Martin Hammerich, Martin Johannes Hammerich, 30.7.1883-22.4.1940, hypoteklånefondsdirektør. Født i Kbh. (Jac), død i Sønderborg, begravet Kbh. (Vestre kgd.). H. blev student 1901 fra Østersøgades latinskole, 1907 cand.jur. og derefter by- og herredsfuld-mægtig i Lemvig (1910), Skjern (1911) og Stege (1912-18). Allerede i skoletiden var hans interesse for Sønderjylland blevet vakt. Samme dag han blev student meldte han sig ind i To løver, for hvis arbejdsudvalg Hejmdal han i nogle af studenterårene var formand. Blandt hans ungdomsvenner var de to unge sønderjyder P. A. Callø og Kresten Refslund Thomsen. Seksten år gammel var han første gang i Sønderjylland, og på talrige rejser derefter knyttede han forbindelser med førende personligheder, bl.a. H. P. Hanssen og J. H. Schmidt der i disse år som Oktoberforeningens tillidsmand var ledende i jordkampen. I sine studenterår tog han for at knytte mere personlige bånd mellem Sønderjylland og kongeriget initiativet til ordningen af sønderjyske børns feriebesøg i Danmark. Umiddelbart før krigens afslutning stod han på nippet til at realisere en plan om en rejse til USA for blandt landsmænd dér at vække interesse for det sønderjyske spørgsmåls løsning ved de kommende fredsforhandlinger, men Tysklands sammenbrud hindrede rejsen, og umiddelbart derefter (dec. 1918) udnævntes han efter H. P. Hanssens forslag til sekretær for statsministeriets udvalg til forberedelse af genforeningen.

Da ministeriet for sønderjyske anliggender oprettedes (1919), blev han dets og 1920 statsministeriets sønderjyske afdelings kontorchef til dec. s.å. Derefter knyttedes han til udenrigsministeriet som leder af kontoret for sønderjyske sager. På disse poster kom H. til at øve en betydningsfuld indflydelse ved forberedelsen af dansk administrations og lovgivnings indførelse i Sønderjylland, og efter fredsslutningen var han som udenrigsministeriets konsulent ledende i de forhandlinger med Tyskland som grænsefiytningen havde nødvendiggjort og som afsluttedes med traktaten af 1922. – Man havde i Sønderjylland håbet at se H. i en af de ledende administrative stillinger i grænselandet, men da disse blev besat var han bundet til genforeningsarbejdet i Kbh. Da dette ebbede ud søgte han den beskedne stilling som dommerfuldmægtig i Løgumkloster. Han kom på denne plads i nær berøring med landbefolkningen og dens vanskeligheder, og jordspørgsmålets betydning for grænsebefolkningen klaredes for ham. Han gav stødet til nedsættelsen af jordfordelingskommissionen 1924, hvis sekretær han blev, og da jordkampen rejstes på ny tog han aktiv del i Landeværnets stiftelse og overtog på opfordring 1927 stillingen som direktør for Hypoteklånefondet, på hvilken plads han i de følgende vanskelige år øvede en indsats der blev værdsat i de sagkyndiges kreds og påskønnet af den nødstedte befolkning, præget som den var af varmhjertet forståelse af dens kår. Under det stærke røre omkring grænsen i foråret 1933 var han medvirkende ved oprettelsen af Det unge grænseværn, ligesom han da tog initiativet til dannelsen af Grænseegnenes danske samfund for hvis sammenslutning han var formand 1933-40.

Familie

Forældre: ingeniør, senere etatsråd Holger H. (1845-1915) og Pouline C. E. Mølmark (1854-1927). Gift 30.7.1913 i Randers med overretssagfører Esther Johanne Maria Jørgensen, født 26.5.1887 i Randers, død 15.2.1926 i Løgumkloster, d. af sagfører Anders J. (1857-1915) og Anna Kirstine Maria Nielsigne Nielsen (1859-1937).

Udnævnelser

R. 1920. DM. 1922.

Ikonografi

Mal. af Magdalene Hammerich, 1901. Afbildet på Erik Henningsens mal. af rusgilde, 1909 (Studenterforeningen). Buste af G. Hammerich 1921 og 1931. Foto.

Bibliografi

Interview i Tilskueren Lll, 1935 II 85-93. – P. A. Callø i Hejmdal 28.7.1933. Grænsevagten XXII, 1940 160-62. Hans Andersen i Nord-syd II, 1957-58 204-11. M. Refslund Poulsen i Sønderjydsk månedsskr., 1958 85-88. – Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig