Aage Beyer, 28.2.1886-1.6.1967, direktør, konsul. Født i Viborg, død i Nykøbing Sj., begravet Tveje-Merløse kgd. B. voksede op i Viborg hvor han blev uddannet hos tømmerhandler Chr. Schourup. Herfra fortsattes læreårene i Vejle og Køge. 1916 kom han til Holbæk som prokurist i tagpap-, cement- og tjærefirmaet H. H. Christjansen som han overtog to år senere. Det blev da omdannet til aktieselskab med et medlem af familiekredsen – højesteretssagfører C. L. David – som formand (1918–60). Navnet blev ændret til Holbæk tagpap- og cementvarefabrikker A/S. 1941 igen til det nuværende: Hotaco A/S. 1918 var B. endvidere medstifter af Holbæk Trælasthandel A/S hvor han var direktør fra 1918–25. Holbækvirksomhederne blev hurtigt udvidet med nye produkter inden for byggematerialer, og dette medførte etablering af en række fabrikker. I tilknytning til cementvarefabrikkerne drev B. tillige Holbæk grus-, kalk- og mørtelværk på havnen. 1934 oprettede virksomheden salgskontor for den af ingeniørfirmaet Wright, Thomsen og Kier ejede virksomhed Dansk halmpladefabrik i Mundelstrup ved Århus. Denne blev siden købt og efter en brand flyttet til Holbæk hvor der opførtes en ny fabrik til fremstilling af isoleringsmaterialet Isotekt der blev anvendt i jernbetonbyggeri. 1936 blev produktionsrettighederne købt til endnu et isoleringsmateriale – Isoflex – der var særlig let og derfor velegnet til isoleringsopgaver i fly, skibe, biler m.m. Også uden for den egentlige byggesektor tog B. initiativer. 1932 etableredes en afdeling for fremstilling af spildevandsrensningsanlæg under navnet Nordisk Triclair, og 1920 fandt han på at anvende østersskaller som tilskud til hønsefoder for at styrke æggeskallen. På dette grundlag voksede en større industri frem under navnet Holbæk Øtakompagni. Der blev oprindelig anvendt skaller fra Lammefjorden, siden også fra Horsens- og Odenseområdet. En del af de knuste skaller blev anvendt i tagpapproduktionen, en anden udført gennem datterselskabet Skandinavisk Skalleexport. 1941 var B. medstifter af Betonvarefabrikken Sjælland A/S i Roskilde, og han sad i bestyrelsen fra selskabets start til 1962. Det stadig stærkere engagement i cementvareindustrien der bl.a. yderligere var kommet til udtryk ved købet af Birkerød Cementvarefabrik og Betonstøberi bevirkede at han fik sæde i en række brancheforeninger, bl.a. Dansk betonvareindustris afd. for Sjælland, Lolland-Falster og Møn hvor han var næstformand 1943–54. Han havde allerede været formand for Foreningen af cementimportører for samme område siden 1929. Uden for virksomheden tog B. initiativ til oprettelsen af Holbæk erhvervsråd der var det første af sin art i landet. Det skulle skabe nye arbejdspladser i byen ved at trække firmaer til Holbæk. Endelig var B. også stifter af og formand for Holbæk industriforening 1945. Fra 1923–59 var B. svensk vicekonsul. Fra 1933–43 var han medlem af havneudvalget og en kort tid, 1942–43, af byrådet; endvidere var han i årene 1931–64 forretningsfører for Det danske Hedeselskab for Holbæk by og en del af Holbæk amt. R. 1951. R.1 1962.

Familie

Forældre: hospitalsforvalter, sparekassedirektør Andreas Frederik B. (1841–1907) og Maria Lucia Jørgensen (1858–1919). Gift 1. gang 11.11.1909 med Elisa Cortsen, født 4.3.1887 i Brønderslev, død 26.1.1952 i Tveje-Merløse, d. af manufakturhandler Johan Frederik C. (1855–1921) og Louise Charlotte Blichfeldt (1860–1939). Gift 2. gang 10.10.1952 i Frøslev k., Stevns med Annelise Thyssen, født 9.4.1913 i Storehedinge, d. af proprietær Knud Immanuel T. (1880–1947) og Ida Vilsoët (1884–1971).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Børsen 26.2.1956 og 26.2.1966.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig