Arne Ørskov Christensen, 18.7.1916-19.1.1990, værftsejer. Født i Kbh. 1931-36 blev Ø.C. uddannet som maskinarbejder hos Burmeister & Wain. 1938 tog han alm. og udvidet maskinisteksamen samt statsaut. elektroinstallatøreksamen fra Kbh.s maskinist-skole. Under anden verdenskrig sejlede han som assistent og maskinmester hos A. P. Møller og Esso. Da han efter krigen vendte hjem lod han sig 1946 ansætte som maskinmester i Kragskov-hedefængslet i Vendsyssel. Tjenestemandsstillingen passede imidlertid ikke Ø.C.s energi og foretagsomhed, og da han i fritiden havde udviklet og fået patenteret en elektrisk vandvarmer, omsatte han 1952 disse interesser i maskinfabrikken Fladstrand, Frederikshavn. I sine sejlerår havde han ofte i udlandet set stålkuttere, og da han desuden i begyndelsen af 1950erne havde set færdige skrog komme til Frederikshavn fra Holland for aptering fik han den idé selv at lave sådanne skibe helt fra grunden. Resultatet af overvejelserne blev etableringen – 1958 – af Ørskovs stålskibsværft. Op gennem 1960erne videreudvikledes den nye kuttertype, og samtidig blev produktionsprogrammet udvidet til også at omfatte coastere, hvortil værftet medvirkede ved mange nyskabelser, ligesom man til fiskeriet konstruerede landets første hæktrawler. Træt af skatteregler, idelige møder og papirbesvær overlod Ø.C. 1972 ledelsen af værftet til sønnen Niels Ø.C. der senere blev medejer på halvpart. Selv trak han sig tilbage til Vangen til Ørskovs maskinfabrik A/S som han havde startet 1967. Fabrikken fremstiller som underleverandør avancerede komponenter til en lang række danske og udenlandske kunder. Ø.C. er bosat i Spanien.

Familie

Forældre: skibsfører Ludvig Andreas Ø. C. (død 1952) og Agnes Marie Andersen (død 1943). Gift 19.4.1942 med Inger Åse Bentzen, født 21.11.1921, død 16.11.1999, d. af politiassistent Jens B. (1882-1949) og Marie Clausine Kristine Scheil.

Bibliografi

A. Ø. C. i Arbejdsgiveren LXXVII, 1976 nr. 20.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig