Johan Georg Pauli, 14.11.1736-16.4.1798, direktør i generalpostamtet. Født i Kbh, død i Lübeck. P.s far var trods et indbringende embede insolvent ved sin død, og sønnen kæmpede øjensynlig livet igennem med en slet økonomi. Som naturligt var fik også han en embedskarriere, og 1762 kom han ind i den militære forvaltning der netop da reorganiseredes, men ved J.-C. de Saint-Germains fald 1767 blev han afskediget med ventepenge. Disse beholdt han da han s.å. blev ansat som sjette, og dermed overtallig og ulønnet, direktør i generalpostamtet. I begyndelsen af 1770 overtog postkassen udbetalingen af hans ventepenge, og ved postamtets reorganisation i jan. 1771 under J. F. Struensee blev P. den ene af de tre direktører med 1000 rdl. i løn og en tredjedel af avisportoen. Han beholdt stillingen efter Struensees fald og overtog ledelsen af postvæsenets tyske afdeling. P. synes at have været en udmærket administrator, men når han trods sin bekendte pengenød kunne blive i den betroede stilling kan det kun skyldes at han havde formående fortalere, bl.a. holsteneren C. v. Saldern der var hans grandonkel og også ydede ham direkte bistand. 1774 blev hans bo taget under behandling, han optog lån, fik forskud og forhøjelser af lønnen "for hans Os bekendte ulykkelige Omstændigheder". Endnu tyve år holdt han den gående og selv da der ved Th. Holmskiolds død 1793 rejstes mistanke om misligheder ved postvæsenets kasser nød P. tillid idet han n.å. blev udnævnt til førstedirektør. Kort efter rejste han dog på en næppe frivillig inspektionsrejse til provinsen. Da postkassereren samtidig døde efter et ulykkestilfælde kom det for dagen at kassen kun indeholdt nogle få rdl., og kort efter blev det klart at P. alene tegnede sig for 12 896 rdl. af kassens totale manko på 28 327, lån han i årenes løb havde optaget hos kassereren. P. flygtede til Lübeck, og 4.1.1796 dømtes han af hof- og stadsretten til at have sit embede forbrudt, og hans bo blev beslaglagt til fordel for postkassen. Selv om P.s ulykke var selvforskyldt må ansvaret for at en embedsmand kunne komme så langt ud i uføret tilskrives den utilstrækkelige og uprofessionelle kontrol der førtes med de offentlige kasser. P. var 1773-78 medlem af Det kgl. teaters direktion. – Kancelliråd 1767. Justitsråd 1769. Etatsråd 1777.

Familie

Forældre: kancellist, senere sekretær i rentekammeret, sidst direktør for Øresunds toldkammer Otto Georg P. (ca. 1700-80) og Anna Kamphøvener (ca. 1715-75). Gift Christine Schultz, død 6.2.1788.

Bibliografi

Fr. Olsen: Postvæsenet i Danm. 1711-1808, 1903.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig