K. Dorph-Petersen, Knud Dorph-Petersen, 8.5.1872-26.9.1937, frøkontrol-direktør. Født på Barfredshøj, Rerslev sg., Kbh.s amt, død på Frbg., begravet sst. (Solbjerg). D.-P. tog 1891 studentereksamen fra Borgerdydskolen hvorefter han i fem år uddannede sig i godslandbrug – med dets betoning af planteavlen – på sjællandske og lollandske gårde. Sekondløjtnantgraden 1894 var her et efterhånden traditionelt mellemspil for vordende landbrugsspecialister. Som nybagt landbrugskandidat fungerede han sommeren 1898 som assistent ved landbohøjskolens landbrugsafdeling og blev s.å. sekretær ved det netop etablerede statens plante-avisudvalg. Fem år senere blev den dygtige og ærgerrige D.-P., som i den mellemliggende tid havde videreuddannet sig bl.a. i plantefysiologi ved universiteterne i Kbh. og Jena, direktør for Statsfrøkontrollen i Kbh. Her var den rette mand på den rette post. Med utrættelighed og dygtighed fik han kontrollens virksomhed udbygget og forbedret så dansk frøavl og -handel efterhånden fik et afgjort kvalitetspræg. De danske græsmarker og da især bælgplantebestanden heri var hans hjertesag, jfr. værkerne Om Avl af Græs- og Kløverfrø, 1908 og -12 og Forøg Udbyttet af Græsmarken!, 1908. Da man netop i hans sidste leveår noterede dansk selvforsyning med kløverfrø satte man egentlig det bedst tænkelige monument over hans indsats her. Og dog var han ingenlunde snævert national eller for den sags skyld ensidigt agrarisk i sine synspunkter. Fra første færd arbejdede han på at udbygge det internationale samarbejde på frøområdet. I 1924 var han med til at oprette den internationale frøkontrol-association og blev dens første præsident og redaktør af dens tidsskrift. Til en engagerende og fagligt velfunderet fremstillingsform kunne han føje særdeles gode sprogkundskaber. Af samme grund havde landbrugsministerium og -organisationer bestandig bud efter ham når der skulle udpeges danske deltagere til internationale kongresser og møder – og prompte blev deltagelsen fulgt op af udførlige rapporter. Når de regionale landbrugsorganisationer holdt planteavlsmøder var D.-P. på pletten for at tale sin hjertesag. Det hører også med i billedet at han under 1. verdenskrigs spekulationsfeber i frøavl og -handel uforfærdet talte helhedens, samfundets sag over for profitbegærlige frøfolk. At han ud over faglig anseelse nød kollegial tillid ses af de mange organisationsposter han efterhånden fik overdraget som bestyrelsesmedlem i Foreningen af danske landbrugskandidater 1916-22, næstformand 1920 og formand 1929 i den danske afdeling af Nordiske jordbrugsforskeres forening. Endvidere blev han indvalgt i Landhusholdningsselskabets bestyrelsesråd samt optaget som korresponderende medlem af en række udenlandske selskaber, såsom National Institute of Agricultural Botany, England, og det kgl. svenske landbrugsakademi. Af litterære arbejder kan ud over de allerede anførte nævnes Statsfrøkontrollen 1871-1896-1921, 1921, desuden en række artikler i leksika og frøkontrollens årlige beretninger. Ved landbohøjskolen var han censor siden 1908, desuden gæsteforelæste han på højskolen 1928-29 over landbrugets planteavl.

Familie

Forældre: forpagter, senere proprietær H. D.-P. (1844-1918) og Johanne J. A. H. Berg (1840-84). Gift 4.6.1903 i Kbh. (Jesusk.) med Thora Marie Madsen, født 27.12.1873 i Kbh. (Garn.), død 19.3.1967 på Frbg. (Diakonissestift.), d. af premierløjtnant, senere krigsminister W. H. O. M. (1844-1917) og Albertine Henriette Petersen (1838-1919).

Udnævnelser

R. 1921. DM. 1927.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Studenterne fra 1891, udg. Carl S. Petersen, 1916. Ugeskr. for landmænd, 1932 299f. O. H. Larsen i Tidsskr. for landøkonomi, 1937 789-96. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig