Hans van Paeschen

Hans van Paeschen, Hans van Paschen (Pascha), Hans van Paaske, før 1561-efter 1582, bygmester. Familieforhold ukendte. Utvivlsomt indvandret flamlænder, måske af samme slægt som den i Antwerpen og England virkende Henri van Paschen, fik P. bestalling som kgl. bygmester 25.6.1564. Forinden havde han dog været i svensk tjeneste i årene 1561-63. Han arbejdede i første række som fæstningsingeniør på Båhus, på Akershus og i Oslo. 1574 var han i Kbh. og påbegyndte opførelsen af kommunitetets stenhus. Sin betydeligste opgave fik han da Frederik II 1574 besluttede at ombygge Kronborg (Krogen slot) hvor han de følgende år ledede omdannelserne af nord-, syd- og vestfløjen. 1576 fik han byggegrund i Helsingør og forlenedes med Borupgård i Tikøb sogn. Men den kongelige nåde varede kun kort; sidst i 1577 sendtes P. atter til Båhus under vilkår der tyder på at kongen, ligesom allerede 1566, har næret mistillid til hans troskab og frygtet for at han skulle undvige til Sverige. 1581 anklagedes han direkte for utroskab, og hans ejendomme blev inddraget, formentlig fordi den nyanlagte nordøstre bastion på Kronborg ikke havde vist sig tilstrækkelig modstandsdygtig over for vandets pres. Han blev dog løsladt 24.10.1582, men hans senere skæbne er ukendt.

Francis Beckett har hævdet at P. som kgl. bygmester har bygget Tyge Brahes Uranienborg (1576-80), og at desuden Eiler Grubbes Lystrup (1579) og Mette Rosenkrantz' Vallø (før 1586) skyldes ham. Disse bygningers skulpturer er sikkert nok prægede af samme billedhugger, og deres nederlandske stil stemmer med de danske alabasterskulpturer af Floris-retningen, adels-monumenter i Ringsted og Århus (1575-76) og altertavlen fra Lunds domkirke (1577), hvis ophavsmand er blevet betegnet Københavns alabastmester. Fra anden side er det indvendt af P.s arbejde på Lystrup ikke kan forenes med hans internering på Båhus, at Kronborgs ældste sandstensdekorationer skyldes andre, og at arkitektingeniøren og billedhuggeren næppe er samme person. Spørgsmålet herom har endnu ikke fundet sin endelige afgørelse.