Jes Christiansen, Jes Peter Christiansen, 26.8.1889-23.3.1962, direktør for Sønderjyllands højspændingsværk, ingeniør. Født i Blansskov, Ullerup sg, død i Åbenrå, begravet sst. C. voksede op i et dansksindet hjem og modtog tidligt indtryk af den nationale spænding i Sønderjylland. Ved faderens død stod moderen tilbage med fire børn. C. kom efter konfirmationen i smedelære i Stovgård og arbejdede siden en tid som smedesvend - bl. a. hos Atlas i Kbh. -for selv at kunne bekoste det meste af en uddannelse ved ingeniørskolen i Mittweida i Sachsen hvorfra han 1914 tog afgangseksamen som maskin- og elektroingeniør. 1915 blev C. driftsingeniør ved storkoncernen Berliner Maschinenbau A. G. og udstationeret ved dens torpedostation i Høruphav. Efter krigen ville han yde en indsats i Sønderjylland og havde bl. a. planer om at oprette en maskinfabrik, men en tilfældighed førte ham sammen med det århusianske ingeniørfirma Eriksen & Sardemann der var interesseret i at organisere elforsyningen på Als. 1919 blev C. leder af firmaets afdeling i Sønderborg og kastede sig straks ud i et oplysningsfremstød over hele Nordslesvig. I stedet for spredt beliggende jævn-strømsværker tilstræbte han en samling af hele landsdelens strømforsyning. Endnu inden genforeningen 1920 oprettedes fem selskaber på andelsbasis, forbundet ved et fællesudvalg med C. som sekretær. Oprindeligt skulle strømmen købes nordfra, men prisudviklingen gjorde det allerede 1922 realistisk at vedtage opførelsen af Sønderjyllands Højspændingsværk i Åbenrå der kom i drift 1924 og lededes af C. til 1961. Dets kapacitet øgedes i denne tid fra 5 MW til 135 MW efter at det ny Enstedværk 1958 var taget i brug. Det havde så tidligt som 1929-30 udvekslingsordninger med tyske elværker, fra 1941 også med jyske og fynske, samarbejdet blev 1957 udvidet til ELSAM. Sønderjylland fik således før kongeriget et veludbygget forsyningsnet, og et landsdækkende værk, men derudover forfulgte C. med betydelig energi det mål at levere elektriciteten til den lavest mulige pris. For at opnå stordriftsfordelen drev værket en stærkt forbrugsfremmende prispolitik og gik 1930 som det første i landet over til tarifafregning med en fast afgift og en lav, ensartet elpris - i reglen den billigste i landet. Hertil bidrog at C. - foruden at gennemføre en yderst sparsommelig administration - til dels baserede elproduktionen på inferiørt brændsel der ellers ikke blev brugt, men som i en årrække gav kraftige forureningsgener i Åbenrå. De tyngende kreditforhold omkring værkets oprettelse bestyrkede C. i den opfattelse at renter og afdrag ikke måtte belaste elprisen. På 16 år gjorde han værket gældfrit. Ydermere var det efter datidens forhold store Enstedværk fuldt betalt da det blev taget i brug. Også her gik han dristigt nye veje: værket havde amerikanske forbilleder og var udstyret med kulstøvfyr som ved anskaffelsestidspunktet kun fandtes på forsøgsstadiet.

C. beklædte en lang række tillidshverv inden for og uden for elværksbranchen og var medlem af elektricitetskommissionen af 1941 samt af dennes arbejdsudvalg 1941-46. For Åbenrå bys Danske Samfund var han 1938-48 en effektiv formand, dette udpræget nationale arbejde var et af hans kæreste tillidshverv. I Sønderjyllands erhvervsråd hvis formand han var fra dets oprettelse 1950 ydede han en betydningsfuld indsats til fremme af sin landsdels erhvervsmæssige udvikling. Endvidere var han medvirkende ved oprettelsen af Erhvervsrådets investeringsfond. 1949 blev han optaget som medlem af Dansk ingeniørforening.

Familie

Forældre: gårdejer, senere kroejer Hans C. (1857-1901) og Marie Jessen (1864-1936, gift 2. gang 1903 med kroejer Andreas Andresen Møller, 1871-1942). Gift 27.5.1917 i Dybbøl k. med Charlotte Nielsen, født 14.11.1886 i Mammen, død 15.7.1942 i Åbenrå, d. af gårdejer Niels N. (1849-1924; bror til Anders N., 1859-1928) og Barbara Rasmussen (1855-1932).

Udnævnelser

R. 1947. R.1 1959.

Ikonografi

Mal. af Franciska Clausen, 1949 (Sønderjyllands Højspændingsværk). Foto.

Bibliografi

M. Refslund Poulsen: Erindr. II, 1957 95-107. Elektroteknikeren, 1959 256-58; 1962 128f 150f. Jes Peter Caspersen i Sprogforen.s almanak, 1963 137-40. Helle Askgaard: Den sønderjyske industris udvikling fra 1920 til 1970, 1970 50-62 205-08. Samme m. fl. i Sønderjyllands højspændingsværk andelsselsk. 1922-1972, 1972. G. Japsen i Åbenrå bys hist. III, red. J. Hvidtfeldt og P. Kr. Iversen, 1974. Aksel Hansen i Dybbøl sogns hist., 1976 582-86. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig