Th. Thaulow, Thorvald Hansenius Tetens Thaulow, 24.5.1842-27.7.1893, telegrafbestyrer, direktør for Kbh.s bypost. Født i Kbh. (Helligg.), død sst., begravet sst. (Holmens). Efter endt skolegang i Borgerdydskolen i Kbh. blev T. 1857 ansat ved 2. toldskriverkontor i Kbh., men søgte ind i telegrafvæsenet hvor han blev aspirant og reservetelegrafist 1861, konst. telegrafist 1868, telegrafist 1870, overtelegrafist 1893. Indtil 1864 forrettede han tjeneste i telegrafdirektoratets sekretariat, derefter dels ved stationstjenesten, dels ved telegramudleveringen. I kortere perioder fra 1891 til sin død bestyrede han filialkontorer i Kbh., Børsen, Vesterbro og Toldboden. 1874 udgav han en tjenstligt præget lille bog (Om Telegrafen, kortfattet Fremstilling af den elektriske Strøms mekaniske Anvendelse i Telegrafiens Tjeneste og om elektriske Ringeapparater), men søgte i øvrigt ligesom adskillige af sine kolleger at supplere sin beskedne løn ved privat foretagsomhed. T. startede således Kbh.s by- og hustelegraf sammen med ingeniør Severin Lauritzen, og da dette egenartede firma efter en fordelagtig overenskomst med telefonselskabet ophævedes med udgangen af 1882, oprettede han 1883 Kbh.s bypost der videreførte visse grene af firmaets virksomhed som et lokalt postvæsen med egne, gule postkasser, egne frimærker og postvogne samt drev en omfattende ekspedition af pakkepost, budbesørgelse etc. såvel i det egentlige Kbh. som i kvartererne langs Strandvejen indtil Skodsborg og sydpå til Dragør. Stationer med stort budpersonale fandtes rundt om i hovedstaden, men i øvrigt kunne pakker indleveres til besørgelse hos de fleste urtekræmmere. På de daglige udenbys ture standsede bypostens vogne når man havde hængt et særligt skilt ud for at tilkendegive ønske derom. 1885 købte T. ejendommen GI. Strand 46 som hovedsæde for byposten der bl.a. virkede som godsindleveringsstation for statsbanerne; nogle år senere købte han Pedersborggård i Høsterkøb vistnok særligt med henblik på foderleverancer til bypostens store hestehold. 1890 afhændede han sine private foretagender og solgte de to ejendomme. Fra 1891 til sin død var han klasselotterikollektør.

T. var lyrisk og musikalsk begavet og tillige meget fædrelandssindet; dette gav sig udslag i adskillige digte hvortil han selv satte musik. Almindeligt kendt og i høj grad folkeyndet blev Slesvig vort elskede, omstridte Land som han 1876 skrev til et folkemøde på Skamlingsbanken; sangen, tilegnet dronning Louise, blev bl.a. indlagt i skuespillet Landsoldaten. T. var frimurer og nærede stærk filantropisk interesse. Fra 1878 til sin død var han formand i Foreningen fattiges juleglæde der under hans initiativrige ledelse opnåede høj anseelse inden for byens private velgørenhedsarbejde. Ved sit indtagende væsen, fordelagtige ydre og øvrige repræsentative egenskaber vandt han let sympati for sine bestræbelser til gavn for foreningen; bl.a. fik han 1882 kongen til at være dens protektor, og dens assembleer, basarer og stiftelsesfester der sædvanlig afholdtes i Larsens lokaler, Skt. Annæplads 13 samlede regelmæssigt et meget stort antal deltagere fra det kbh.ske borgerskab. Navnlig ved disse lejligheder brillerede T. i kraft af sit arrangementstalent og sine selskabelige anlæg; men hans digteriske åre kom i hans femtenårige formandstid også jævnligt foreningens litterært prægede medlemsblad Stjerneskud til gode. Til det mere festbetonede arbejde for fremskaffelse af pengemidler ud over medlemsbidragene til den årlige juleuddeling føjede han, ligeledes som personlig indsats, besøg hos nødstedte familier i byens fattigkvarterer til sikkerhed for hjælpens rette anvendelse.

Familie

Forældre: isenkræmmer Thevis Arnoldus T. (1807–78) og Sigfriede Margarethe Hansen (1819–86). Gift 1. gang 6.12.1879 i Kbh. (Holmens) med Ida Augusta Pauline Scheller, født 1.8.1858 i Kbh. (Petri), død 9.6.1888 sst. (Holmens), d. af stenhuggermester, premierløjtnant i borgervæbningen Alfred August S. (1825–1913) og Sophie Amalie Christine Schröder (1831–1916). Gift 2. gang 14.5.1891 i Kbh. (Holmens) med Maja Orlaline Helm, født 15.5.1848 i Kbh. (Helligg.), død 4.5.1927 sst. (Holmens) (gift 1. gang 1872 med distriktsforstandcr, lærer ved søofficersskolen Carl Olaf Andreas Hoffgaard, 1837–89), d. af tøjfabrikant, grosserer Johan Hendrik H. (1807–91) og Jacobine Johanne Boline Jacobsen (1814–87).

Ikonografi

Litografi af 1. W. Tegner, 1889, efter foto. Relief af Vilh. Pacht (tilintetgjort).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig