Chr. Schmiegelow, Christian Frederik Joachim Schmiegelow, 4.9.1859-12.11.1949, direktør i ØK. Født i Rønne, død i Kbh. (Cit.), begravet sst. (Ass.). 15 år gammel gik S. til søs og fik på sejlskibe af forskellig nationalitet en streng, men solid praktisk sømandsuddannelse og tog i tilslutning hertil styrmandseksamen. Da D. Torm 1889 stiftede dampskibsselskabet Torm blev S. fører af dettes første damper. 1898 modtog han H. N. Andersens tilbud om ansættelse i Det Østasiatiske Kompagnis skibsfartsafdeling, men han bevarede dog i årenes løb en meget indflydelsesrig stilling inden for dampskibsselskabet Torm, først som bestyrelsesmedlem og siden fra 1898 som formand i bestyrelsen. Inden for ØK gjorde S. sig hurtigt bemærket, og bl.a. var han under Boxeropstanden i Kina sammen med daværende kaptajn Christian Cold med til på ØKs vegne at arrangere de store troppetransporter til Østasien fra sydrussiske havne. 1909 blev han optaget i ØKs direktion og beklædte denne post til udgangen af 1935. S.s arbejdsindsats i kompagniet var i ganske overvejende grad knyttet til skibsfarts-afdelingen hvor han var med til at opbygge ØKs store flåde og ikke mindst deltog i kompagniets overgang fra dampskibe til moderne motorskibe. Desuden sad han i årenes løb i perioder som bestyrelsesmedlem i forskellige af de af ØK startede eller til ØK knyttede selskaber, som fx i Dampskibsselskabet Orient, soyakagefabrikken og siden i Det Østasiatiske Industri- og Plantagekompagni. Endelig indtrådte han 1927 i selve hovedselskabets bestyrelse og var medlem heraf til sin død. 1912 indtrådte han desuden i bestyrelsen for Kbh.s Frihavns Aktieselskab, en post han beklædte frem til 1942.

Familie

Forældre: apoteker Fritz Adolph S. (1819–62) og Johanne Barbara Arboe (1827–66). Gift 1. gang 25.8.1893 i Kbh. (Garn.) med Thyra Ingeborg Viola Meyer, født 18.3.1870 i Kbh. (Helligg.), død 12.10.1905 sst., d. af grosserer Johan Philip Ferdinand M. (1828–87) og skuespiller Anna Marie Benedictsen (1835–74). Gift 2. gang 24.5.1911 i Kbh. (Holmens) med skuespiller Olga Harriet Meyer, født 7.8.1863 i Hamburg-Eppendorf, død 6.4.1944 i Kbh. (Cit.), søster til 1. hustru.

Udnævnelser

R. 1908. DM. 1912. K.2 1922. K.1 1927.

Ikonografi

Mal. af G. Achen, 1905 og af H. Vedel, 1939 (Dampskibsselskabet Torm). Foto.

Bibliografi

C. S. i Årbog for handels- og søfartsmuseet på Kronborg, 1951 22–55 (erindr.). – Jul. Bidstrup: Stamtvl. over familierne Hauberg og Arboe, 1911 56. Politiken 13.11.1949. Børsen s.d. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig