A.W. Holm, Alfred William Holm, 19.1.1894-17.5.1965, direktør for Centralforeningen af isenkræmmere. Født i Thisted, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). H. udgik fra Thisted realskole og stod 1909–13 i lære i byens største isenkræmmerforretning, Carl C. Kjær. Efter at have aftjent sin værnepligt gik han 1913–14 på købmandsskole, men både fuldførelsen af uddannelsen her samt hans planer for en videregående handelsuddannelse i England måtte opgives som følge af udbruddet af første verdenskrig. I stedet var H. i det følgende år indrulleret i sikringsstyrken. 1915 fik han ansættelse i Grosserer-Societetets kontor for udenrigshandel og flyttede et par år senere til Industrirådets "krigskontor" hvor han var til kontorets afvikling 1919. De følgende par kriseår havde han forskellig beskæftigelse i handelsbranchen og blev desuden 1921 (-1948) forretningsfører for fællesrepræsentationen for de danske sparekasser. Afgørende for hans videre virke blev imidlertid at han 1922 overtog redaktionen af Isenkræmmerbladet der siden oprettelsen 1918 var blevet forestået af en privat bogtrykker. H. førte i de følgende år bladet ind i et fast samarbejde med de regionale isenkræmmerforeninger og disses centraludvalg (oprettet 1906). Samarbejdet førte 1924 til at H. valgtes som de danske isenkræmmerorganisationers sekretær i De nordiske isenkræmmerforeningers permanente komité der etableredes dette år. Han tog derefter initiativ til en konsolidering og udbygning af branchens foreninger, og på hans tilskyndelse oprettede centraludvalget 1926 et fast sekretariat med H. som leder. De følgende års omorganisering og omdannelsen af centraludvalget til en egentlig centralforening 1931 blev udgangspunkt for en udvikling der gjorde foreningen til en af butikshandelens mest indflydelsesrige organisationer, og H. var gennem sin mangeårige virksomhed som foreningens administrerende direktør (til 1961) i høj grad medvirkende hertil. Indadtil var hans virke især koncentreret omkring redaktionen af Isenkræmmerbladet, men han var også stærkt engageret i centralforeningens kursusvirksomhed (etableret 1929) og bestræbelserne for indførelsen af isenkramforretningernes fælles butiksmærke (pilmærket). Derudover blev han indvalgt som centralforeningens repræsentant i en række af dansk detailhandels organisationer og udvalg og var i årene mellem 1930 og 1960 en af branchens førende talsmænd. Han var således 1931–58 formand for landsudvalget mod illoyal og illegitim handel som blev etableret af omkring 50 handelsorganisationer 1931, og 1937–38 medstifter af De danske handelsforeningers fællesorganisation i hvis bestyrelse han indvalgtes og havde sæde til 1962 (viceformand 1945–59). Som repræsentant for den samlede butikshandel deltog han i socialministeriets udvalg vedrørende revision af funktionærloven 1946–47 og i den af handelsministeriet i 1949 nedsatte kommission til afvikling af krise- og besættelsesårenes vareforsynings- og prisreguleringslovgivning. Endvidere sad han gennem en række år i ledelsen af bl.a. Dansk principalforening (1947–56), Erhvervenes oplysningsråd (1947–59) og Butikshandelens fællesråd (1954–59). Ved siden af sin omfattende virksomhed påtog H. sig adskillige tillidshverv af politisk og kommunal karakter, bl.a. som medlem af ligningsrådet i Frbg. kommune 1934–46, af Turistrådet 1948–59 og af det konservative folkepartis repræsentantskab fra 1946.

Familie

Forældre: amtsstuebestyrer Frederik Villiam H. (1860–1938) og Ellen Marie Abell Ingerslev (1869–1946). -16.5.1919 på Frbg. med Hertha Garlin, født 21.4.1894 i Kbh. (Matth.), død 24.8.1971 på Frbg., d. af lagerchef, bødker August G. (død 1937) og Eline Hansine Frederikke Franck (ca. 1858–1925).

Udnævnelser

R. 1949.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Martin Jensen i Isenkræmmerbl., 1950 827–36. Samme sst. 1951 35–43. O. Brønnum Schou sst. 1961 329f. Børsen 18.1.1954. Sst. 18.1.1964. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig