G.B. Rühne, Gustav Bjørn Rühne, 12.1.1898-1.9.1964, direktør for A/S HOKI. Født i Horsens, død sst., urne på Horsens kgd. R. stod i købmandslære i Horsens 1912–16 og var derefter til 1918 medhjælper hos B. Eefsen (tekniske artikler og smøreolie) sst. Efter soldatertjeneste var han 1919–21 ansat i olieimportfirmaet William Harding, København. Sidstnævnte år tog han hjem og blev optaget som kompagnon i faderens agentur- og kommissionsforretning der var grundlagt 1891. Allerede som 22-årig startede han sammen med en bror et eksportfirma med filialkontorer i Hamborg og Barcelona; firmaet handlede med krydderier samt tørret og frisk frugt. Da faderen blev langvarigt syg blev han dog snart nødt til at opgive denne side af sin virksomhed for at pleje den hjemlige forretning. Den økonomiske krise der satte ind i slutningen af 1920erne bragte ham på den tanke at det gennem særlige indkøbsarrangementer måtte være muligt at skaffe købmandsstanden billigere varer der igen kunne øge fortjenstmulighederne. Man fik to købmænd på egnen, Chr. Madsen, Kjærsgård, og Axel Rasmussen, Hornum, interesseret i ideerne, og de tre fik samlet en kreds på 20 købmænd der 7.9.1933 oprettede Horsens og Omegns Kolonial Indkøb, senere forkortet til HOKI, med R. som leder. Efter nogle vanskeligheder i den første tid hvor det på grund af en vis mistillid hos leverandørerne kneb med at skaffe varer kom der gang i foretagendet – bl.a. fordi Otto Mønsteds margarinefabrikker besluttede at levere. Tilbudene strømmede ind, og foreningen voksede hastigt. Et hovedprincip var at alt skulle betales kontant. Hver deltager havde indskudt 200 kr. der skulle gå til de første indkøb. Der blev afregnet hver tirsdag, og om onsdagen var der rent bord til nye leverancer. 1934 blev der i forbindelse med oprettelsen af en lokalforening i Esbjerg dannet en landsorganisation der snart fik tilslutning fra en række byer. Ved jubilæet 1958 var der 14 lokalforeninger med 700 registrerede og 200 løse kunder. Omsætningen var det første hele regnskabsår på ca. 580.000 kr., i 1958 ca. 62 mill. I 1936 oprettedes A/S HOKI import og eksport med R. som direktør, fra 1950 A/S HOKI der efterhånden også optog produktion af forskellige dagligvarer. Et særligt finansieringsfond HOBI, fra 1947, havde i 1958 opsamlet så store reserver at kontrakterne med lokalforeningerne kunne tilbageleveres og det solidariske ansvar dermed ophæves. R. var i sine sidste år optaget af planer om udvidelser af sin indkøbssammenslutning, og han nåede at se begyndelsen til A/S TRICA (foruden HOKI også OCEKA og Nordisk Handelshus) samt at blive formand for finansieringsselskabet A/S KØFI. På fagets vegne havde han sæde i forskellige firmabestyrelser og fonds og tillige i Det danske Emballageinstitut og Århus Privatbank. Privat var han meget interesseret i sociale spørgsmål og bl.a. formand for velgørenhedsselskabet Frelsens hærs venner. Under besættelsen støttede han modstandsbevægelsen på forskellig måde, og efter krigen kom han til at forestå dels arbejdet med afviklingen af flygtningelejrene i Midtjylland, dels realisationen af de tyske efterladenskaber i de lokale politikredse. Han var initiativtageren til opførelsen af 4. maj-kollegiet i Horsens. 1946 modtog han Hollandsk røde kors' æresmedalje for sin indsats i Hollandshjælpen. – R. 1960.

Familie

Forældre: købmand Astor Bjørn R. (1868–1929) og Mette Kirstine Sørensen (1874–1948). Gift 6.11.1923 i Randers (Skt. Peders) med Helga Petersen, født 6.9.1901 i Randers, d. af proprietær Hans P. (1871–1941) og Margrethe Faurschou (1878–1917).

Bibliografi

Børsen 12.1.1948 og 7.9.1958. Dansk handelsbl. 29.8.1958 og 4.9.1964. Politiken 4.9.1958. Århus stiftstid. 2.9.1964. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig