Martin Dessau, 22.1.1865-6.11.1919, direktør i B & W. Født i Horsens, død i Hellerup, begravet i Kbh. (Mos. vestre). D. tog præliminæreksamen fra Horsens latinskole og begyndte 1879 som fjortenårig hos Philip W. Heyman. Efter læreårene kom han til at forestå kontakten med firmaets provinskunder og udnævntes - kun godt en snes år gammel -1886 til bestyrer af Fyns Svineslagteri i Assens. 1888 blev han antaget som leder af det ny andelsslagteri i Slagelse - et af landets første andelsslagterier - hvis opførelse han forestod, og han forblev som direktør her til 1894 da han grundlagde og selv overtog ledelsen af Odense offentlige Slagtehus og Eksportslagteri. Tre år senere afhændede han slagteriet til fynske andelsfolk og kaldtes derefter 1897 til den betydningsfulde stilling som merkantil direktør for Burmeister & Wains Maskin- og Skibsbyggeri. Selskabet arbejdede på dette tidspunkt under ret trange kår, de dårlige fragtkonjunkturer kastede deres skygge ind over værftets virksomhed, men D. udfoldede betydelig energi for at finde nye veje og forsøgte bl.a. at oparbejde en eksportforretning i centrifuger m.m. ligesom der anlagdes filialer forskellige steder i udlandet. I forbindelse med anstrengelserne herfor overtoges 1904 Frbg. Metalvarefabrik der igen udskiltes som selvstændigt aktieselskab da centrifugefabrikationen 1909 solgtes til Aktiebolaget Separator i Stockholm. I forbindelse med ændringer i B & Ws ledelse udtrådte D. april 1919 af B & Ws direktion, men fik i stedet sæde i bestyrelsen. På sine sidste dage, da døden brat indhentede ham, syslede han bl.a. med planer om oprettelse af et mønsterlandbrug. Endnu som direktør for B & W havde han i øvrigt bevaret tilknytningen til dette sit første virkefelt og havde taget del i planlæggelsen og udførelsen af forskellige dyrskuer. For Frbg. Metalvarefabrik var han direktør (-1916) og bestyrelsesmedlem til sin død og desuden gennem en årrække bestyrelsesformand for A/S Hørsholm Klædefabrik. 1906 var han venstres kandidat ved folketingsvalget i Slagelse. I sin virksomhed var D. præget af en energisk og til tider rastløs arbejdsaktivitet. Han var i besiddelse af betydelige forhandlingsevner og havde mange interesser og påtog sig ofte organisatoriske og repræsentative opgaver. - Etatsråd 1905.

Familie

Forældre: mægler Salomon Isac D. (1825-69) og Flora Meyer (1827-96). Gift 1. gang 29.7.1890 i Kbh. (Mos.) med Bodil Inge Goldschmidt, født 17.7.1872 i Kbh. (Mos.), død 13.11.1897 i Hellerup, d. af fabrikant Bendix (Benny) Moses G. (1834-1901) og Dora Levy (1842-1924). Gift 2. gang 16.5.1902 i Kbh. (b.v.) med Ellen Margrete Salomonsen, født 28.9.1881 i Kbh. (Mos.), død 27.2.1916 i Hellerup, d. af dr. med., senere professor C. J. S. (1847-1924) og Ellen P. Henriques (1857-1920). - Bror til Benny D.

Udnævnelser

R. 1903. DM. 1912.

Ikonografi

Buster af Kai Nielsen og Elise Brandes. Foto.

Bibliografi

Interview i Politiken 22.12.1918. - Børsen 7.11.1919. Andelsbl., 1919 929f. A/S Burmeister & Wain 1872-1922, 1922. Aage Heinberg: Danske erhvervsmænd I, 1930 47-53. Johs. Lehmann: Burmeister & Wain gennem 100 år, 1943. - Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig