Niels Banke, Niels Stokholm Banke, 29.9.1907-4.8.1983, direktør for monopoltilsynet. Født i Esbjerg (Vor Frelser), død i Lyngby, begravet Lyngby parkkgd. B. blev student fra Frederiksborg lærde skole 1925, studerede statsvidenskab og boede i studietiden på Regensen. Han gjorde i disse år bekendtskab med Arne Sørensen og Robert Stærmose. 1930 blev han cand.polit. og ansattes s.å. i overskyldrådet, 1932 i indenrigsministeriet. Sammen med Stærmose var han lærer på andels-skolen 1932–36, 1936–40 ansat i landsoverskatterådet (senere Statens ligningsdirektorat), fra 1941 i prisadministrationen, 1962–71 som direktør for monopoltilsynet. 1939–62 virkede han desuden som lektor ved Handelshøjskolen, og han har været censor ved universiteternes økonomiske eksamener. 1936 deltog han i stiftelsen af dansk samling og var medredaktør af Det tredje Standpunkt 1936–37. 1943 medvirkede han ved udarbejdelsen af dansk samlings valgprogram og fra 1944 var han medlem af partiets illegale ledelse, fra januar 1945 medarbejder ved det illegale Morgenbladet. B. deltog i Danmarks frihedsråds forberedende udvalgsarbejde om efterkrigslovgivningen og indtrådte april 1945 i rådet under dæknavnet kontorchef Peter Høj. Han var centralt placeret i den strid om et økonomisk og socialt efterkrigsprogram som truede med at sprænge frihedsrådet tre uger før befrielsen. En række af de her fremførte tanker gik igen i dansk samlings program 1945 som B. havde væsentlig indflydelse på. Det var stærkt påvirket af J. M. Keynes og W. Beveridge og på mange måder forud for tidens politiske debat. Ved valget 1945 var han dansk samlings spidskandidat i Odense amt og meget nær ved valg. Herefter trak han sig ud af dansk samlings arbejde men var 1960 radikal folketingskandidat i Lyngby-kredsen. B. har været medarbejder ved Kristeligt Dagblad 1936–37 og skrevet mange dagbladskronikker og tidsskriftsartikler. Efter sin afgang fra administrationen har B. udfoldet et omfattende forfatterskab, også som anmelder, om økonomiske emner og om socialismens teori og historie. I bogform foreligger Konjunkturer og Kriser, 1936, Politisk ABC, 1953 og Socialismens historie, 1974. B. var medarbejder ved Dansk Erhvervsliv, 1941 og Det danske Samfund, 1957.

Familie

Forældre: lærer, bibliotekar Jørgen B. (1877–1953) og Regine S. V. Bruun (1878–1947). Gift 9.8.1931 i Ensted ved Åbenrå med gymnastik- og forskolelærer Elsebet Munk Nielsen, født 30.4.1907 i Hvejsel, d. af provst Anthon Marius N. (1871–1937) og Eli Margrethe Monrad (1879–1937).

Ikonografi

Tegn. af Otto Christensen, 1946. Afbildet på Georg Jacobsens mal. af Danmarks frihedsråd, 1951–53, og forarbejde dertil (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Halfdan Lefévre: Mændene i Danmarks frihedsråd, 1945. Jørgen Hæstrup: Hemmelig alliance, 1959.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig