C.L. Madsen, Christian Ludvig Madsen, 17.10.1827-18.1.1899, telegraftekniker, telefondirektør. C.L. Madsen blev tidligt faderløs, og moderen der ernærede sig som vaskekone fik ham 1841 optaget på artilleriets treårige underofficerselevskole. Hans senere militære løbebane markeres ved successive udnævnelser til bombarder, sergent, fourer, kommandersergent i den kgl. artilleribrigades tøjetat og skriver hos overtøjmesteren.

Han deltog i krigen 1848-50 og tog sin afsked fra hæren 1856 for at indtræde i telegrafvæsenets tjeneste; han blev telegrafist ved den optiske telegrafs station i Hamburg, det sydligste punkt for den første danske telegraflinje hvis nordligste station var Helsingør. To år senere forflyttedes han til København og konstitueredes 1862 som materielforvalter. Under krigen 1864 indlagde han sig så stor fortjeneste ved ordningen af søbefæstningens telegrafanlæg at krigsministeriet indstillede ham til ridderkorset, og 1868 da han var telegrafinspektør for søforterne udnævntes han til over-krigskommissær. N.å. trådte han ud af statstelegrafens tjeneste for at overtage stillingen som forretningsfører ved det nystiftede Store Nordiske Telegrafselskab. Han udarbejdede specifikationen af selskabets første undersøiske kabler i Østen og fik 1870 betroet den vanskelige opgave at forestå deres udlægning.

Efter hjemkomsten fra sit ophold i Kina og Japan blev C.L. Madsen 1872 leder af selskabets tekniske afdeling, og ved omorganisationen af selskabet 1874 og indtil sin definitive fratræden 1882 var han dets tekniske konsulent. Denne mere tilbagetrukne virksomhed tilfredsstillede dog ikke hans ærgerrighed, og da The International Bell Telephone Company 1880 påbegyndte arbejdet for indførelse af telefondrift i København kom han ved C. F. Tietgens mellemkomst i forbindelse med de amerikanske udsendinge og blev leder af den danske afdeling. C.L. Madsen var således den første telefondirektør i København, og da Kjøbenhavns Telefon-Selskab stiftedes 1882 for at overtage virksomheden valgtes han også til dettes administrerende direktør; han varetog dygtigt dette hverv under vanskelige vilkår idet interessen for anskaffelse af telefon i begyndelsen var meget ringe.

C.L. Madsen lagde særlig vægt på at tilvejebringe et godt forhold til abonnenterne; han fik bl.a. indrettet særlige telefonlokaler på Toldboden og på Børsen, ligesom han lod anbringe transmittere i Det kgl. teater hvorfra en ledning førtes til seks telefonapparater i Industriforeningen så medlemmerne på skift kunne lytte til aftenens operaforestilling. Under C.L. Madsens direktorat moderniseredes centralteknikken, og luftledningsnettet i den indre by blev dels "komprimeret" ved anvendelse af luftkabler, dels erstattet af underjordiske kabler; da han med udgangen af 1889 måtte trække sig tilbage var der udarbejdet store projekter til ombygning, særlig af forbindelserne med de dengang vanskeligt tilgængelige kvarterer på Gammelholm og langs hele havnen.

C.L. Madsen havde mangeartede interesser og beskæftigede sig navnlig i sine sidste leveår med matematiske og naturvidenskabelige studier der bl.a. resulterede i en afhandling om bestemmelsen af et steds middeltemperatur når dets geografiske position er givet. Med udmærket fremstillingsevne og meget sprogkyndig som han var skrev C.L. Madsen denne afhandling på engelsk under titlen Thermogeographical Studies og indsendte den til konkurrencen om en af Smithsonian Institution i Washington stillet prisopgave; 1895 fik han institutionens Hodgkins medalje for sit værk, og 1897 blev det udgivet med støtte af Carlsbergfondet.

Familie

Født i København (Garn.), død i Valby, begravet på Frederiksberg (Solbjerg).

Forældre: annectert ved 2. livregiment, savskærer Niels Madsen (Ensløv) (ca. 1779-1837, gift 1. gang med Ellen Nielsdatter, ca. 1788-1826) og Nicoline Cathrine Krog (1794-1878). Gift 26.5.1865 i Kbh. (Frue) med Dorthea Frederikke Faber, født 22.2.1842 i Kbh. (Helligg.), død 5.4.1925 sst., d. af smedemester, kaptajn i borgervæbningen Niels Andreas F. (1799-1868) og Elisabeth Eibye (1799-1886).

Udnævnelser

Overkrigskommissær 1868.

Bibliografi

Det store nord. telegrafselsk. 1869-1894, 1894. R. N. A. Faber i Ingeniøren VII, 1898 93-96. Poul Borberg: Kbh.s telefon 1881-1931, 1931.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig