Sosthenes Behn, 30.1.1882-6.6.1957, telefondirektør, USA. Født på Skt. Thomas, daværende Dansk Vestindien, begravet på Arlington National Cemetery, Washington, D. C. B. gik i skole i Ajaccio og i Paris og blev 1900 ansat i en New York-bank. 1904 startede han med sin broder Hernand B. (1880–1933) et bankierfirma på Puerto Rico. Derefter fik han interesse for telefoni, og da han ved 1. verdenskrigs begyndelse havde meldt sig til den amerikanske hær benyttede han et kort ophold i New York til aftaler med American Telephone & Telegraph Co. om oprettelse af et telefonselskab på Cuba. Efter tjeneste i Frankrig som officer i U. S. Signal Corps under slagene ved Château-Thierry, St.-Mihiel og Argonne fik B. 1919 afsked som oberstløjtnant. Derefter genoptog han sin forretningsvirksomhed, og sammen med broderen stiftede han 16.6.1920 International Telephone and Telegraph Corporation (ITT). Det nye selskab havde indflydelse i tre telefon- og telegraf selskaber på Puerto Rico og Cuba med 1400 ansatte. 1925 fik det med ét slag verdensformat gennem erhvervelsen af International Western Electric Co. og dets datterselskaber i Argentina, Australien, Belgien, Kina, England, Frankrig, Italien, Japan, Norge, Polen og Spanien. Og før 2. verdenskrig var telekommunikationsvirksomheder i endnu en række lande, deriblandt Danmark, sluttet til koncernen. Under krigen udviklede den sig meget stærkt især i USA og er nu verdens største foretagende indenfor elektronisk og telekommunikations-materiel og service. B. bevarede lederposter i en lang række af koncernens selskaber og førte en dertil svarende kosmopolitisk tilværelse. –

Familie

Forældre: Richard August William B. (født ca. 1849) og Sarato Louise Mendes Monsanto (født ca. 1855). Gift med Margaret Dunlap.

Udnævnelser

K. 1938.

Bibliografi

Facts about ITT, 1965.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig