Arne Lund, Arne Vilhelm Lund, 28.3.1915-10.11.1995, direktør for Dansk arbejdsgiverforening. Arne Lunds far flyttede 1927 til St. Magleby og Arne Lund gik her et års tid i skole med sin senere mangeårige modpart, LOs formand Thomas Nielsen. De havde et udmærket forhold til hinanden; i det hele var Arne Lund i sin opvækst ikke langt fra det københavnske arbejdermiljø. Som student var han da også med i ledelsen af Socialdemokratiske studenter, således at han også på anden måde end gennem det faglige fik kontakt med senere socialdemokratiske ledere, bl.a. J. O. Krag og Per Hækkerup. I den sidste del af studietiden begyndte han imidlertid at skrive i Finanstidende. Han fik derved mere og mere kontakt med erhvervslivet og gled over i en liberal grundholdning der prægede ham siden. Straks efter at være blevet cand.polit. 1940 blev han sekretær i Industrirådet hvor han 1943-46 var leder af det erhvervsøkonomiske institut som blev drevet i fællesskab med Arbejdsgiverforeningen.

Allerede 1940 havde Arne Lund fået optaget sin første afhandling i Nationaløkonomisk Tidsskrift, og siden da skrev han Vejledning i industriel Kalkulation, 1943, Industrien under besættelsen, 1949 og andre afhandlinger og mindre bøger. Dette var baggrunden for at han søgte til Århus univ. hvor han var lektor i nationaløkonomi 1946-51. Som lærer var han yderst populær; dels var han ligefrem i væremåde og omgangsform, dels havde han et pædagogisk talent som også senere i livet kom frem gennem hans evne til for ikkefagfolk at redegøre for økonomiske problemer. Arne Lund faldt ikke til ro i en videnskabelig løbebane og overtog 1952-54 stillingen som sekretariatschef ved Europarådets økonomiske sektion i Strasbourg. Herfra kom han til Arbejdsgiverforeningen hvor han var til 1979.

I Arbejdsgiverforeningen blev han ansat som underdirektør med den særlige opgave at opbygge den afdeling for samfundskontakt som formanden Hans L. Larsen var gået så stærkt i brechen for. I de følgende år arbejdede Arne Lund med at opbygge kurserne på Egelund, Arresøhøj og Bøgehøj. Han var også redaktør af Arbejdsgiveren der blev et alment blad om arbejdsmarkedsspørgsmål, redigeret så det blev læst ikke alene blandt medlemmer (hvilket sikkert var nyt), men i vide kredse udenfor. Arne Lund blev også en flittig medarbejder ved radioens arbejdsmarkedsmagasin. I det hele havde han sin store andel i at Arbejdsgiverforeningen blev en åben organisation der over et vidt spektrum virkede for arbejdsgivernes sag også uden for lønforhandlingerne. Arne Lund var 1964-79 formand i LOs og DAs samarbejdsnævn, der virkede for samarbejdsudvalgene i virksomhederne. 1959 blev Arne Lund direktør og 1962 førstedirektør, fra 1974 ændret til administrerende direktør. Det blev dermed i stigende grad ham der tegnede foreningen, og han spillede en betydelig rolle under lønforhandlingerne. Også i disse situationer var hans evne til at forstå modparten en formildende og formidlende faktor. Sin interesse for uddannelsesspørgsmål fastholdt han. Han var 1964-68 medlem af planlægningsrådet for de højere uddannelser og af forskellige udvalg vedrørende folkeskolen og lærlingeuddannelsen. Han repræsentrede endvidere Arbejdsgiverforeningen i en lang række centrale kommissioner og udvalg. Efter sin afgang i 1979 var Arne Lund indtil 1993 knyttet til Politiken som økonomisk og samfundspolitisk kommentator.

1984-87 var Arne Lund medlem af Folketinget for Det konservative folkeparti. Han udgav 1988 Arbejdsliv : arbejdsgiver i går, i dag, i morgen.

Familie

Arne Lund blev født i Pjedsted, Vejle amt.

Forældre: førstelærer Vilhelm L. (1880-1974) og Thora Ida Emma Müller (1882-1964). Gift l. gang 1938 med Annie Schnurre Nielsen, d. af grosserer Laurits N. og Inger Schnurre. Ægteskabet opløst 1944. Gift 2. gang 21.10.1944 i Gentofte med kommunelærer Emma Katrine Jensen, født 4.1.1914 i Korsør, død 16.7.1962 i Sorgenfri, d. af rangermester Simon Andreas J. (død 1938) og Emma Sofie Vilhelmine Pedersen (død 1950). Gift 3. gang 1.12.1963 i Søllerød med sygeplejerske Erna Elisabeth Larsen, født 5.2.1913 i Kbh., d. af restauratør Søren Christian L. (1867-1937) og Anna Kamilla Hansen (1880-1974).

Udnævnelser

R. 1962. R1. 1969. K. 1979.

Ikonografi

Tegn. af Hans Lollesgaard (Aktuelt 28.3.1965) og af Otto Christensen, 1969 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Interviews i Aktuelt 15.6.1959 og 28.3.1965 samt i Berl. tid. 23.9.1979.- Karl Poulsen i Berl. tid. 31.5.1959.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig