Ferdinand Salling, Ferdinand Frederik Salling, 10.5.1880-22.6.1953, direktør for stormagasinet Salling. Født i Århus (Domsg.), død sst., begravet sst. (Nordre kgd.). Efter skoletiden kom S. i manufakturhandlerlære hos Ulrich Marcussen i Fredericia hvor han allerede viste sit særlige handelstalent ved i fritiden at tage synåle og tråd i. kommission og afsætte disse varer til byens syersker. Endnu inden han var udlært, fik han – ved at påberåbe sig at han var det – plads som førstekommis hos P. Sieburg i Odense. Herfra kom han til Peter Koch i fødebyen og senere til Alfred Zacho i Randers. Det sidste sted fungerede han en tid under chefens sygdom som daglig leder. Det gav ham mod på at begynde for sig selv, og 19.10.1906 etablerede han sig på Søndergade 34, Århus, i en forretning hvor i forvejen tre manufakturhandlere var gået fallit. Startkapitalen var 800 kr., hvoraf de 300 gik til reklame – et typisk udtryk for S.s sales promotion. Han har fra sine første år selv fortalt at han, når der ikke var kunder, sad i baglokalet og syede bolstre sammen til dyner og puder, som han derefter stoppede med dun og fjer. På vejen mod det stormagasin, der – som provinsens største – skulle komme til at bære hans navn, optog S. efterhånden flere varegrupper. 1916 flyttede han over gaden til Søndergade 27, og snart efter erhvervede han også ejendommen Østergade 29, hvis grund stødte op til den i Søndergade. I løbet af 1930erne blev forretningen udvidet flere gange, og snart skabtes et moderne butikskompleks. Ved årtiets midte kunne S. med god grund annoncere: "Altid først – altid størst". Opkøbene af ejendomme fortsatte, og 1946 udskrev S. en konkurrence for stormagasinet som det tager sig ud i dag. Konkurrencen blev vundet af arkitekt C. F. Møller. S. havde i sine sidste år planer om at placere en ny forretning eller filial i Frederiksbjergkvarteret og havde til formålet erhvervet en grund. Planerne blev dog aldrig gennemført. Det blev de til gengæld på Søndergade hvor det første spadestik til forbindelsesbygningen Søndergade/Østergade blev taget samme dag han døde. Efter eget udsigende var S. i sine yngre år en hård chef der stillede store krav til sit personale. Kravene holdt han fast på, men den generelle holdning mildnedes naturligt med alderen. Han lagde vægt på at kende sine kunder og gik ofte selv ind som ekspedient, når kendte ansigter stod for disken. Firmaet blev aktieselskab 1952. Privat var S. meget hesteinteresseret og en af provinsens største hesteejere. En årrække var han formand for Jysk galophesteejerforening, og en voksende tilslutning til galophestesporten må ses i sammenhæng med hans aldrig svigtende sans for reklamens betydning. Han skabte en række store avisdage på Jysk væddeløbsbane og sad som galoppens førstemand i repræsentantskabet for Jysk væddeløbsforening.

Familie

Forældre: detaillist, senere købmand Hans Christian S. (1841–1923) og Karen Marie Jensen (1838–1919). Gift 30.7.1918 på Frbg. med Helene Nikoline Smith Christensen Vandet, født 12.10.1896 i Årup, Skydebjerg sg. (gift 2. gang 1943 med salgschef Johan Peter Heidner, 1892–1978), d. af manufakturhandler Herman Christensen V. (1866–1935) og Anne Christine Helene Amalie Jensen (1868–1936). Ægteskabet opløst. – Far til Herman S.

Bibliografi

Demokraten 23.6.1953. Århus amtstid. s.d.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig