Thorkild Juncker

Thorkild Juncker, Thorkild Peter Juncker Hansen, 3.10.1897-28.11.1955, direktør. Født i Kbh. (Math.), død i Århus (Rom.-kat.), begravet sst. (Nordre kgd.). J. startede som lærling i Østasiatisk Kompagni 1914, men kom 1919 til Aarhus Oliefabrik som direktionssekretær. På et ret tidligt tidspunkt blev det klart, at J. trods sin ungdom ville blive direktør på oliefabrikken. Da økonomiske vanskeligheder og tvivlsomme transaktioner fra den tidligere administrerende direktørs side 1928 førte til dennes afskedigelse og virksomhedens rekonstruktion blev J. udnævnt til ny administrerende direktør. Han spillede sammen med formanden for oliefabrikkens bestyrelse, C. L. David, en afgørende rolle for genrejsning af virksomheden og bragte den i løbet af 1930erne frem til et velkonsolideret foretagende. Ved siden af at være en god forretningsmand var J. også en god og afholdt personaleleder. Aarhus Oliefabrik gik i 1930erne i spidsen her i landet i forsøg på at forbedre medarbejdernes forhold. Der oprettedes pensionskasser, understøttelsesfonds og en stiftelse for afgåede medarbejdere, ligesom der blev købt et feriecenter for arbejderne og sommerhuse til brug for funktionærerne. -J. var i 1930erne en af landets førende industrifolk, ikke kun i kraft af sin direktørpost på oliefabrikken, men også fordi han lagde et betydeligt arbejde inden for erhvervslivets organisationer. Han var således medlem af Industrirådet fra 1929, ligesom han 1932–33, 1936 og 1939–40 var med i de delegationer regeringen udsendte for at føre handelsforhandlinger i England. Endvidere var han 1937 medlem af statsministeriets produktions- og råstofudvalg og af det erhvervsøkonomiske råd 1939–40. Til billedet af J. virke i 1930erne hører også hans arbejde for det nyoprettede Århus universitet hvor særlig det økonomiske institut havde hans interesse.

Lige så strålende en karriere J. havde i disse år, lige så skæbnesvangre blev besættelsesårene for ham. Han var ikke nazist, vendte sig således mod jødeforfølgelserne; men han troede på en tysk sejr, og mente at en sådan situation kunne og burde udnyttes af dansk erhvervsliv. Især var han interesseret i økonomisk udvikling af de områder som Tyskland havde underlagt sig i Østeuropa. Aarhus Oliefabrik havde en fabrik i Letland, og i Sydrusland var der muligheder for at dyrke nogle af de produkter som fabrikken benyttede. J. var 1941 med til privat at stifte det såkaldte Østrumudvalg der skulle undersøge mulighederne for dansk deltagelse i udnyttelsen af Østeuropa. Han blev formand for udvalget og fortsatte også som sådan da udvalget blev et udenrigsministerielt udvalg i 1942. Udvalget ophørte med at fungere i 1943.

I danske nazistkredse var J. udset til at indtage en ministerpost i regeringen for det nye Danmark som skulle bygges op efter sejren, og J. var ikke afvisende over for tanken. Alt dette og dertil at han plejede selskabelig omgang med tyskerne, gjorde at han efter 1945 mistede sin stilling på Aarhus Oliefabrik og blev idømt to års fængsel. Kort tid efter at straffen var udstået var J. igen ved at arbejde sig op. 1948 blev han udsendt af et engelsk-afrikansk selskab til Afrika for at undersøge mulighederne for at placere oliefabrikker direkte ved plantagerne med råprodukterne. Efter sin hjemkomst begyndte han en produktion af gasflasker, og overtog senere en mindre instrumentfabrik, som han indtil sin død drev frem til en betydelig virksomhed, bl.a. ved at specialisere sig i elektroniske produkter.