Harald Bing

Harald Bing, Harald Jacob Bing, 26.2.1848-3.6.1924, fabrikant. Født i Kbh. (Mos.), død sst., begravet sst. (Mos. Vestre). Efter i nogle år at have studeret kemi ved Polyteknisk læreanstalt og praktisk keramik bl.a. ved Limoges-fabrikkerne i Frankrig blev B. i tyve-årsalderen sammen med sin enogtyveårige bror Ludvig medarbejder i faderens og farbroderens virksomhed B. & Grøndahls Porcelænsfabrik. 1880 blev han medindehaver og 1885 – efter at farbroderen og broderen var død og faderen havde trukket sig tilbage – eneindehaver. 1895 da virksomheden på B.s initiativ omdannedes til et aktieselskab blev han dettes administrerende direktør og virkede i denne stilling uafbrudt til sin død. B. kom til at øve en banebrydende indsats både i industriens praktiske liv og i dens organisationer, præget som han var af datidens tro og forhåbninger til en fremtid for dansk industri i kunstindustriens tegn. Som så mange i sin samtid troede han på kunstindustriens nationale mission, men han forstod tillige at der måtte kæmpes. Når kunstindustrien ikke fik det afgørende gennembrud mange havde håbet på skyldtes det sikkert at kun få – som B. – evnede at omsætte troen til virkelighed. I sin virksomhed var B. en rolig arbejdsleder der kunne overkomme meget, og under hans ledelse der fra første færd drog nytte af en række betydelige danske kunstnere udviklede B. & Grøndahls Porcelænsfabrik sig til en kunst-industriel virksomhed af stort format hvis produkter vandt verdensry. Afgørende i så henseende var navnlig udstillingerne i Kbh. og Paris 1888 og -89 hvor Pietro Krohns arbejder bragte et smukt resultat, og udstillingen i Paris 1900 hvortil J. F. Willumsen havde ledet forarbejderne.

Ved Kunstindustrimuseets oprettelse 1890 var B. meget virksom. Han skrev dets første program, var dets første kasserer og næstformand og 1898–1908 dets formand. Endnu ved sin død sad han i dets bestyrelse. Jævnsides hermed udførte han inden for Industriforeningen (næstformand i bestyrelsen 1890 og formand 1898) et betydeligt arbejde som afbrødes 1905 idet han under en misstemning hans virksomhed som liberalt medlem af borgerrepræsentationen havde vakt blandt foreningens medlemmer fandt sig foranlediget til at udtræde af bestyrelsen. Ved Industrirådets oprettelse 1910 var han en af initiativtagerne, og 1911 fik han tilbudt formandsposten, men afslog. 1913 udnævnte en generalforsamling ham til æresmedlem af Industriforeningen. B. forenede med en betydelig viden og sikker kultur en naturlig veltalenhed der såvel i Industriforeningen som i borgerrepræsentationen -hvor han 1896 indvalgtes som venstremand på borgerlisten – let skaffede ham ørenlyd. Kommunalpolitisk gled han hurtigt over i borgerrepræsentationens liberale og socialdemokratiske fløj, og det var nogle udtalelser til Politiken forud for valget 1905 der fremkaldte den forannævnte opposition i Industriforeningen. Udpræget partigænger var B. dog ikke men hævdede ofte med stor styrke en selvstændig mening og stemte bl.a. imod Kbh.s kommunes overtagelse af sporvejene hvilket gav anledning til hans udtræden af borgerrepræsentationen 1908.