J.C. Hempel, Jørgen Christian Hempel, 14.7.1894-30.1.1986, fabrikant. Født i Skårup på Fyn. H. tog realeksamen fra Hesselager kostskole. I tre år stod han i lære i Odensefirmaet Chr. Hennings & Co. Derefter rejste han til Hamburg for at fortsætte sin uddannelse i kemikalie- og farvefirmaet Carl Oberländer. Kort efter brød første verdenskrig imidlertid ud, og H. returnerede til Danmark hvor han blev ansat i A/S Skibsfarvefabrikken Selandia i København. Dette firma var startet af en kreds af store rederier i krigens første år. I forbindelse med rationalisering måtte H. forlade sin stilling her, men han påbegyndte 1915 sin egen agenturforretning, begyndelsen til Det Hempelske Handelshus. 1917 startede han sin egen fabrik for skibsbundfarver, Hempel's Marine Paints. Situationen på dette område var dengang således at styrmanden i de forskellige havne indkøbte farvestoffer, linolie, fortyndingsvæske og tørrelse i løs vægt hos skibshandlerne. Kvaliteten skiftede fra land til land, og det gjorde farvenuancer også. Udover behandling med denne maling kom for nogle skibe bundtjære til værn mod begroning. H.s hovedidé var at en grundmaling i "kongegrå" skulle være basis; derefter skulle der males med specielt sammensat farve der bedst muligt beskyttede pladerne mod angreb af rust og parasitter. Alt var industrielt fremstillet og færdigblandet, derfor af ensartet kvalitet og kulør, med rette konsistens og tørretid. Skibshandlerne var ikke særlig interesseret i dette standardiserede produkt, derfor solgte H. direkte til værfter og rederier og firmaet oprettede efterhånden 25 fabrikker og flere hundrede lagre over hele verden. 1948 overdrog H. virksomheden til J. C. H.s legatfond, for hvilket han blev formand. Fondet er hovedaktionær i de såkaldte Hempelske firmaer, udover skibsfarvefabrikken og handelshuset er der tale om et større antal mere eller mindre beslægtede virksomheder hvoraf en del er associerede firmaer i udlandet. Koncernen har bevaret det gamle hovedsæde i Amaliegade, men er i øvrigt udflyttet til Lundtofte i 1970erne.

H. har stiftet flere selvejende institutioner til støtte for kultur og uddannelse, fx Concern Hempels understøttelsesfond og J. C. Hempels jubilæumslegat. Annebergsamlingerne (Det Hempelske kulturfond) hører til på H.s gods ved Nykøbing S.; her udstilles H.s store samling af glas, ligesom der afholdes skiftende udstillinger af ny og ældre kunst. På Vatelunden, H.s privatbolig med et tilliggende på ca. 8 ha ved Nærum som han 1928 købte af Edvard Brandes, er der gennemført omfattende naturfredninger. H. har udgivet bøgerne Et Folke Sundheds Institut, 1942 samt Your ship and its maintenance, 1963.

Familie

Forældre: proprietær Søren H. (1866–1958) og Helene Mayntz-Clausen (1870–1958). Gift 23.1.1932 i Søllerød k. med Thorgunna Jacobsen, født 5.12.1905 i Kbh., d. af grosserer Christian Wilhelm J. (1878–1921) og assuranceagent Dagmar Thora Hansen (1883–1942).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Børsen 8.9.1933. – Sst. 13.7.1954, 14.7.1964, 27.6.1965. Berl. tid. 13.7.1975. Politiken 14.7.1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig