H.E. Gosch, Heinrich Eduard Gosch, 5.11.1840-16.3.1898, tændstikfabrikant. Født formentlig i Itzehoe, død på Frbg. (Skt. Lukas). G. var i sine unge år ansat hos Ludwig Hintze der drev en fosfortændstikfabrik i Slesvig by. Da Slesvig efter krigen 1864 blev løsrevet fra Danmark, og fabrikkens afsætning til landet derved standsede blev G. sendt til København for at søge at afhænde Hintzes maskiner og inventar. Han kom i forbindelse med en producent af ovale cementkranse til kirkegårdsgrave, og denne cementstøber, A. Sørensen, fattede interesse for tændstikfabrikation. Han købte maskinerne og inventaret og lejede lokaler i grosserer Philip W. Heymans gård på Christianshavn hvor han etablerede sig under navnet Ludwig Hintzes Eftf. A. Sørensen. G. blev knyttet til forretningen og brugte sin ekspertise i forbindelse med virksomhedens etablering. Efter nogle års forløb var virksomheden vokset så man var i stand til at foretage en udvidelse i egne nye fabriksbygninger på Falkoner allé. Sørensen passede fabrikationen, G. rejste – med sit vindende væsen -ud og solgte. Af stor betydning for branchen blev på den tid loven af 14.2.1874 der forbød anvendelse af hvidt fosfor i tændstikproduktionen. Det skyldtes stoffets umådelige brandfarlighed og giftighed. Giftigheden gjorde det meget anvendt som selvmords og drabsmiddel ligesom det kunne afstedkomme svære skader hos tændstikarbejderne i form af sygdommen fosfornekrose. Denne miljøskade ytrede sig fx ved knoglenedbrydning, især i kæbepartiet. Ejendommeligt nok var de fleste tilfælde af sygdommen netop konstateret på Sørensens fabrik selv om den i hygiejnisk henseende klart hørte til de bedste.

I stedet for hvidt fosfor kunne man herefter anvende det røde, amorfe fosfor der fordrede en strygeflade for at kunne antændes. Det var langt dyrere og medførte en flerdobling af tændstikprisen. Loven havde virkning fra 1.1.1875 og udryddede en del småfabrikker der ikke kunne finansiere omstillingen. Udviklingen pegede frem mod storproduktion med høj teknik, en fase man nåede frem til i 1890erne inden for tændstikproduktionen. 1876 blev Sørensen og G. uenige om et gageringsspørgsmål og gik hver til sit.

I forbindelse med omlægningen af produktionen i henhold til den nye lov kunne G. nu indrette en helt ny fabrik i Jacobsgade på Amager hvor han producerede tændstikker under mærket Phønix. Mærket Tordenskjold med portræt af søhelten efter Balthasar Denners maleri fra 1719 var Sørensens, og dette mærke havde allerede den gang en stor kundekreds. G. gik i kompagni med cand.pharm. O. Davidsen der fra sin tændstikfabrik i Rådmandsgade medbragte maskiner, inventar og gode forretningsforbindelser. Alligevel var virksomheden slemt trykket af konkurrencen fra Sørensen. Denne ønskede imidlertid af personlige grunde at ophøre med fabrikationen, og det lykkedes for G. og Davidsen at købe fabrikken for 190.000 kr. plus 150.000 kr. for udestående fordringer samt varelager. G. og Davidsen kunne kun foretage denne handel fordi tre sleeping partners (heriblandt Ph. W. Heyman) gik ind med 100.000 kr. hver i et konsortium sammen med de to initiativtagere. Konsortiet arbejdede med store resultater til 1882 da det blev lavet om til et privat aktieselskab H. E. Gosch & Co.s Tændstikfabriker der eksisterede til 1895. Dette år gik de udvidede fabrikker hvis værdi ved grundkøb, nybygning, maskinanlæg etc. var steget meget betydeligt over til et offentligt aktieselskab med G. og Davidsen både på direktørposterne og i bestyrelsen.

I årene umiddelbart efter G.s død blev udbygningen og fusioneringen fortsat i stor stil, således at De forenede danske Tændstikfabriker kunne etableres 1902 med en aktiekapital på 1.600.000 kr. De svenske opkøb af hele branchen i Danmark tog sin begyndelse i 1918.

Familie

Forældre: skolelærer, organist Claus Jørgen G. og Henriette Jarstorff. Gift 29.4.1870 på Frbg. med Frederikke Amalie Sletting, født 31.5.1849 sst., død 23.1.1907 på Frbg., d. af rugbrødsbager, senere husejer og traktør Ole S. (1809-80) og Johanne Marie Poulsen (1814-60).

Bibliografi

Jubilæumsskr. 1855-1905. De foren. da. tændstikfabriker, 1906.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig