Johannes Grønborg, Johannes Nielsen Grønborg, 10.10.1896-25.5.1986, direktør for trælasthandel. Født i Serridslev ved Brønderslev. G. blev uddannet i kolonial- og grovvarebranchen 1910-17 og var derefter et år på Købmandsskolen i Kbh. 1918 blev han ansat i Århus Tømmerhandel hvor han 1930 blev prokurist. Allerede tre år efter blev han direktør for A/S P. Schou & Co.s Trælasthandel i Kolding. G. viste sig i de følgende år som en fremsynet erhvervsmand med udpræget fornemmelse og talent for storhandel. Han gennemrationaliserede den ca. 100 år gamle virksomhed med hvad man dengang anså for forbløffende resultater – det nævnes således at han ved at udskifte hestespand med traktorer opnåede en. forbedring af økonomien i denne sektor på det tre- til firedobbelte, og lignende resultater kunne han efterhånden fremlægge for andre processer i den 18.000 kvadratmeter store tømmergård. G. gjorde ikke nogen hemmelighed ud af hvad han foretog sig. Han fortalte om det i skrift og tale til kolleger og konkurrenter, og hans arbejdsplads stod åben til studier for alle interesserede. 1963 tog virksomheden navneforandring til Grønborgs Tømmerhandel A/S som han derefter ledede til 1972. -G. har haft en meget lang række tillidshverv i sin branches og handelens almindelige organisationer; især har problemerne omkring de unges uddannelse interesseret ham. Han var bl.a. formand for Kolding handelsstandsforening 1951-64, for Kolding købmandsskole og Sydjyllands handelshøjskole 1947-64, for Provinshandelskammerets skoleudvalg 1949-54, for Foreningen af jyske trælasthandlere 1953-63 og Trælasthandlerunionen 1954-63. Han sad i bestyrelsen for Den jyske handelsstands centralforening 1951-64, i Træbranchens oplysningsråd 1957–63 samt endvidere i Handelsskolerådet 1947-56 og eksamenskommissionen for handelsskolerne 1946-54. I 24 år var han medlem af Skt. Nicolai sogns menighedsråd, valgt på den grundtvigske liste. G. var svensk vicekonsul 1941-62.

Familie

Forældre: gårdejer Niels Christian Nielsen (1864-98) og Ane Kirstine Pedersen (Grønborg) (1870-1926). Gift 1.4.1922 i Århus (Skt. Pouls k.) med Sigrid Jensen, født 21.2.1898 i Vejlby ved Århus, d. af bygmester Jørgen J. (1854-1931) og Kirstine Hansen (1860-1947).

Udnævnelser

R. 1957.

Bibliografi

Børsen 9.10.1956. Jyllandsposten 9.10.1976. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig