Hans v. Dieskau, Hans v. Diskau, Hans v. Diskow, d. jan..1563, bygmester. Den sachsiske ingeniør og bygmester v. D. (fra Meissen) har i slutningen af Christian IIIs og begyndelsen af Frederik IIs regering gjort flere rejser til Danmark for at give råd om befæstningen af Kbh. og af Krogen slot. 1558 var han på Krogen for at projektere en bastion, det tidligste eksempel i Danmark på anvendelsen af det såkaldte "ældre italienske" befæstningssystem. Ved denne lejlighed tegnede han en plan af de dengang stående bygninger der var af betydning ved bestemmelsen af de betydelige rester af det middelalderlige Krogen slot som kom frem ved restaureringen af Kronborg 1925f. Dec. 1559 var han atter på Krogen for at "forfare al samme Slots Lejlighed", og han har derefter udarbejdet et projekt til et nyt firfløjet slot, hvoraf en beskrivelse er bevaret. Der blev, som det synes, også lavet en model af træ efter projektet; men da der ikke ved Kronborgs restaurering er fundet noget der med sikkerhed kan henføres til v. D.s projekt må det antages, at det ikke er kommet til udførelse, og at beskrivelsen gælder modellen.

Bibliografi

Fr. Weilbach i Årbøger for nord. oldkyndighed, 1926 43-76. Francis Beckett sst. 1930 65-82. V. Wanscher: Kronborgs hist., 1939. O. Norn: Christian IIIs borge, 1949. Samme: Kronborgs bastioner, 1954.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig