C.H. Olesen

C.H. Olesen, Christian Henrik Olesen, 31.1.1885-29.9.1960, direktør. Født i Kbh. (Jac), død i Gentofte, begravet Mariebjerg kgd. Efter at have taget studentereksamen 1903 (privat dimitteret) og filosofikum 1905 kom O. i handelslære i Præstø 1905-06 og opholdt sig derefter i Hamburg, Bordeaux og London. Et par år var han ansat i Kreditor-foreningen af 2.8.1905 og knyttedes derefter 1909 som sekretær til De danske Spritfabrikker hvor han 1914 blev underdirektør, 1916 meddirektør og 1920 efter faderens død administrerende direktør. Under verdenskrigen 1914-18 måtte O. drage hovedlæsset ved de mange forhandlinger med statsmyndighederne, ligesom det blev hans arbejde at organisere og tilrettelægge spiritusindustriens produktionsforhold under hensyntagen til de indskrænkninger i produktion og afsætning som staten påbød 1917 på grund af manglende råstoffer. Han blev hovedmanden i den koncentrationspolitik som på statens tilskyndelse førtes i årene efter 1917, og som under O.s ledelse afsluttedes 1923, da De danske Spritfabrikker overtog spritfabrikken Fortuna, hvorved den tekniske og økonomiske koncentration af sprit- og gærindustrien i Danmark var gennemført. Som leder af De danske Spritfabrikker lagde O. ikke alene vægt på en sund konsolidering, men havde også blik for at finde nye produktioner og opgaver i tilslutning til selskabet. 1923 udskiltes således som en særlig afdeling Dansk Cloc-Compagni til fremstilling af likør, senere også af gin og whisky, samt eksport af sprit og gær m.m., og Olesen, Chr. H. ved aftalerne med staten i henhold til koncessionsloven af 15.3.1934 blev en del af dette selskabs virksomheder, nemlig eksporten og salget til skibsproviantering samt selskabets betydelige interesser i andre virksomheder udskilt i et nyt og uafhængigt selskab, Dansk Handels- og Industri-Compagni Danisco hvis aktier tildeltes aktionærerne i De danske Spritfabrikker. I det hele tør man sige, at O. ved siden af et stort organisationstalent havde ganske særlige evner for under forhandlinger med myndighederne at opnå positive resultater. Ved nyordningen af 1934 fik De danske Spritfabrikker – foreløbig for ti år – eneret til fremstilling af sprit og gær i Danmark, og samtidig begrænsedes selskabets handlefrihed på forskellig måde i relation til den tidligere ordning af 1923; men ordningen udelukkede dog ikke – således som tilfældet er blevet med spiritusfremstillingen i andre lande hvor staten har grebet ind – mulighederne for at et privat initiativ kunne udfolde sig og bære frugt. En væsentlig side af O.s virksomhed var optaget af almene samfundsspørgsmål, først og fremmest af erhvervspolitisk karakter. Mest kendt er vel hans virksomhed inden for Landsforeningen dansk arbejde hvor han var formand 1920-52, og hvis position og arbejde ikke mindst før anden verdenskrig mere end noget andet skyldtes den propaganda, O. gjorde sig til talsmand for og satte i gang, men listen over de hverv han påtog sig, er meget lang og vidner om alsidige interesser. Her skal nævnes formandskabet i Foreningen til handelsundervisningens fremme, i tilsynsrådet for Handelshøjskolen i Kbh., i turistrådet, i Turistforeningen for Danmark, i handelsministeriets bøgetræudvalg og i A/S Hindsgavl. Det sidste sorterer under Foreningen Norden, af hvis bestyrelse O. gennem mange år var medlem, og hvor hans indsats navnlig var knyttet til en række vellykkede interskandinaviske erhvervskursus. O. var næstformand i Femernrute-komiteen, kasserer, senere formand for komiteen for det danske studenterhus i Paris, bestyrelsesmedlem bl.a. i Fællesrepræsentationen for dansk håndværk og industri og Tietgen-fonden og sad i repræsentantskabet for Dansk købestævne. 1920-27 var O. medlem af Industrirådet, de sidste fem år af dettes stående udvalg. Han var medlem af statsministeriets økonomiske råd 1931, af alkoholkommissionen 1934 og var meget virksom inden for socialministeriets arbejdsløshedsråd, konkurslovskommissionen og produktions- og råstofudvalget. Ved storkrigens udbrud i sept. 1939 blev han medlem af handelsministeriets erhvervsøkonomiske råd og formand for det af rådet nedsatte brændselsnævn. Som erhvervsleder mindede O. i mangt og meget om faderen C. A. Olesen, magtfuld, urørlig, også når opposition bød ham imod. Men han var mere smidig og dynamisk – det sidste utvivlsomt en arv efter morfaderen, Chr. H. Nielsen. O.s interesse for "Fugleflugtslinien" (Rødby-Femernruten) gav ham en vis tysk tilknytning og var måske medvirkende til hans indsats i Dansk-tysk forening under besættelsen. Det bragte ham i vanskeligheder efter krigen og medførte en tjenestemandssag med krav om afskedigelse fra det koncessionerede selskab DDSF. Kravet blev ikke efterkommet, men sagen bidrog til, at han i sine senere år trådte væsentlig i baggrunden i det offentlige liv.