Ove Munch, 27.4.1928-20.5.1996, direktør for Industrirådet. Født i Nyborg. M. havde det meste af sit liv inden for erhvervslivets organisationer. Han blev student 1946 og samtidig med at han studerede statsvidenskab var han ansat i Landsforeningen dansk arbejde. Efter at være blevet cand.polit. 1956 kom han ind i Jern- og metalindustriens sammenslutning hvor han 1963 blev underdirektør og 1967 stedfortrædende direktør. I sin tid i jernindustrien var M. en af pionererne i etableringen af de samarbejdsforsøg der gik forud for de endelige samarbejdsaftaler ligesom han arbejdede med indførelse af moderne lønsystemer. 1971 blev M. direktør i Industrirådet, og dermed indledtes både indadtil og udadtil en ny stil. Som leder af den gamle organisations ret omfattende administrative apparat har M. virket som den nutidige leder: ligefrem og uhøjtidelig med udprægede evner for at stimulere medarbejderne. Ganske klart var også hans talent for at sikre Industrirådet kvalificerede medarbejdere. Trods hele sin liberalitet og åbenhed var det dog åbenbart at han kunne lide selv at træffe beslutninger.

Hele fornyelsen på de indre linjer, markeret med den nye store bygning på Rådhuspladsen, dannede grundlag for Industrirådets ændrede position i dansk erhvervspolitik. Lige siden Camillus Nyrops (1843-1918) tid havde det været praksis at man ventede på sagerne. Man ventede på at centraladministrationen skulle bede om en udtalelse. Nu kom man selv med sin opfattelse, nu var der prompte kommentarer til aktuelle spørgsmål og forslag til deres løsning. I løbet af nogle år blev Industrirådet og dets synspunkter en realitet i den offentlige debat. Industrirådets formand siden 1978 Erik B. Rasmussen sluttede sig, da han kom til, klart til samme linje og selv videreudviklet den. M. lagde sin hovedkraft i Industrirådet, og de mange hverv han havde var nøje knyttet til stillingen. M. fortsatte som direktør for Industrirådet frem til 1990. Herefter virkede han bl.a. som rådgiver for industrien i Litauen.

Familie

Forældre: trafikassistent, senere overkontrollør ved DSB Christian Severin Theodor M. (1900-63) og Anna Emilie Pedersen (født 1903). Gift 1.10.1955 i Kbh. med sygeplejerske Ulla Margit Pedersen, født 29.9.1931 i Øde Førslev, d. af kontrolassistent Frederik Simon P. (1888-1958) og Ella Marie Pedersen (1899-1978).

Udnævnelser

R. 1973. R.1 1980.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Børsen 16.7.1971.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig