John Winther, 20.8.1933-13.5.2012, operadirektør. Navneforandring 1946. Ofte kan det danske musikliv være længe om at erkende at noget særligt er på færde. I John Winthers tilfælde stod det klart for alle fra det øjeblik han gjorde sin professionelle entré. Efter at have spillet saxofon i Tivoligarden var han kommet på konservatoriet i København med obo som hovedfag, men havde hurtigt skiftet til klaver. Allerede inden debuten fra solistklassen i april 1954 havde han nået at akkompagnere Aksel Schiøtz på en turné til Færøerne og havde markeret sig med samtidens musik såvel i Det unge tonekunstnerselskab som i Danmarks radio. Selve debuten karakteriseredes som "en af de mest bemærkelsesværdige, der længe har fundet sted" (Poul Rovsing Olsen i Berl. tid.). Samme sommer var han med stor succes solist med Tivolis symfoniorkester, og om efteråret fik han Musikanmelderringens kunstnerpris.
John Winther vandt hurtigt indpas ikke blot på det danske koncertmarked. Også udefra var der bud efter den talentfulde pianist. Alligevel syntes klaveret ikke at være ham nok. I et interview med Informations musikanmelder Hansgeorg Lenz erklærede han i begyndelsen af 1957 at han godt kunne tænke sig at blive operadirigent, og senere samme år fik han ved sin ansættelse som operarepetitør ved Det kgl. teater i det mindste en forsmag på glæderne. 1961-63 fungerede han rent administrativt som operasekretær ved teatret, og derefter tog han fat på den længe forudsete dirigentuddannelse. Efter studier ved konservatoriet i København debuterede han i spidsen for Silkeborg byorkester 1965, men fik aldrig gjort uddannelsen helt færdig før han senere det samme år reelt, og formelt fra juli 1966, blev operadirektør ved Det kgl. teater under Peer Gregaards ægide.
Arbejdsbyrden betød ret hurtigt at John Winther måtte frasige sig generalsekretærposten ved Den danske ballet- og musikfestival som han havde haft siden sept. 1964, og hans koncertvirksomhed tørrede naturligt nok totalt ind, når bortses fra enkelte sangaftener med John Winthers tredje syngende kone, sopranen Lone Koppel. Med mange udenlandske gæster, især på dirigentpodiet og i instruktørstolen, men også som tilskud til sangerstaben for at kunne besætte eksempelvis Wagnerrepertoiret, og tillige cheffruen som ensemblets hovedkraft i sopranfaget måtte det næsten uundgåeligt komme til interne konflikter i den kongelige operas rækker. I marts 1970 nåede de frem til avisernes beskuelse, og ved udgangen af sæsonnen 1970/71 forlod John Winther Det kgl. teater for at genoptage klaverspillet da forhandlinger om chefstillingen ved Göteborg-operaen ikke førte til noget resultat. Det blev i stedet Jørn Utzons nyrejste operahus i Sydney der fra marts 1973 fik glæde af John Winthers operavisioner. Også Lone Koppel optrådte i Sydney, men bevarede dog sin tilknytning til Det kgl. teater. Efter nogle vanskelige sæsoner i det teknisk dårligt fungerende operahus fratrådte John Winther i 1977 sin post, angiveligt efter konflikter om den kunstneriske linje, og blev i stedet direktør og klaverprofessor ved konservatoriet i Newcastle, NSW. 1980-85 var han leder af School of Music i Canberra, ACT, og fra 1985 virkede han som professor i klaver ved Academy for Performing Arts, Hong Kong. I 1979 søgte og fik han stillingen som chef for musikafdelingen i Danmarks radio for derefter i et tolinjers telegram at frasige sig den.
John Winther blev hædret med en række priser og legater for sit klaverspil der kun i beskedent omfang findes dokumenteret på grammofonplade.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.