lagt i hænderne på et mindre udvalg, hvori han selv skulle sidde. Forslaget blev dog afvist. Hans intrigante væsen medførte flere gange at han lagde sig ud med sine medarbejdere. 1747 var han medlem af dok-kommissionen. Hans økonomi var dårlig og vistnok af denne grund søgte og fik han 1758 stillingen som kommandant pi toldboden. Som selvstændig konstruktør byggede T. kun i alt to orlogsskibe og to letfregatter. I den nye stilling beredte hans stridbare sind ham også vanskeligheder og han blev senere kun brugt i forbindelse med den kommission det undersøgte det skibsmateriel som 1771 var blevet sendt til Algier. Efter sin afgang fra flåden begyndte T. at oversætte religiøse skrifter til dansk især fra engelsk, et sprog som han under sit studieophold i England havde erhvervet et solidt kendskab til. Således oversatte han James Blairs Prædikener I–IV, 1761, biskop Thomas Newton (Afhandling over Prophetierne I-III, 1765) og William Sherlocks tanker om dommen, 1752, om forsynet, 1754, om døden, 1754. Der var fra T.s side tale om andet end blot litterære oversættelser. Han ville med sine oversættelser gøre de religiøse tanker, som de engelske værker gav udtryk for, bekendt i Danmark. Ud fra et konservativt grundsynspunkt ville disse forfattere levere et for fornuften akceptabelt forsvar for kristendommen og betonede vigtigheden af en moralsk handlemåde som en nødvendig forudsætning for opnåelse af salighed. I denne sammenhæng må Et Forsøg til upartiske Anmerkninger ved Bastholms Plan til en udvortes Gudstjeneste, 1785 ses, med hvilket skrift han blandede sig i den såkaldte liturgifejde. Ved sine mange oversættelser af engelske skrifter indtager T. indirekte en ikke ubetydelig plads i tidens apologetiske arbejde, og i modsætning til de mange forfattere af teologisk observans står han som en typisk og bevidst repræsentant for lægfolk der ønskede at gøre sig gældende i de teologiske diskussioner. Blandt T.s øvrige oversættelser kan nævnes to skrifter af Dorothea Pakington Fruentimmerets Kald, 1764 og Mandfolkenes eller Herre-Mænds Kald, 1765 samt et tidsskrift Samling af lærerige og opbyggelige Materier I–III, 1768–70, væsentlig dog bearbejdelser fra tysk.